| Kastanievej 11, Vandel ’Vanggård’ Matr.nr. 8a Vandel. I året 1842 bestod gården af hartkorn: 2 td. 3 fd. Omkring 1872 begyndtes udstykning fra gården, som fortsatte til 1904. Efter de sidste udstykninger var gårdens areal ca. 80 tdr. land – nu er arealet 48 ha. Ejere: Erik Hansens enke 1842: Jens Eriksen 1859: Margrethe Mogensen 1891: Niels Nielsen 1923: Jens Marius Nielsen 1960: Otto Nielsen 1993: Ejgil Jensen og søn og Per Guldbrand I dag ejer Per Guldbrand bygningerne og 2 ha. Kim Jensen ejer resten herunder det areal hvor astfaltanlægget ligger 2018: Lynge Søndergaard Jørgensen Otto Nielsen arvede gården (48 ha) efter sin fader Jens Nielsen og drev den som alsidigt landbrug. I de seneste år af ejerskabet stødte en ikke helt uvelkommen ekstra indtægt til, nemlig udvinding af et stort grusgravanlæg som blev sat i værk af Ejgil Jensen & Søn (Kim Jensen) fra Billund. Jorden Kim Jensen er i dag eneejer af jorden som drives ved hjælp af Trøllund Maskinstation. Kølefirma Bygningerne og 2 ha blev solgt fra til Per Guldbrand som oprettede et kølefirma her efter en stor renovering af diverse avlsbygninger så disse nu fremstår som moderne fabrikationslokaler. Dette var måske også tiltrængt da tidens tand havde gnavet i de gamle udbygninger. Restaureringen er lavet med nænsom hånd så man udefra næsten ikke kan se forskellen bortset fra et nyt tag og kantinetilbygng plus oppudsning og maling af udhuse. Der er derudover bl.a. isat store aluporte og døre. Men indvendig er forskellen iøjnefaldende: Nye glatte betongulve, isolerede vægge og alt bærende trækonstruktioner samt brændfri loft er erstattet af nye stålspær der i en bue holder hele tagkonstruktionen oppe. Disse tiltag må have været lige så dyre som at bygge et helt nyt fabrikationsanlæg. Men man må tage hatten af for den nænsomme og omgribende restaurering der her har fundet sted. Her fortælles lidt om Frigortek Cooling Systems som firmaet på Kastanievej i Vandel hedder. Firmaet etablerede sig i Vandel i 2006 hvor en del af produktionen blev flyttet til Vandel –primært produktion af køleunits til køling af kartoffellagre. Disse sælges til større landbrug overalt i verden dog primært til Ukraine og Rusland. Som nyeste tiltag startedes produktionen af ventilations- og varmepumpeanlæg til husholdninger, skoler, industri og landbrug. Blandt andet har man leveret anlæg til ’Marienborg’ (Statsministerens bolig). I øjeblikket beskæftiger firmaet 15 medarbejdere, heraf beskæftiger 4-5 mand sig med rep og servicering af køleanlæg i Danmark. Størstedelen af firmaets salg foregår via forhandlere rundt om i verden. Astfaltværk På den del af Vanggård der ligger ned mod Mørupvej, og som Kim Jensen Billund i dag ejer, blev der efter grusgravningen et stort hul i landskabet. Her blev nu oprettet et astfaltværk som dog senere efter kort tid blev lukket igen. Men fra 2005 begyndte det finske firma ’Lemminkäinen’ at opbygge, hvad der i avisen blev fremhævet som verdens mest moderne astfaltanlæg. Anlægget blev færdig i 2006 og indviedes 1. maj dette år. Og siden har der været fuld gang i anlægget. Der køres med en besætning på kun 5 mand. Anlægget blev leveret fra Schweiz. I lange perioder kører anlægget i døgndrift, altså også om nattet, da det er blevet populært at asfaltere om natten for ikke at genere trafikken mere end højst nødvendig. For ikke at genere bl.a. Dagligbrugsen blev der etableret en kæmpevold op mod den nyetablerede rundkørsel. Denne vold blev dog trappet ned længere nede af Mørupvej så man herfra i dag kan se ind til anlægget. Der er dog ikke noget at skamme sig over, da hele anlægget bærer præg af en utrolig ordenssans. Blandt andet ligger de forskellige råmaterialer i store kæmpebunker med et skilt der viser grovheden af diverse typer der kan iblandes de forskellige produkter. Visse astfaltblandinger bliver op til 40 % gammelt granuleret asfalt genbrugt. Anlægget kan levere 240 tons færdig asfalt i timen og hele 200 forskellige astfalttyper. Granitten hertil kommer, via Vejle Havn, fra Norge, men sandet leveres lokalt fra den nærliggende grusgrav. Småral og knuste småsten leveres fra ’Erhvervspark Vandel og de flydende elementer flere steder fra – dog mest fra Tyskland hvor man i denne tid modtager 5-6 læs a 25 tons dagligt. Derforuden bruges der 40 tons cement dagligt hvad der nok ikke er mange der er klar over. Konklusionen på hele denne historie er, at før i tiden levede der én familie af gården, godt nok tidligere med op til 2 karle. I dag er der, foruden markens drift, etableret 2 hypermoderne virksomheder der skaffer arbejde og omsætning til egnen – det kan man da kalde udvikling (og en god en). Fortalt af Svend Aage Hansen En’ historie’ fra 2. verdenskrig ’Historie’ om hvad der under anden verdenskrig foregik på netop ’Vandelgård’. Da Vandel jo som bekendt blev evakueret og den mægtige militærinstallation i form af en større flyveplads blev etableret her, blev der i den forbindelse bygget 2 stk. pejlehuse. En vest for vejen og en øst herfor. Den østligste af disse to blev netop opført og bemandet på Vanggårds jorder. Den i vestliggende forsvandt hurtigt efter krigen hvorimod den her omtalte blev liggende i en længere årrække og blev lejet ud til forskellige formål. Der forefandtes dog hverken vand eller elektrisk lys på stedet. I de senere år brugte Otto Nielsen huset til at opbevare maskiner i. Dette kunne lade sig gøre ved at sydgavlen var væltet ind. I dag forefindes fundamenterne stadigvæk men resten af ruinen er fjernet. Mandskabet på denne lytte og pejlepost bestod af et par soldater. Blandt en tidligere overlærer fra Solingen, hans navn var Frits Klump. Jeg kan beskrive ham så godt, da min familie netop en hel del år efter stiftede bekendtskab med ham. Mange år efter krigen var han taget en tur til Danmark sammen med sin kone og unge søn som også hed Frits. Han blev derfor benævnt ’Unge Frits’. Da der ikke var så mange her i byen der forstod og talte tysk blev han henvist til min far der havde været på valsen før krigen og blandt andet arbejdet som tømrersvend på Hamborg Havn. I god tid før krigen var han dog vendt hjem til mere fredelige egne. Men han havde dog lært at beherske det tyske sprog fortrinligt. Vi fik nu besøg af en for os ukendt hvidhåret og yderst venlig herre der berettede om hvordan han under frankrigsfelttoget var blevet såret og efter raskmelding ikke egnede sig til aktiv krigsindsats. Men netop sådan en tjans som lytte og pejlemand kunne han godt klare, og derfor var han endt i Vandel. Her havde han tilbragt resten af krigen hvorefter han var vendt hjem til sin lille familie og havde genoptaget sin stilling som overlærer i byen Solingen. Da Solingen netop var kendt for at lave verdens måske bedste knive og sakse var han på hans nu flertallige visitter i Danmark altid bevæbnet med et vist sortiment af disse. Og os drenge var rævestolte når vi fik foræret en lille Solingen foldekniv af ham. Hans søn, unge Frits, som på dette tidspunkt var gnistrende sorthåret og i øvrigt var en høj flot fyr, mødte under et besøg sit livs kærlighed i form af præstens datter. Præsten hed for god ordens skyld Pastor Emanuel Thisted, og han var ellers ikke kendt for sin store sympati for tyskerne. Han havde blandt andet været foregangsmand i etableringen af englændergravene på Randbøl kirkegård. Men datteren og unge Frits kunne lide hinanden, og enten kunne man få en dejlig svigersøn eller måske miste datteren. I øvrigt kunne der ikke sættes en plet på Unge Frits opførsel og gøren og laden. F.eks hvis han anmodede om en vandretur med datteren, som var tidsbestemt, kunne præsteparret være sikker på, at 5 min. før aftalte tid vendte det forelskede par tilbage. Efter det første møde blev der en hel del brevveksling frem og tilbage, og det hele endte med, at datteren tog med til Solingen efter de var blevet gift. Og så vidt jeg lige har erfaret har de i dag 4 børn og 8 børnebørn. I samme forbindelse skal lige nævnes, at i dag er unge Frits’s hår lige så hvidt som hans fars var dengang. Svend Aage Hansen |
||
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 Pejlehytte nordøst for Vandel |
 Pejlestation fotograferet efter 5. maj 1945 |
 Udsmykning med jernkors i pejlehytten |
 Jens Nielsen på armene af en soldat |
 Karen og Otto Nielsen 1984
|
|