Fortællinger om Doktor Thomsen
Af Svend Aage Hansen
Hvem var han, og hvor stammede han fra?
Hans borgerlige navn var Arne Thomsen, og hans far var præst på Samsø. Arne Thomsen studerede i Århus, hvor han mødte sin senere hustru, Karen Thomsen. Hun kom fra den familie, der ejede Ceres bryggerierne, og familien havde aktier i foretagendet. De fik tre sønner: Niels, Jacob og Claus. Hele familien flyttede efter krigen ind i doktorboligen (lægehus), der lå på Grindstedvej 27 i Vandel.
Alle kaldte lægen for doktor Thomsen, men når man kaldte ham det, og han hørte det, sagde han: ”Jeg er ikke doktor, - jeg er læge”. Men uanset hvor mange gange han benægtede den titel, blev han altid i folkemunde kaldt for doktor Thomsen. Så vidste alle straks, hvem der var tale om. Hans kone Karen fik også et job i konsultationen. Hun skulle bistå i vanskelige operationer. Ligeledes når kvinder skulle have en underlivsundersøgelse. Så blev hun altid tilkaldt fra den nærliggende stue, hvor hun sad og læste eller strikkede.
Jeg ved ikke, hvorfor, men doktor Thomsen gav hende fra første dag navnet ”Olsen”. Og sådan vil hun blive benævnt i resten af denne beretning.
Thomsen var læge af den gamle skole, lidt bøs udadtil, men i virkeligheden et godt og hjerteligt menneske.
Om formiddagen havde han konsultation, og det var et stort distrikt, han vær læge i. Der var ingen læge i Billund. Hver formiddag kom der såkaldte ”Lillebiler” med patienter. De kom fra Lindeballe, Billund, Åst, Nørup, foruden alle de patienter, der kom cyklende - og folk fra Vandel. Lillebilchaufførerne gik nu hele formiddagen og snakkede med hinanden om vind og vejr og om, hvad der lige var aktuelt på den tid.
Hen ad 11-12-tiden, ja, måske først kl. 13 fik de så deres patienter retur, fik bilerne fyldt op og kunne derefter returnere passagererne.
Om eftermiddagen, (og læg mærke til dette), kørte Thomsen nu rundt og tilså de patienter, der var for syge og svage til at komme op i lægekonsultationen. Det kunne dreje sig om ældre og svage mennesker, men det kunne også dreje sig om en pige, der lå febervarm og syg i hjemmet. Om vinteren dengang kunne der godt ligge fra ½ til en hel meter sne på vejene. Så kørte Thomsen så langt ud, som bilen kunne klare. Han steg ud, tog sin lægetaske frem, hængte den over skulderen og spændte et par medbragte ski på fødderne. Så gik det i glideflugt ind over markerne til den ventende patient.
(Sådan er det ikke i dag! Hvis man næsten dødssyg vakler omkring og tilfældigvis støder på sin læge, bliver man venligst henvist til lægevægten. Det er nok, hvad mange vil kalde et fremskridt, men jeg vil nu kalde det et tilbageskridt).
Da den thomsenske familie boede nabo til Vandel Savværk, fik vi et helt naturligt venskab med den. Min onkel Ejnar Hansen var af og til om aftenen henne at passiare med dr. Thomsen. Selvfølgelig skulle der hertil altid nydes en whisky eller to.
Som før omtalt, havde familien Thomsen aktier i Ceres bryggerierne, og vi tømrerlærlinge og -svende, der de varme sommerdage gik og lavede vores arbejde på tømrerpladsen, som stødte op til doktorens residens, kiggede med skjult misundelse, når der månedligt ankom en ølbil fra Ceres, og der blev båret et par kasser Top-øl samt diverse sodavand ind i lægeboligen.
Det kunne ikke undgås, at dr. Thomsen i sin lægeperiode kom ud for nogle ret makabre episoder:
billede
En uheldig svæveflyveopvisning
En svæveflyver med to piloter i kom engang glidende i stor højde ind mod Vandel Flyveplads. Her var der hver sommer fyldt med svæveflyvere fra de forskellige svæveflyveklubber i Danmark. For at imponere ville man nu allerede inde over Frederikshåb plantage påbegynde et loop. I begyndelsen gik det udmærket, men da man kom ud af loopet og ville rette flyet op, fortsatte det sin nedtur og ramte lige ned i den af tyskerne byggede træhangar.
Dr. Thomsen fortalte om episoden, at han straks var blevet tilkaldt, uanset at der ikke var noget at gøre. Begge piloter var dræbt på stedet.
”Da jeg nærmede mig hangaren, kunne jeg se bagenden af svæveflyveren, der stak op gennem taget, og da jeg var kommet indenfor, var det første, jeg fik øje på, en støvle, der stod med et ben i”.
Togulykke i Billund
En dag, da dr. Thomsen og Olsen var inviteret til fest, og dr. Thomsen iført sit bedste sæt tøj (en fin habit) netop var gået ud for at køre bilen frem, kom der besked fra Billund station: ”Kom øjeblikkelig, der er kørt et tog op i et ventende tog”. Dr. Thomsen nåede lige at råbe ind til Olsen, da han for ind og greb sin lægetaske: ”Jeg kører til Billund”. Der var ikke tid til at finde en hvid kittel frem. Man sagde i Billund, at fem minutter, efter at alarmen var gået, kom dr. Thomsen svingende ind på baneterrænet. Han sprang straks op i de påkørte togvogne, hvor folk lå og hylede, skreg og vrælede. Han kunne se, at der var én, som havde brækket en arm. Da dette ikke var livstruende, sprang han vedkommende over i første omgang. Han gik nu hele toget igennem og tog sig først af dem, der havde livstruende skader, for senere at koncentrere sig om de mindre. Efterhånden kom der hjælp fra anden side. (Jeg nævner lige her, at der ingen dræbte var, men mange var kommet rigtig slemt til skade).
Da dr. Thomsen endelig kom hjem, var hans nye habit fuldstændig indsmurt i blod og stod ikke til at redde. ”Så fik du vel en ny habit?”, spurgte jeg. ”Nej, det gjorde jeg ikke”, lød svaret.
Tandudtrækning på fisketur
Da dr. Thomsen var inkarneret lystfisker, skete det, at han i weekenden, når der var tid, tog ned til Vejle å og her gik og afstressede, mens han fiskede. Netop sådan en dag, da han var på vej på fisketur, mødte han omkring St. Lihme en mand, der kom cyklende. Men hvad han ikke havde forventet, var, at manden opdagede, at det var dr. Thomsen, der kom kørende. Han sprang af cyklen og standsede doktoren, idet han sagde: ”Doktor, du må hjælpe mig, jeg har helt ulidelig ondt i en kindtand. Der er nok betændelse i den”.
Dr. Thomsen, der nu var steget ud af bilen, sagde: ”Lad mig se på tanden”. Da det var gjort, sagde han: ”Ja, den tand får du ikke megen glæde af. Den skal ud”. Herefter beordrede han manden til at holde godt fat i cykelstyret, hvorpå han rodede i sin fisketaske og fandt en lille ”flaptang”, som han brugte til at tage krogen ud af de fisk, han fangede. Bevæbnet med tangen vendte han tilbage til patienten og sagde: ”Gab op!” Nu kunne han få tag om tanden, og da den allerede var godt løs, kunne han uden besvær trække den dårlige tand ud. Derefter slap manden fri for den frygtelige tandpine.
Lillepigens uheld
Ude på Staghøjvej, nabo til en skovejendom, som Vandel Savværk ejede, boede der en mand i en lille ejendom. Han bar nogle store mørke hornbriller og blev derfor helt naturligt kaldt for ”a brillemand”. Han var far til 16 børn, - jeg tror nok, at der var mindst ét hold tvillinger blandt dem.
Dr. Thomsen fortalte, at da han engang var på besøg og skulle tilse et par syge børn, var det kutyme, at der skulle udfyldes nogle formularer eller blanketter. Det skulle nu foregå inde i den fine stue, hvor der foruden et spisebord var anbragt nogle ældre plysstole rundt om bordet. Lillepigen, der godt fra tidligere lægebesøg kendte proceduren, var løbet i forvejen og sad nu på den stol, hvor doktoren skulle sidde.
”Kan du lige gå væk”, blev hun bedt om. ”Der skal doktoren sidde”. Dr. Thomsen satte sig nu ned på den ældre plysstol, men mærkede i det samme en fugtig væske, der trængte op i hans benklæder og gjorde dem våde. ”Lige et øjeblik”, sagde han, hvorefter han gik ud til sin bil og iførte sig sin regnfrakke for derefter at vende tilbage til sin plads. Han kunne nu udfylde diverse formularer. Han nænnede ikke at afsløre lillepigens uheld.
”Bovser”
Vandel Flyveplads fik på et ret tidligt tidspunkt æren af at huse de fra Varde Kaserne udstationerede artilleriflyvere. Disse piloter havde helt automatisk en vis officersrang, da det jo var et meget ansvarsfuldt job, de bestred. Mange flyttede derfor til egnen, og de tog naturligvis deres koner med. Officersfruerne - (eller -konerne) kom som regel fra de lidt større provinsbyer og var derfor af en lidt anden ”karat” end de her på egnen boende koner.
Netop sådan en officerskone havde fået lidt vrøvl med underlivsbetændelse, og hun konsulterede derfor dr. Thomsen. ”Ja, den er god nok, men sig mig lige. Hvad for nogle underbenklæder bruger de?” Hun fortalte nu, at hun brugte nogle tynde, silkeagtige trusser. ”Det duer ikke. De skal købe dem et par uldne underbenklæder med lodden vrang. Og så ses vi igen om en fjorten dages tid. Så ser vi, om ikke kuren har hjulpet”, sagde dr. Thomsen.
Da de fjorten dage var gået, og patienten igen troppede op hos dr. Thomsen, beordrede han patienten til at tage kjolen af og lægge sig op på briksen. Stor var Thomsens undren, da han så, at konen ikke var iført de ordinerede underbenklæder, men en helt stramtsiddende kameluldsdragt, der gik lige fra maven og et godt stykke ned ad benene. Da dr. Thomsen skulle til at afmontere dette udstyr for at tage nogle prøver, var han nødt til at bede om hjælp, og han kaldte ind i den nærliggende stue: ”Kom herud Olsen, så skal du satme se bovser”. (Udtrykket havde han måske lært af en flittig omgang med naboen).
”Rævepis”
På naboadressen, som jo var Vandel Savværk, havde jeg i vores skove etableret nogle kunstige rævegrave - kaldet kunstgrave, og min onkel Ejnar fik nu en god idé. Hvis vi nu havde noget urin fra drægtige hunræve til at sprøjte lidt med i indgangen, så ville hanrævene nok hellere end gerne besøge disse.
Som sagt så gjort. Vi fik på det tidspunkt strejfet - eller pelset - vore skudte ræve hos en mand, der hed Skovgaard Møller, og som boede i Sødover med udsigt til Engelsholm sø og slot.
”Her er en sodavandsflaske med patentlåg. Vil du fylde den med urin fra drægtige hunræve?”
”Det skal jeg nok”. – Og en dag kom han forbi med den ønskede væske, der blev stillet op på en skænk i Ejnars private stue til senere brug.
Hen på efteråret havde Ejnar været en tur i England og havde derfra medbragt en hel Stilton-ost. Sådan en ost skulle nydes ved, at man gravede et hul i toppen af osten, hvor man hældte portvin ned. Det gav en herlig smag på et stykke brød. Da dr. Thomsen og Olsen dengang havde solgt deres praksis i Vandel og var flyttet til Vejle, sagde Ejnar: ”Vi inviterer doktorens ud til os i aften, hvor vi så vil nyde den dejlige Stilton-ost”. Det ville de meget gerne, og de kom kørende i god tid. Osten blev derefter nydt, og alle lovpriste dens smag i høje vendinger. Ejnar havde lagt nogle valnødder i Brøndum brændevin. Det gav snapsen en lidt mørk farve.
Da var det, han syntes, at dr. Thomsen også skulle smage den specielle snaps, og han skænkede nogle store glas op. Efter prøvesmagningen spurgte Ejnar nu: ”Hvad synes du om smagen?”. ”Er den ikke lidt underlig?”, udbrød doktoren lidt tøvende.
”Så for satan, … nu har jeg vel ikke taget fejl af flaskerne og skænket rævepis fra drægtige hunræve op til dig”.
”P-p-p-p-” røg det ud af doktorens mund, men jeg tror nu nok, det var den rigtige flaske, Ejnar havde skænket af.
