Østerbyvej 27, Vandel - Skovvang


Matr.nr.: 3 fb Vandel (17 ha) – udstykket fra Vestengård

Ejere:
1924: Benned Lund Nielsen
1930: Rasmus Bertelsen
1944: Den danske stat
1948: Nikolaj Pedersen
1949: Ove Rasmussen
1949: Niels Lycke
1949: Axel Pedersen
1955: Ove Larsen
1995: Hans Aage Nielsen
2004: Torben Andreasen

I Hans Aage Nielsens tid på gården blev denne omdannet til strudsefarm med eget rugeri (7 rugemaskiner i alt). Og gården blev udbygget med garage og kontorbygning. Stalden blev bygget om til værelser og gildesal. Bygningerne er således blevet moderniseret og udbygget i ikke ringe grad.

Men strudseavlen blev ikke nogen succes da danskerne ikke kunne omstille sig til at spise strudsekød – så det hele gik i sig selv igen og blev afviklet.

Torben Andreasen har tilplantet 6 ha med løvskov og resten af ejendommen ligger midlertidig brak. Endvidere er der etableret en mindre sø som desværre p.t. ikke indeholder vand.

Men Torben har planer om at fore bunden med ler så søen fremover kan holde på vandet.

Ove Larsen fortæller:
Da Ove og Grethe Larsen overtog gården var besætningen kun på 25 høns. Derpå tilkøbes 3 køer og man lånte 2 heste hos Herluf Ebbesen i Vandel, som så skulle lære at tilvænnes, at gå i seletøj, hvorefter de blev udskiftet med 2 andre – på den måde begyndte den spæde start.

Senere gik det bedre og bedriften kom op på 12 køer samt nogle grisesøer med opdræt for øje.

For at starte alt dette op måtte Ove lidt ud og hjælpe ved en maskinstation, blandt andet når der skulle læsses møj med håndkraft.

I 1963 fik man både traktor og vandingsanlæg og i 1964 fik man den første bil.

Grethe havde i en årrække børn i familiepleje, fra 1 til 5 børn – alt i alt kan man sige, at det blev til fyrretyve gode år på Skovvang.

Fortalt til Svend Aage Hansen

Efterskrift:
Under gårdsforskningen og indlæggelse af forskellige gårde på Vandel mark til Historisk Atlas nævnte jeg, at der på Østerbyvej 27 lige efter krigen udspillede sig et kriminaldrama på ejendommen. denne har jeg nedskrevet og arkiveret på Lokalakivet i Vandel.

I henhold til arkivlovens bestemmelser er beretningen dog endnu ikke 'gammel nok' til offentlig publicering.