”Min mormor er klimaaktivist”

Fra d. 3. juni og alle torsdage fremover er udstillingen åben for gæster. Man finder den i magasinkælderen under den tidligere Vandel Skole, Skolevej 2.


Der er udstillet genstande, som illustrerer, hvordan man tidligere var ressourcebevidst og udnyttede de forhåndenværende fødevarer. Intet blev bare smidt ud. Alt blev spist, konserveret, repareret, syet om osv.


Vi har fundet spændende ting fra museets genstandssamling og fotos fra lokalarkivet frem i lyset som eksempler på dette. Lokale mennesker har stillet op til interviews, andre har udlånt fotos og genstande, og flere virksomheder har sponsoreret med materialer og praktisk hjælp. Det er vi taknemmelige for.


Ældre voksne vil i udstillingen kunne genkende situationer og ting fra deres barndom. Det er vort ønske at inspirere museets gæster til at holde klimadebatten aktiv - og meget gerne til at være miljøbevidste på det private plan. Udstillingen er støttet økonomisk af Vejle Kommunes klimalandsbyprojekt, der i samarbejde med arkitekterne Hulsrøj & Jæger og de frivillige ved Randbøl Sogns Lokalarkiv og Museum har planlagt og udført arbejdet i praksis.

Kig ind. Museet er åbent torsdage kl. 10-16. Vi vil meget gerne vise resultatet af måneders arbejde frem.

Tryk på billedef for at se billederne fra receptionen

IMG 5233

 

 

Klimaudstilling på museet

Mormor & Miljøet

Udstillingen tager udgangspunkt i et landsogn på vore bedste- og oldeforældres tid, hvor man var nødt til at udnytte de knappe ressourcer.

Man brugte lokalt producerede fødevarer, genbrugte emballage, reparerede ting og syede om.

Man spiste de råvarer, som var i sæson, og hvis der var overflod af frugt og grønt, blev det konserveret på forskellig vis.

Lær af Mormor

Få gode idéer fra udstillingen til, hvordan du selv kan skåne miljøet ved at spise lokalt producerede fødevarer, genbruge og spare på ressourcerne med fremtidens miljø for øje og med tanke på fremtidige generationer.