Hvordan jeg personligt oplevede stormen
Af Svend Aage Hansen
Min søn Michael og jeg var netop den skæbnesvangre dag, 3. december 1999 i Hedensted for at isætte vindue i en villa. Sidst på dagen havde vi godt observeret, at det var begyndt at blæse op. Da vi kørte ud gennem Vejle ådal, (nu var det helt mørkt), sprang store, mørkerøde gnister langs ledningerne i de kabler, der dengang var spændt op over dalen. (Disse er for nylig blevet gravet ned og ført under åen så de ikke skæmmer naturen mere. Men dyrt har det nok været).
Da vi kom til Ny Nørup bageri, var der kø af biler ud mod Vandel.
- ”Vi kører bare ned over Nørup og den vej, der er kun store bøgetræer”.
Men allerede oppe ved mindestenen (for kammerherre Bech, Engelsholm) lå der to kæmpestore bøgetræer ind over vejen og spærrede denne. Tilbage – og nu mod St. Lihme, men der lå også væltede træer tværs over vejen. Vi måtte nu - lidt slukørede - vende tilbage til Nørup og her vente i, hvad der for os føltes som en evighed, men endelig lysnede det på grund af, at man havde fået vejen savet fri nede omkring Gødding mølle.
Ud for Randbøl skov blev der igen en timelang pause, da hele nordsiden af plantagen havde lagt sig ud over halvdelen af kørebanen. Og en stor lastbil med presenning var hermed blevet fanget. Der var væltet træer ind over den, og den var totalt fastklemt. Folk løb omkring med motorsave og skar træer over, hvorefter man skubbede dem væk fra kørebanen, så den blev delvist fri, og bilerne nu kunne passere med stor forsigtighed.
Det første, jeg efter hjemkomsten lagde mærke til, var en række skovfyr, som jeg ud mod nordsiden af min grund, i sin tid havde plantet for at give læ. De var blevet noget store, og stormen havde derfor fået tag i dem og væltet dem ud over naboens mark. Nå, men skidt, - ind og fortælle, at vi var kommet godt hjem.
Vi fik os lige en kop styrkende kaffe, da telefonen ringede:
- ”Det er Johannes Møller Jensen, der er i telefonen. Du må komme herud med det samme. Vesthuset er delvis flået fra hinanden, og eternitpladerne fra taget er fløjet over gårdspladsen og har perforeret og delvist knust taget på sydsiden af stuehuset. Det regner, og vandet strømmer ind!”
- ”Jeg kommer med det samme, men du får mig ikke til at gå op på taget i det her vejr.”
Jeg tog nu derud og vurderede, at ca. 50 stk. B.5 eternitplader var knust. Derefter igen en kop kaffe, da netop denne familie var meget gæstfri.
Jeg lovede, på trods af, at det dagen efter var lørdag, at prøve på at skaffe materialer og komme forbi og reparere taget.
Dagen derpå kørte jeg nu tidligt til Gødding Mølle Trælast, hvor jeg handlede. Jeg gik straks ud på deres lager og så, at de havde hele to paller af det produkt, som jeg skulle bruge, hvorefter jeg gik ind på kontoret og sagde:
-”Jeg tager lige 50 stk. af de B.5 eternitplader, I har stående på jeres lager”.
-”Desværre, de er netop her til morgen blevet solgt til en mand fra Fredericia”.
-”Det er muligt, men han er ikke jeres kunde, - det er jeg, så jeg tager altså 50 stk. med mig, og til manden fra Fredericia kan I bare sige, at der kom én og stjal dem”. Det var da også i orden.
Ude ved Johannes, hvor han havde skaffet en nabo til at hjælpe med at stikke pladerne op til mig, lykkedes det i løbet af lørdagen at få alle de defekte eternitplader udskiftet, så taget atter blev tæt.
I de følgende dage var der en sand telefonstorm angående stormskader. Jeg tog ud, snakkede med folk. Nogle steder blev der midlertidigt bundet presenninger op for at holde vandet ude.
Men den største udfordring var at skaffe materialer. Alt var udsolgt. Efterhånden som disse kom frem, kunne vi nu efterfølgende reparere diverse tagskader. Det lille tømrerfirma, som bestod af min søn og mig selv(altså bare to mand) havde efterfølgende 64 tagskader!
Den mindste var hos Kurt Jensen (rutebilchauffør), - her var der tale om 5 nye tagplader.
Den største var retableringen af alle udbygninger på en gård nord for Vandel. Her var hele bliktaget inklusive lægter rullet og flået af og derefter smidt rundt omkring på de nærliggende marker.
Alene denne opgave beløb sig til 250.000 kr. - altså ½ million. Desværre måtte vi sige nej til nye kunder, der trængte sig på.
Da jeg er i besiddelse af tre skove, som på ingen måde var gået ram forbi, vil jeg lige berette om et par tiltag, som jeg gjorde brug af:
Jeg fik fat i en skoventreprenør, og han fik alt gavntræ skæret i længde og kørt ud til fast vej, hvorefter det kunne køres bort.
For at kunne plante nye træer i områderne skulle der nu ske en vis oprydning af arealerne. Man brugte andre steder store bulldozere, der skubbede grenkvas og store rodkager sammen i revler. Desværre tog man også det øverste muldlag med i ”handelen”. Dette kan stadig efter 20 år ses. Træet er godt nok formuldet, men muldjorden ligger tilbage og danner diger i skoven. Disse vil aldrig forsvinde af sig selv. Desværre er også det vigtige humuslag blevet skubbet sammen.
Derfor var det heldigt for mig, at jeg kendte Jørgen Larsen, som ejede Frederikshåb Maskinstation. Han havde en stor bulldozer, og på skovlen havde han fået svejset nogle ca. 10 cm. tykke jernrør, der ragede en halv meter ud over skovlen. Rørene var skåret skråt over, og der var svejset låg / bund i dem. Jørgen Larsen havde en meget dygtig chauffør til maskinen. (Jeg har for nylig hilst på ham). Når han så med nænsom hånd skubbede alt træ op i revler, virkede hele opfindelsen som en slags stor gaffel, og al den løse jord faldt igennem og blev i skovbunden.
Her 20 år efter er de fleste trærødder og grene formuldet, og på sigt kan maskinernes kørespor bruges til veje.
Jeg plantede en hel del bøg og eg. Egene skulle indhegnes, da rådyrene bider de friske skud af. I alt havde jeg 2 km. hegn stående. Da træerne kom over bidehøjde, blev hegnet fjernet. Så nu er der skov igen, men en lidt anden slags skov end før.
Jeg fik
heldigvis tilskud til indhegning.
Tekst: Svend Aage Hansen.
I anledning af, at det nu er 20 år, siden denne storm raserede Sønderjylland og senere drog hærgende hen over Fyn, vil jeg lige minde læserne om dette: Stormen blev kaldt århundredets storm, men var i virkeligheden en orkan, og den fik - efter nyt navnesystem for orkaner – navnet ”Adam”. Som nævnt var det Sønderjylland og Fyn, der tog det store tryk. En fynsk avis skrev i en artikel herom: ”Fyn er væltet”. Der var to ting, der især faldt i øjnene, nemlig: Bygninger (især ældre landbrugsbygninger) og så naturligvis vore skove – herunder specielt vore granplantager. Rødgraner har jo desværre ikke pælerod, men trævlerod, og derfor vipper de forholdsvis let omkuld med store rodkager som synligt tegn herpå. De træer, der måske havde store rødder mod sydvest, modstod stormen. Senere ændrede den retning, først fra vest, og senere igen gik den over i nordvest. Derfor lagde stammerne sig over hinanden som et Mikado-spil. Så skovene fik hele ”repertoiret”. De træer, som kunne modstå dette pres, blev flået fra hinanden oppe på midten, så de stod og ragede op imellem de væltede træer. (Ja, man kan godt sige, at hele sceneriet mindede en hel del om den finske vinterkrig – her var det dog tusindvis af russiske granater, der knuste skovene). Efter oprydningen efter orkanen Adam ydede den danske stat tilskud til genplantning, men man forlangte, at kun udvalgte træarter måtte plantes, bl.a. bøg, eg, fyr, lærk, fuglekirsebær, el og lind. Rødgranen fik man ikke hjælp til, trods det, at ca. 98 % af alt produktionstræ i Danmark netop stammer fra denne træart. (Rødgranen, som har været her i over 200 år, kan ikke anerkendes som dansk træsort. Det kan godt vække undren, når en udlænding, der har boet i Danmark i 7 år, kan anerkendes som dansker. Det kalder jeg for en diskriminering af rødgranen!) Bygningerne, især ældre landbrugsbygninger – fik også kærligheden at føle. Da jeg netop i dagene efter stormen var i Kolding, lå der knuste teglsten rundt om i gaderne, og Koldinghus var heller ikke gået ram forbi. Her var hele vestsiden af taget blæst – eller revet af. Læs på www.RSLM.dk hvordan Svend Aage personligt oplevede stormen, da hans skov væltede.