Randbøl Kirke ligger ved Hærvejen. Den vej som har været til så megen gavn for hundreder af slægtled, men som også har ført megen død, sorg, smerte og ødelæggelse ind over Randbøl Sogn.

                                                                                                                            Den gamle gotiske kirke bygget i granitkvadre, med sit brede tårn står der i sin bastante 1100-tals byggestil, som en sikker og urørlig klippe. De mennesker, der i tidens løb har passeret Randbøl Kirke, har efterladt enkelte mønter ved kirkens dør. Den ældste mønt der er fundet i nærheden af kirken er en guldbrakteat fra omkring 400 e. Kr. En anden er fra Erik Menveds tid, han regerede i Danmark fra 1274 til 1319. Endelig er der fundet en mønt fra Christian den 4.’s tid.

               
Hvem, der har bestemt kirkens beliggenhed, er der naturligvis ingen, der ved. Men et gammel vandresagn fortæller, at da kirken skulle bygges var der, som altid i Danmark, uenighed om hvor den skulle ligge. Den salomoniske afgørelse blev; at to unge stude blev bundet sammen, og der, hvor man fandt dem næste morgen, skulle kirken opføres.
Det er nok mere rimeligt at antage, at stedet fra hedensk tid har været helligt, et såkaldt Vi, som senere er blevet afløst af en trækirke, bygget af høvdingen i Randbøl, som havde indtægterne fra den kirkelige betjening.                                                                                          
Beliggenheden meget tæt op ad Hærvejen, Studevejen, Oksevejen, Adelvejen, “Æ gammel Landevej”, eller hvad man nu foretrækker at kalde vejen, der siden arilds tid har ført fra Viborg og ned i Europa, synes naturlig, idet der langs denne vej blev bygget mange kirker i samme periode. Smukkest er den, når den står hvid og nykalket i et klart forårslys, hvor granitkvadrene og munkestenene tydeligt ses gennem kalken, og blytaget skinner lysegråt.

Det får mange til at tænke på noget uforgængeligt.                                                            
Sådan har det ikke altid været. Sidst i 1880’erne var det ganske andre tanker, der optog kirkeejerne i Randbøl Sogn. Dengang blev kirken betegnet med ord som, brøstfældig’ og indvendig, uhyggelig’ og for lille. Hvad den opfattelse førte til, skal vi høre om senere.

                                                                                                                            Først et tilbageblik på historien.
Randbøl Kirke er som antydet opført i det 12. århundrede, ingen kender årstallet præcist. I begyndelsen af 1300’årene blev der nedlagt kirker på stribe fra Bække og op til Øster Nykirke. Det gik ud over kirken i St. Almstok (Nedlagt 1325), Gammel Fittinge Kirke på Randbøl Hede, kirken i Amlund (Åst) og Karbjerg kirke ved Vester Thorsted. Dette sogn blev delt mellem Egtved og Randbøl Sogne. Det var tider med tilbagegang i Danmark. Den Sorte Død lurede lige om hjørnet. Dog, Randbøl Kirke overlevede, men der skulle komme endnu sværere tider ca. tre århundreder fremme i tiden, for slet ikke at tale om den trussel, der blev rejst mod kirken af sognebørnene i 1890’erne, men det vender vi tilbage til.                                                                                        
I 1400-tallet blev tårnet bygget til. Tårnet på Randbøl kirke er et rektangulært stort hus i sengotisk stil, bygget tværs for skibet med spidsgavle som vender nord-syd. Tårnet er meget solidt, uden egentlig at virke klodset. Ingen ved præcist hvilket år det er opført. Dog vil det være rimeligt at tro, at det er sket omkring 1460, idet kirkeklokken, som er ophængt i tårnet, er støbt i 1462 af mester Calus og bærer indskriften:                                                                                      

I det herrens Aar 1462 for den hellige Apostel Peter — Hjælp Maria”,

Der er stadigvæk 74 år til reformationen. Hvad reformationen betød for kirken har det ikke været muligt at finde historisk materiale om. Ser man på, hvad der generelt skete i Danmark i perioden mellem 1520 til 1550, så er det rimeligt at antage, at reformationen i Randbøl Sogn er forløbet på samme rolige måde, og at omvæltningen har været stilfærdig.                                                                                          
I Præsteindberetningerne fra Ribe Stift står der ikke meget om kirkens tilstand, og intet om dens indretning, blot dette:
,,Randbøll sogn, Annex til Nørup Kirchen kaldis Randbøll kirche af Kong Ran, som di gamle sigir den fordum af hafue ladit bygge oc schall ligge begrafuit i en høj, som ligger tet op til den nøre siide ind på kirchegaarden”.

Herefter forsætter præsteindberetningen, som menes skrevet af Henrik Henriksen, Maribo, der var præst i Randbøl fra 1615 til 1648, med at beskrive, hvor mange gårde der findes i sognets forskellige landsbyer. Det mest interessante i denne præsteindberetning er, at der står, at sognet er annekssogn til Nørup. Det kunne tyde på, at sognet, som så mange andre sogne i Danmark, efter reformationen, er blevet lagt sammen med Nørup sogn. Antagelsen underbygges af den kendsgerning, at Mogens Jensen Rosenvinge, den 18. marts 1590 blev viet som præst til Nørup og Randbøl Sogne.

                                                                                                                              Indbyggertallet i sognene spillede en stor rolle for, om man overhovedet kunne have en præst, han skulle jo leve af sine sognebørns afgifter til kirken, kirketiendet. Vi kender ikke indbyggertallet i Randbøl Sogn i 1536. Men i 1662 bestod sognet af 23 hel- og en halvgård, hvilket ikke giver belæg for at tro på, at indbyggertallet kan have været meget mere end 200 personer.

Den store restaurering
Etatsråd Gerhard Hansen de Lichtenberg blev født i Horsens i 1695, hans indflydelse i Randbøl Sogn indtil hans død den 19. juli 1764 blev enorm.                                                                                              
I 1711 blev han sendt til Flensborg for at dygtiggøre sig. I 1728 blev han gift med Bodil Hofgaard, datter af den tidligere borgmester i Horsens. I 1731 er han i fuld gang med at købe jordegods, heriblandt også Engelsholm gods i Nørup Sogn. Det indkøb skulle komme til at vende op og ned, både på Randbøl Kirke, men også på sognet i almindelighed.                                                                                    
Pietismen havde godt fat i Danmark på de Lichtenbergs tid. Hvad der drev ham til at foretage restaurering af kirkerne her på egnen ved vi ikke, men at tro, at de Lichtenberg har været en gudfrygtig mand er ikke urimeligt Således nød også Randbøl Kirke godt af de Lichtenbergs trang til at restaurere kirker. Hans restaurerings og ombygningsarbejder på Randbøl Kirke i 1738 kan næsten bedst beskrives med dette citat fra Danske Magazin, udgivet i 1750:
“Kirken udi Randbølle er af Hr. EtatsRaad Lichtenberg sat i god stand. Den har en skiøn stafferet Alter-Tavle, på hvis øverste Deel forestilles Christus udi i sin Siæle-Angest, knælende i Bønnen, og udi den midterste Deel forestilles den hellige Nadvers Indstiftelse. Uden at forbigaae nogle andre i Kirken befindende Inskriptioner, og anføre denne eneste, som staaer paa den underste Deel af Alter-Tavlen:

Vor Cancellist-Raad Hr. Lichtenberg vi yde
Vor skyldig tusind Tak, for hand lod Kirken
pryde,
Og Kirkens gamle Muur forbedre og fornye,
Ja Skolen sætte ny her udi Randbøl Bye.
En ret Patron hand er, gid mange var hans lige.
Bese kuns Nørup Kirke og Skole, du skal sige,
Jeg ei flatteret har; thi alt hvad findes der,
Udaf Hr. Lichtenberg opbygt og prydet er.”

“Ellers findes intet særdeles betydeligt ved denne Kirke at erindre, uden at der på paa den nordré Side af Kirken inde på Kirkegaarden ligger en stor høi i hvilken, man vil sige, at en af de gamle Danske Konger skal ligge begraven. Der hentydes til sagnet om Kong Ran, som ifølge overleveringen ligger begravet i højen, mere om ham andetsteds”.

Verset på altertavlen lader ingen i tvivl om taknemmeligheden mod Etatsråd de Lichtenberg til Engelsholm. Ikke bare på det verdslige område sørgede han for sine ‘undersåtter’ Lærdom, ånd og gudfrygtighed lå ham meget på sinde.                                                  
Så sent som i l860’erne, kunne man stadig læse følgende vers på kirkens nordre væg:

“På Kirkens Vegne!
Saalænge findes kan i Kirkens Muur og Stene,
Saalænge som en Mand på gode sunde Bene
Til Randbøl Kirke gaaer, skal Eierne faa Priis,
Som lader mig fornye, at jeg ta’er ei Forliis.
De tænker vel paa mig, at jeg bli’er ei forfalden,
Hvorfor de ogsaa nu, min forsvar vorder kalden,
Gud pryde deres Huus i mange gode Aar,
Indtil de aldermæt i Evighed indgaaer”.

Forfatteren, S.E. Secher er ikke helt sikker på, hvem der er forfatteren til det i dag overkalkede vers. Han synes, det ser ud til at være af nyere dato, end verset på altertavlen, og samtidig forekommer det ham, at sproget virker mere moderne, end det pastor P. Stauning (Præst i Nørup og Randbøl fra 1737 til 1749) har brugt i hyldestverset under altertavlen.,

Trusler om nedrivning
S.E. Secher skriver i 1867 intet om, at kirken er i forfald. Det kan man derimod læse om i protokollen fra kirkeværgernes møde den 12. juni 1890. Her konstaterer man nøgternt:
“Det nedre parti af Taarnets Vestende ligesom dettes nordvestlige Hjørne er i en meget forfalden tilstand. Det nævnte parti, der fra vestende strækker sig fra Overkanten af Granitstenene til underkanten af de fem par Radindsatte Jernankre maa nedbrydes og Skalmures”.

Protokollen opremser minutiøst, hvorledes arbejdet skal udføres, og at nedbrydningen skal være bragt til ende den 17. juni 1891, hvor man ønsker at syne bagmuren og endelig skal arbejdet være afsluttet den 16. september 1891.                                                                          
Den 4. juni 1891 er tonen i protokollen blevet en lidt anden. Kirkeejerne er blevet klar over, at reparationen vil koste dem omkring 5000 kr. Her er der åbenbart nogen, der har syntes, at det var rigeligt mange penge at ofre på kirken.

                                                                                                                                Vi kender ikke snakken folk imellem, men kirkeværgerne skriver i protokollen:

“Da Kirken i det hele er uhyggelig og temmelig lille, og tillige er beliggende på en for sognets beboere mindre heldig plads, saa henstilles det til Overvejelse, om man ikke i stedet for at foretage de nævnte Reparationer, vil foretrække at bygge en ny mere rummelig Kirke på en plads, der ligger mere (belejliget) for Flertallet af Sognets Beboere og, som godkjendes af Kirkesynet”.

Grundlovsdag, den 5. juni 1892, mødes kirkeværgerne G. (Efternavnet ulæseligt), Jens Madsen og Kristian Hansen igen til møde. I protokollen står der ikke et ord om en ny kirke. Tværtimod tager de igen stilling til forskellige reparationer. Denne gang af væsentlig mindre omfang, nemlig til et samlet beløb på 51 kr. Det drejer sig om at rense døbefonden for maling, ombetrække præstens bedeskammel, omstopning af knæfaldet foran alteret og opsætning af rulle gardiner.
I et udateret udskrift af protokollen fra samme tid (samme håndskrift), ønsker man at udskifte altertavlen med et kors. Arbejdet skal være udført til 1. september samme år, og så skal den gamle altertavle gemmes. Ikke en lyd om en ny kirke.                                                                                                                                                     På et billede fra Randbøl Kirke ses korset i stedet for den gamle altertavle. Det er selvfølgelig en smagssag, om man synes bedre om et hvidt kors, end Thranes altertavle. Heldigvis fik korset kun en kort levetid, og den gamle altertavle blev taget frem fra gemmerne og sat op på sin vante plads igen.                                                                      
Der er ingen tvivl om, at debatten om den nye kirke har bølget voldsomt i sognet. Vi savner underretning om, hvad der skete i årene 1893 og 1894, protokollen har ingen beskrivelse af møderne i de to år.                                                                                                           Derimod skriver kirkeværgerne den 27. juni 1895 og 18. juni 1896:  “Intet at udrette”.                                                                                
Fra mødet den 11. juni 1897 lyder referatet:
“Kirken indrettes til ombygning, således at den kan være færdig i 1902.                                                                                                      Da forholdene i Sognet ved Anlægget af Vejle-Vandel Jernbane havde forandret sig siden 1891, anser Sognet det for heldigt, at den nye kirke bliver opført paa samme plads, hvor den gamle kirke ligger”.

Man kan undre sig over denne ændring i planerne. At jernbanen var kommet ændrede ikke ved afstanden fra St. Almstok til Randbøl. Kirkeejerne i Frederikshåb og St. Almstok var gået varmt ind for at flytte kirken til Hofmannsfelt. For beboerne i Vandel, Randbøl og Randbøldal betød det en lidt længere kirkevej, men ikke voldsom. I sin grundtanke var ideen med at flytte kirken god, hvis det altså ikke lige var fordi man derved ville fjerne århundreders historie fra jordens overflade. Vi ved ikke, om disse tanker har strejfet kirkeejerne.                                          
Kirkeværgerne havde fundet frem til arkitekt C. August Wiinholt, som man havde bedt om at tegne en ny kirke til sognet. Den 28. juni 1899 forelå Wiinholts forslag til en korskirke med 234 siddepladser på gulvet og 27 på pulpituret, i alt 270 siddepladser. Han ville anvende de gamle granitkvadre i Randbøl Kirke til sokkel, piller og hjørner i den ny kirke, medens resten af murene skulle opføres i røde mursten, der skulle fuges. Gesimsens konsoller og søjlerne mellem vinduerne skulle udføres i kridtsten. Tagene skulle dækkes med skifer lagt i et simpelt mønster.                                                                                            
Arkitekten regnede med, at salget af det gamle tømmer og andet kunne dække udgifterne til nedbrydningen af den gamle kirke. Derimod skulle malmklokken, lysestager, alterkalken, disk og messehagel samt døbefont og prædikestol overføres til den nye kirke. Man måtte dog regne med et nyt alter, da der nu kun er anbragt et tarveligt kors.            
Hvis nogen tror, at bureaukratiet for 100 år siden var mindre end i dag, så tro om. Der skulle nemlig tages stilling til veje til kirken, forholdene i undergrunden på kirkegården, dette af hensyn til en eventuel forurening af de omliggende gårdes brønde og meget mere. Alt mens dette bureaukrati kørte, så begyndte snakken at gå mellem folk i sognet.                                                                                                           Der er gået økonomi i sagen.                                                              
Den nemme del processen, nemlig at få Kirkeministeriet til at bevilge de 10.000 kr. til bygning af den nye kirke, og i 1902 godkende stedet hvor kirken skulle ligge, var gået glat. Man var klar til at gå i gang, men, der var et men.                                                                                  
Vi får fra forskellige kilder antydninger om, at indbyggerne i kolonien Frederikshåb ikke længere var villige til at betale for at få kirken flyttet til Hofmannsfelt. Omkring juli måned 1902 går der igen gang i underskriftsindsamlingerne. En liste, underskrevet af 30 kirketiendeejere, hvis indledende tekst lyder således:
“Undertegnede Kirketiendeejere i Randbøl Sogn stemmer for, at Randbøl Kirke forbliver liggende i Randbøl”

En anden liste har følgende tekst:
“Underskrevne Ejere af Randbøl Kirke erklærer herved at være villige til at flytte Kirken til Hofmannsfelt mod at modtage bevilgede Statstilskud af 10.000 kr.” Dateret Juli 1902, men uden underskrifter.

Den tredje liste, den med de fleste underskrifter, 53, kom fra folk med bopæl i Vandel, Randbøl, Randbøldal samt Daldover. Den havde følgende indledende tekst:
“Det i sin tid indgivne Andragende til Regering og Rigsdag om bevilling af en Sum til flytning af Randbøl Kirke er for en del af Kirkeejernes Vedkommende underskrevne under den forudsætning, at udgifterne ved Flytningen ville blive bevilget af Staten, dels som Tilskud og dels som rentefri Laan, samt at beboerne af Kolonien Frederikshaab, hvem Kirkens Flytning særligt kom tilgode, havde haft saa megen interesse for Sagen, at de samme Kirkeejere ville have deltaget i Omkostningerne ved Flytningen. Det har imidlertid vist sig at disse Forventninger ere skuffede og defor ønsker vi, at Sagen falder bort”.

Der spores en vis bitterhed i den sidste tekst, og den gode vilje til at skaffe sognet, efter datidens opfattelse, en tidssvarende og vel beliggende kirke, bør der ikke herske tvivl om. Alligevel skylder
eftertiden beboerne i Frederikshåb stor tak for, at Randbøl Kirke ikke blev revet ned, og endte som fyld i datidens sandede sogneveje.            
I 1908 stod det stadig ikke for godt til med Randbøl Kirke, den ventede fortsat på at blive sat i stand. Da den sidste præst i Nørup, som havde Randbøl Sogn med som annekssogn, kom til Nørup i 1908, K.H.P. Eggert, skrev han i sin indberetning blandt de mange roser om Nørup
Kirke:
“Randbøl Kirke var meget tarvelig (fårefolden på heden), men blev forskønnet, og de fattige beboere viste stor offervilje”.

Den offervilje han skriver om, kom til udtryk i 1912, hvor den efterhånden hårdt tiltrængte restaurering blev påbegyndt. Arbejdet blev ledet af arkitekt J. Therchilsen fra Kirkeministeriet og udført af tømrer Marius Hansen, Vandel, murer M. Laursen, Vandel, murer Rasmus Tranholm, Randbøl, maler Hansted, Bredsten, og smed Marius Jespersen, Vandel. Istandsættelsen omfattede blandt andet, at forskalling og puds blev fjernet fra loftet over kirkeskibet og koret. Loftet over skibet viste sig at være høvlede fyrrebrædder, medens loftet i koret var meget gamle egebjælker, måske de oprindelige? Ved samme lejlighed blev et pulpitur i tårnbuen taget ned. Om man ved samme lejlighed har genopsat den nuværende altertavle vides ikke, men gamle billeder fra kirken tyder på det.                                                                            
Den foreløbig sidste trussel mod kirkens eksistens kom i 1944. Udokumenterede forlydender går på, at den tyske besættelsesmagt ville rive kirken ned. Arsagen var den, at den lå som en hindring i indflyvningen til den 6.000 tønder land store flyveplads, tyskerne anlagde syd for Vandel by. Heldigvis kom freden, inden man fik gjort alvor af truslen.

Ejerforhold
Ejerforholdet til Randbøl Kirke op gennem Middelalderen, ved vi ingenting om, men at en stormand, den lokale høvding, har stået bag kan der ikke være tvivl om. Indtil Reformationen i 1536 har bispestolen i Ribe sikkert haft sine interesser i kirken, vi ved bare ikke, hvordan.
I 1618 oplyser Randbøll Kirkes regnskabsbog, at kirken har fået en gammel indtægt tilbage, nemlig 161/2 ørting rug (165 skæpper) og 1’/2 ørting byg. Indtægten kom fra, som der står: “fordi de nogel Gaarde i Rygbierg, som langsommelig tid stod øde, er igjen Opbygt”.                                                                                                                     Så kom Svenskekrigene, og i 1679, blev Randbøl Præstegård nedlagt og lagt ind under Nørup præstegård, som anneksgård. Der forblev den indtil 1824, hvor den blev solgt til kro-manden i Randbøl for 950 rigsdaler. Præstegården lå på en lille toft lige øst for kirken.
I 1600-tallet er det ejeren af Engelsholm, der ejer Randbøl Kirke.                                                                                                                   Dette ejerforhold fortsætter indtil den 28. april 1770, hvor, citat:
“Jeg Nicolay Duus til Engelsholm, Kongelig Majestæts Cammer Raad: Kjender og hermed vitterliggjør, at som jeg ved kiøbe Contract de dato 21. julij 1769, haver solgt og afhændet til Søren Jensen, Joen Pedersen, Niels Bertelsen og Mogens Hansen Randbølle Kierke med tilhørende lus Vocandi (kaldsret) samt korn og kwæg Tiende, Ornamenter og Kierke Jorder, intet undtagen af hvem dertil høre bør, og af mig har været kiøbt og ejet, på de Conditioner:
1)    at de til Kierke Jorder og Enge, som én eller anden har i Fæste eller Brug, beholde for dem og deres Enker deres livs tid for dend Afgift som hidtil deraf har været svaret.
2)    at tiende Contracten holdes indtil dend udløber og
3)    at alle udgifter til Kierken med viin og brøds holdelse og videre svares til Sogne Præsten og Vedkommende aarligen til anordnede tiende, samt
4)    af mig for bemeldte Kierke betales dend summa = 2000 rd. Siger toe tusinde rigsdaler med et aars rente; alt efter berørte Contracts nærmere indhold da bemeldte kiøbere har gjort anmodning paa en gjenpart af Kiøbe Contracten, at jeg skjøde alle derpaa Personers anpart i bemeldte Kierke
eftersom de haver præsteret lidet eller meget lidt til Summens udredelse, hvori-blandt Niels Iversen af Bindeballe som til mig efter deres inddeling haver betalt dend summe = 60 rd., Thi Skjødes hannem altsaa anpart i bemeldte Randbølle Kierke og den tilhørende i portion af dend summa han af Kiøbe Summen 2000 rd. Haver betalt; hvilken anpart Kierke Eiendom ham og Arvinger skal tilhøre som en kiøbt Eiendom, ligesom jeg og hermed lover samme an part at hjemle dend hver Mands tiltale, som derpaa med rette kunde have noget at sige. Dette til Bekræftelse, haver jeg med dette mit Skiøde Egenhændig underskrevet og Forseglet.

Datum Engelsholm den 28. April 1770.

Sune Andresen skriver i sin bog: “Engelsholm Historie”, at Nicolaj Duus ejede Engelsholm fra 1770 til 1774. Han har åbenbart haft travlt med at gøre nogle af sine tilliggende i penge, eftersom han allerede den 28. april sælger kirken fra. Det virker endnu mere overraskende, at de bønder der købte kirken, på en sten ved Bindeballegård påstår, at de købte kirken året før, altså i 1769, hvordan det er gået til, kan der ikke findes en forklaring på.                                                                        
Nok var de fire bønder blevet kirkeejere, men de holdt ikke ejerskabet for sig selv, det blev fordelt på hartkornejerne i hele sognet. Om det var nærighed eller fattigdom, det sidste er det mest nærliggende at tro, så gik det jo så som så med vedligeholdelsen af kirken. Et forhold, der som allerede fortalt næsten førte til nedrivning af kirken. I 1859, er det fortsat, ifølge Trap Danmark, bønderne der ejer kirken.                          
Ved lov blev det i 1903, med senere rettelser, bestemt, at der skulle oprettes menighedsråd til varetagelse af menighedsrådskredsens tarv.                                                                                                         Kirkerne er nu blevet selvejende institutioner, og menighedsrådene har fået ret til at udskrive kirkeskat på de personer, som er medlem af folkekirken i det pågældende sogn(e).                                                  
I en præsteindberetning, skrevet af pastor L.C. Buchholtz, Bredsten Sogn, et sted mellem 1755 og 1772, de år han var præst i Bredsten, får vi at vide, hvilke værdier og hvilke forpligtelser det var, at bønderne i Bindeballe fik for deres 2000 rdl. Han skriver om Randbøl Kirke:
Kirken og dens Hartkorn
Kirken staaer for 24 Tønder og 4 Skiepper, og følgelig 2 Skp. Høyere. Den har desuden henimod 4 Skp. Hartkorn Kirkejord, hvoraf det meste skal findes paa adskillige Byers Marker i Brædsten Sogn. Denne Kirke har siden den l7de Martii 1721, da Capitain Henrich Brahe har faaet Kongens Skiøde baade paa den og meere, hørt til Engelsholm, dog uden Kaldsrettighed indtil 1739, da Hands Majestet overlod samme til Etats-Raad Lichtenberg, mod igen at faae Jus vocandi til Linneballe, hvorom tilforn er handlet ved sidstnæfnte Stæd.
Dens visse aarlige Udgifter foruden Skatterne til Amtsstuen, ere efterfølgende:

Studii-Skat                                               0 Rdl.    2 M    8 sk.
Cat hedraticum                                         0 Rdl.    4 m.    0 sk.
Londons-Kirke                                          0 Rdl.    2 M.    4 sk.
Conrectoris-Løn                                        0 Rdl.    3 M.    0 sk.
Kirke-Skat                                                0 Rdl.    4 M.    8 sk.
Visitats-Penge                                          1 Rdl.    0 M.    0 sk.
Lyse Penge til Sognets Skoler                   3 Rdl.    2 M.    0 sk.
Hvad Præsten faar for Brød og Viin, skal anføres siden ved Hoved-sognet.
Af Bygning er Randbølle Kirke stærk og massiv med en gammel Dags breed Taarn. Taget er af Blye overalt”.

Buchholtz forsætter med at beskrive de Lichtenbergs restaurering få år tidligere, og skriver blandt andet, at der dengang stadig var et alterklæde, som den tidligere præst ved Nørup og Randbøl Kirker fra 1679 til 1724, Alexander Jacobsen Falch’s hustru, Else Johans-Datter havde syet i1685.

Kirken indvendig før - og nu
Vi tager et spring frem til nutiden, hvor Randbøl Kirke er så vedligeholdt som vel næppe nogensinde.                                                                                                                                                           Besøget begynder på kirkeloftet. At komme op til kirkeklokken er en speciel oplevelse. Der fører ingen trappe op i tårnet indvendigt. Man skal op ad en vaklende aluminiumsstige og ind gennem en lem i gavlen over kirkens kor, sådan ca. seks meter oppe. En oplevelse de fleste gerne er foruden.                                                                                
Vel oppe på kirkeloftet kan man betragte tømmerarbejde, der er omkring 800 år gammelt. Det er egetømmer, der er hugget til med økser og tappet sammen med svære egedyvler. Man ser også de forandringer, der blev foretaget under de Lichtenbergs restaurering af kirken i 1730-erne. Dengang blev murværket forhøjet og taget fik en smule svaj. I 1993 blev noget af tømmeret skiftet ud. Der var kommet en smule råd hist og her. Imponerende var det dog at se, hvor frisk det gamle tømmer var.                                                                                                                                                                            Klokken blev samme år taget ned for at blive repareret. Samtidig blev der indført automatisk ringning. Automatikken fungerede første gang den 28. maj 1993. Den tid, da arbejdet som kirketjener og graver var lige så meget kald som arbejde, var forbi. De sidste manuelle ringninger blev foretaget med en lånt kirkeklokke, der stod i et stativ nede ved den sydlige kirkegårdslåge.                                                                            
Vel nede på jorden igen kan man gå en tur rundt om kirken for at se på murværket. I korgavlen er det oprindelige vindue blevet udvidet. På kirkeskibets nordvæg ses den tilmurede kvindedør. Ved denne er et katolsk vievandskar muret ind i væggen. Når man går rundt om tårnet fra nord mod syd, kan man tydeligt se, hvorledes det nordvestlige hjørne og vestmuren er repareret. Reparationsarbejdet er udført i kampesten, der ikke er hugget til, hvilket ikke ser håndværksmæssigt ud.                                                                                                    
Man kommer ind i kirken gennem våbenhuset. Det er vanskeligt at tidsfæste, hvornår våbenhuset er bygget til. Det er opført i rå kampesten, men har en pilasterportal, som peger mod, at det kan være opført omkring år 1700.                                                                        
I våbenhuset hænger der på vest-væggen et våbenskjold fra Royal Air Force Eskadrille 83. Ved siden af hænger den takkeskrivelse fra samme eskadrille til menigheden i Randbøl sogn. Takken blev sendt af overlevende medlemmer fra eskadrillen i 1989, og gælder det forhold, at menighedsrådet siden 1946 har vedligeholdt gravene for de fire engelske og en australsk flyver, som tilhørte eskadrille 83. Deres Lancaster bombefly blev skudt ned den 27. august 1944. De fem blev begravet af tyskerne inde på Vandel flyveplads. I 1946 fik de, på foranledning af pastor E.M. Thisted, Randbøl, en kristelig begravelse på Randbøl kirkegård. Historien om de fem følger i næste kapitel.                                
På samme væg hænger en tavle fra 1857 med en udredning om kirkens ejerforhold, som har følgende ordlyd:
Anno 1769 den 2. Juli Vellærde Hr: Kammeråd Duus paa Engeisholm Solgt Randbøl Kirke til Søren Jensen i Bindeballe, Mogens Hansen i Vandel, Niels Berthelsen og John Pedersen i Bindeballe for summa to tusind Rigsdaler, den 28de. April 1770 har køberne overladt disse parter til sognet ingen har betalt sin Part efter Kjøbesummen. Randbøl Kirke den 16. Juni 1851.

Når man åbner døren til kirkerummet, får man en tydelig fornemmelse af murenes tykkelse. Lige indenfor kirkedøren til venstre, står kirkebøssen eller fattigbøssen på en lille afsats.                                                                                                                                     Over den hænger en sort trætavle, hvor der med hvide bogstaver står:
“Giver til de fattige, glemmer ikke at giøre vel og meddele, thi sådanne offer behager Gud Vel. e.b.a.=c b 13. v. 16”.

Længere fremme til venstre ser man ind i tårnrummet. Her står kirkens orgel, som er bygget i 1970’erne.                                                                                                                                                Stolestaderne i tårnrummet er betydelig mere enkle, for ikke at sige simple, sammenlignet med kirkens øvrige stolestader.                              
Indtil 1912 var der mod højkirkens vestvæg et pulpitur med otte stolestader. Her, og nede på de mere ydmyge stole-stader i tårnrummet sad de reformerte kolonister fra kolonien Frederikshåb. De var kommet til Danmark i 1759-60 med løfte om religionsfrihed. De fik dog aldrig lov til at bygge deres egen kirke.                                          
På nordvæggen i tårnrummet hænger en præstetavle. Pengene til den blev indsamlet af Eskild Hansen, Bindeballe, i 1983. På tavlen kan man læse, hvem der har været præst ved Randbøl, henholdsvis Nørup kirker siden 1590.                                                                                        
Prædikestolen er fra 1600-tallet, udført i renæssancestil med toscanske søjler. Malerierne i felterne mellem søjlerne er sindbilleder malt af ‘Den østjyske barok-maler’ Mogens Christian Thrane, der var de Lichtenbergs ‘hofmaler’ Han var også mester for alle malerierne i Nørup Kirke.                                                                                                                                                                                                   Nederst på prædikestolen står følgende indskrift:
“Jeg haver sat dig til en vægter over Israels Hus. (Ezech. 3 V 17)”.

Billederne symboliserer: Årvågenhed, ordets tugt og trøst, dommens torden og rædslen derved og endelig ordets hammer, som skal åbne menneskehjerterne.                                                                            
Altertavlen i Randbøl Kirke indeholder elementer af en rænæssancetavle, som de Lichtenberg i 1738 fik omdannet og restaureret. Altertavlen er delt i to med et større og et mindre maleri. Af en inskription på bagsiden af det store maleri fremgår, at M.C. Thrane selv har malt billedet af indstiftelsen af Den hellige Nadver. I altertavlens øverste felt sidder et maleri af Jesus i Getsemane Have, mellem de to billeder står følgende indskrift:
“Min Jesu, som i Angest bad - I Bønnen giør mit Hjerte glad - I Nadveren du stifte lod -Læsk, let mit Hjerte, Sind og Mod”.

På hver af de fire søjler i altertavlen er der nederst på hver søjle malt en medaljon med et miniaturemaleri og de Lichtenbergs initialer. Altertavlen blev opmalet i 1857 af C. Sørensen og restaureret i 1941 af P. Bagger.                                                                                        
På alteret står to alterstager af malm (balusterstager på stor fod), begge er skænket kirken af Ebbe Hansen og Karen Bennisdatter i 1672. Den syvarmede lysestage er skænket af sognefoged P.J. Jensen og hustru i 1926. Tre andre malmlysestager er gaver fra henholdsvis Ane og Hans Mortensen i Vandel, skænket i 1892, og fra menigheden, som gav dem til kirken i julen 1912. Det år, hvor kirken blev restaureret.
De tre lysekroner, som nu har elektriske kerter, er skænket af følgende: En 12-armet med indskriften: “Cecilie Marie Kristine Jensen, Vandel 1886-95”. En 26-armet med indskriften:
“Skænket til Randbøl Kirke af menigheden Julen 1912”,

og endelig en 12-armet med indskriften:
“Ane og Hans Mortensen, Vandel 1861”.

Døbefonden, der står til venstre for triumfbuen i koret er unggotisk (1250-1300) af gotlandsk type, har kløverbladsornamentik i arkadebuerne og er udført i sandsten. Dåbsfadet i messing, er fra 1650 med et indgraveret ørnemotiv. Dåbskanden bærer indskriften:
“Else og Jens Mogensen 9/3 1853”.

Tidligere var der en del kalkmalerier i kirken. På korets sydmur kunne man se en Andreasfigur og på nordmuren billeder af Jesu lidelse. Desuden antydede skygger, at der havde været flere kalkmalerier, men det var ikke muligt at se, hvad de skulle forestille. I dag ses kun en omamentalt kalkmaleri i triumfbuen, en dekoration fra 1600-tallet.            
Over midtergangen hænger kirkeskibet. Det er en tremastet skonnert, der i 1938 blev skænket til kirken af vognmand Bøllingtoft og hustru, Vejle. Hustruen var datter af gårdejer Mads Pedersen i Bindeballe. Skibet bærer navnet Tove Marie, efter Mads Pedersens hustru, som var død samme år.                                                                                  
Stolestaderne i kvindesiden, nordsiden, er af nyere dato. De har indskåret bogstaverne I H S (Jesus hominum salvator), som betyder, “Jesus, menneskets frelser”. I mandssiden, sydsiden, har stolegavlene fået indsat dele fra Ca. 1550 og 1639, som har smukke udskæringer, der alle er forskellige og menes at stamme fra egnen omkring Ribe. Genbrug var almindeligt i de dage.                                                        
I middelalderen var det almindeligt, at folk blev begravet inde i kirken. Det var dyrt. Jo nærmere alteret man ville købe en gravplads, desto højere pris. Også i Randbøl kirke blev der foretaget begravelser inde i kirken. Ingen ved dog, hvem det drejer sig om. I juli måned 1940 var man i færd med at indlægge centralvarme i Randbøl kirke. Murermester Chr. Nissen i Randbøldal stødte i forbindelse med gravningen af en kanal på et skelet, og alarmerede Nationalmuseet. Udgravningen blev foretaget af museumsinspektør S. Rabeck. Han fandt flere skeletter, men skeletterne blev aldrig identificerede.

Inden vi slutter omtalen af kirken, skal vi lige se, hvad antikvarisk tegner og miniaturemaler Søren Pedersen Abildgaard mente, da han i 1771 besøgte Randbøl kirke. Han skrev i sin dagbog:
“-Her i Kirken er intet mærkværdigt!”

Han havde lige været på besøg i den meget smukt udstyrede Nørup kirke, måske derfor?                                                                          
Randbøl kirkegårder noget for sig. Ikke mindst på grund af Kong Rans høj. Den markante høj, også benævnt dansehøj, har givet anledning til adskillige gisninger omkring sognets navn, og man mener, at det består af en sammen-trækning af Ran og det gamle bøl, eller boel, som betyder bolig. En bedre forklaring er nok, at forledet stammer fra det gammeldanske Randi, som betyder mand og med efterleddet bøl, altså direkte oversat ‘Mands bosted’.                                                                                                                                                      Første gang stednavnet optræder på tryk er i kirkefortegnelsen fra 1330-1348, Avia Ripensis, Ribe Oldemor også kaldet. Her staves navnet Randæbøøl. I skattelisten fra 1524 er stavemåden ændret til ‘Randbøllie sogen’. Som den opmærksomme læser har bemærket i omtalen af stedet i dette kapitel, så havde man i 1700-tallet endnu flere måder at stave stednavnet på. De sidste 150 år har man holdt sig til den i dag kendte stavemåde.                                                              
Kirkegården, der er på Ca. en tdr. land, er omkranset af et højt, bredt og meget bastant udseende kirkegårdsdige af kampesten. Hvornår det er anlagt, ved man ikke, men der gættes på 1500-tallet. Det må formodes, at diget er etableret over mange år. Det må antages, at det har været et bekvemt sted for bønderne at køre de mange sten hen, som de møjsomt har måttet rydde deres hedelodder for.                                                                                                                           Der er tre indgange til kirkegården, en fra øst, syd og vest. Hver indgang har en gitterlåge af jern, som er monteret på kraftige stensøjler. Fra alle tre låger fører gange op til våbenhusets dør. Kirkegårdsdiget omkring den nye kirkegård er betydelig mere beskedent end det gamle dige. Kirkegården blev udvidet i slutningen af 30-erne. Dengang blev den vestlige del af det gamle kirkegårdsdiget fjernet.                                      
Også på Randbøl kirkegård gemmer man en del af de gamle gravsten. På en rundgang ‘møder’ man så at sige sognets afdøde beboere. Man får at vide, at den og den har været skolelærer i sognet i så og så mange år. At her hviler Axel Sørensen, født den 4. oktober 1890; død i Randbøldal den 7. juli 1969. Man får en gedigen indføring i de ændringer, der er sket i, hvorledes man indrettede gravsteder fra omkring århundredskiftet til nu. Dengang i begyndelsen af århundredet var det vigtigt at fortælle eftertiden, hvem man havde været. Om kongen havde benådet en med et ridderkors, eller hvad ens livsgerning havde været. Det er godt for os besøgende at få at vide.                                  
En anden begravelseskik er de ukendtes grav. Det synes at være en fiks ide, der blev indført, først i byerne, og senere bredte den sig ud på landet. Et barn af 68-oprøret, hvor alting blev ligegyldigt, og hvor respekten for traditionerne forsvandt. Nu kunne man bare lade et menneske forsvinde. Man giver mange grunde for at lade sig begrave på den måde, så som: “Jeg vil ikke at nogen skal have besvær af mig, når jeg er borte”. “Børnene er flyttet andre steder hen!” “Når det er slut, er det slut, og der er ingen grund til at ofre penge på et gravsted!” Hvorfor har man midt i vor forjagede tid helt glemt, at det måske er vigtigt for de efterlevende at have et sted at gå hen for at mindes og hengive sig til eftertanken?                                                                                      
Heldigvis ser det ud, som om mini- eller urnegravsteder er ved at blive populære, og her sætter man endda en gravsten på. Desværre oftest uden at fortælle, hvad vedkommende brugte sit liv på. Det virker fattigt og ligegyldigt. Tilbage er der så at glæde sig over, at vore ikke så fjerne forfædre gjorde lidt mere ud af det.                                                      
Ser man på billeder af Randbøl Kirkegård fra omkring århundredskiftet, er det syn, der møder betragteren trøstesløst. Gravene har ganske vist sten, men er overgroede, og der er ingen spor af gange og gærder eller hække. Man er milevidt fra vore dages velplejede kirkegård med hække, gærder og gange. Hvornår den første graver eller kirketjener er ansat vides ikke, men det må være sket efter århundredskiftet.                        
I 1933 blev kirkegården udvidet mod nord. Udvidelsen ses tydeligt på grund af nedbrydningen af kirkegårdsdiget. Den første begravelse i denne del af kirkegården fandt sted i 1934.                                            
I 1912 blev der bygget bolig til den kommende præst for Randbøl Sogn. Præsteboligen blev tegnet af arkitekt Monrad fra Brande. Ser man på ligkapellet, er det bygget i nøjagtig samme stil og må antages at være opført på samme tid.                                                                          
Indtil omkring 1982 havde graveren ikke noget hus til opbevaring af sine redskaber, eller mulighed for at gå i tørvejr og spise sin mad. Han var så at sige afhængig af at bo i nærheden af kirken. Dette blev radikalt ændret, da det nuværende hus til opbevaring af redskaber, baderum og spisefaciliteter sammen med et kirkegårdskontor blev bygget i kirkegårdens nordvestlige hjørne. Bygningen er opført af bygmester Henning Højrup, Randbøldal.

Worsaaes udgravning
I 1840 blev Kong Rans høj undersøgt af den berømte Vejle-arkæolog og senere direktør for Oldnordisk Museum (København) Worsaae, han skriver i sin rapport om udgravningen:
“Du Sognets bönder, der selv ere Kirkeeiere, havde givet Tilladelse til en Udgravning af Kong Rans Höi og ovenikjöbet velvilligen tilbudt deres Hjelp, lod Jeg Höien undersöge (l9de og 2Ode August 1840). Begyndelsen paa Gravningnen skete ved at Höjen afskiltes i to Dele ved en 9 Alen bred Grövt fra SO (sydøst) til NV. Lige paa Toppen neppe et Qvarteer under Jordens Overflade stödte Arbeiderne paa en simpel sönderknust Leerurne, der var fyldt mned brændte Been og aske, ligesom de ogsaa kort efter i den sydöstlige Side traf to lignende, som ogsaa vare knuste. Efter at en meget betydelig Mængde teldeels store Stene vare opbrudte og Grövten derved bleven omtrent 4 Alen dyb, syntes man at kunne spore, at nogle större Sténe stode i en aflang Kreds. Ved at optage disse fandtes dog ikke andet, end en mellem nogle Smaastene liggende Dobbeltknap af Bronze af sædvanlig art. En Alen dybere begyndte Stenenes Mængde at aftage. I den sydostlige Side af Aabningen laae Levninger af en liden smukt udziret Leerurne, men strax derpaa naaede vi Höiens Bund: En brolagt Plads, 7 qvarter lang og 1 Alen bred, belagt med brændte Been og Aske. — Da vi allerede stod i begreb med at forlade Höien, opdages det ved et liden Jord-skred i den sydlige Side af Graven, omtrent 4 Alen fra Toppen, en langagtig flad Steen, som syntes at dække en bag ved staaende LIme. Da det Sted, hvor Stenen stod, var forsigtig omgravet, saaes det, at 4 saadanne vare satte om en Urne, der foroven var tildækket med fladt tilklövede Steenfliser. Disse blev saa lempeligt som muligt borttagne, hvorved det lykkedes at bringe urnen med det tilhörende Overfaldslaag saagodtsom ubeskadiget ud af Höien. Laaget var klinet fast til urnen med en fiin Leermasse, hvilket havde foraarsaget baade, at urnen ikke var bleven opfyldt med Jord, og at de foroven mellem de brændte Menneskebeen liggende Broncestykker, nemlig en særdeles smuk med Zirater pyntet Pincette, og en liden kniv vare, fortrindelig godt bevarede. Urnen selv var meget stor, omtrent 10 tommer (25 cm.) høj, af buget Form og prydet med 2 parallelt löbende Striber. — Iövrigt fandtes i den fra Höien udkastede Jord 2smaae Flintpilespidser, af hvilke den ene er af de saakaldt hjerteformede. Formodentlig have disse tidligere ligget i den Jord, hvoraf Höien er sammenkjört; idetmindste stode de aldeles ikke i Forbindelse med Urnerne eller de fundne Broncesager. Det ved denne Undersögelse af Rans Höi gravede Hul er senere tillukket og Höien saavidt muligt igjen opkastet i den oprindelige form”.
Såvidt altså Worsaae, som med baggrund i udgravningen mener at kunne fastslå, at sagnet om Kong Ran mere har sin oprindelse i højens tilstedeværelse, end i virkeligheden.

Vel syntes Søren Pedersen Abildgaard i 1771 at: “Her i Kirken er intet mærkværdigt!” Forfatteren tillader sig, at være uenig.