Vandel by i krig og fred
Vandel by har haft en meget varieret historie, to årstal kræver især opmærksomhed nemlig 1658-1660 og igen 1943 til 1945. Begge tilfælde drejede det sig om besættelse af fremmede troppe, først svenske og derefter tyske. Sidstnævnte efterlod sig ar i terrænet og enkelte bygninger.
Der har boet mennesker i Vandel-området i årtusinder. De har også efterladt sig spor. Et af de mere interessante er den udgravning, der blev foretaget af Nationalmuseet på en mark ved Vestergård, matrikelnummer 5b af Vandel By, i januar-februar 1944. Der fandt man en mandsgrav fra Ældre Bronzealder, hvor der lå et stort broncesværd. Det er stadig i Egnsmuseets eje. I østsiden af højen fandt man to urnegrave. I et kammer omsat med sten fandt man en ansigtsurne 28 cm. høj og 28 cm. over bugen og 14 cm. i diameter i mundingen, med låg. Da man tog låget af fandt man oven på de brændte ben en pincet og en ragekniv. Man mener også, at der har ligget en langdysse syd for Vandel by, men det har aldrig kunnet bekræftes
Vandel by Vandel nævnt på tryk, er i Løgumbogen fra 1394, hvor navnet er stavet Vand{al}. Ifølge Vejle Amts stednavne betyder navnet ”Lille Vandhul”.
I Vejle Amts Stednavne hedder det om Vandel: Vandel LB (Løgumbogen) 7/5 1394 Vand(al); KronSk (Kronens Skøder) 18/5 1574 Vendel; KronSk 17/2 1579, KancBrevb (Kancellets Brevbøger)29/4 1581 Vandil; KronSk30/6 1852 Vandel; KancBrev 24/5 1589 Vandil; KronSk 13/7 1593 Vandel; MandtEkstramaskattemandtal 1610, M (Matrikulsarkivet) 1688 Wandel som er gandsche øde og ubebøgt, uden én gaard; M 1844 Wandel; Gst (Danske Generalstabskort 1857-58). – En diminutiv Afledning af Subst. Vandel at Navnet betyder ”lille Vanadhul”, - K.H.: Formen fra Dok. 7/5 1394 er udfyldt efter en Afskrift af Terpager, paa hvid Tid Originalen imidlertid antages at have haft de samme Lakuner (Det betyder ifølge Den Danske Ordbog: manglende (mindre) afsnit i en tekst, især et håndskrift opstået ved overspringelse under afskriften eller ved beskadigelse af håndskriftet) som nu (Erslev, Testamenter fra Danmarks Middelalder Nr. 70). Det er dog ikke udelukket, at Formen med a kan være oprindelig, og at Endelsen er Ordet Dal; i MB (Markbog i Rigsarkivet) 1683 nævnes Kongsdalls Indtegt i Vandel.
I 1688 skriver man i Matrikulsarkivet, at Vandel er ganske øde og ubebøgt (ubeboet).
1600-tallet
I præsteindberetningerne til Ribe stift i 1638-1648 kan man blandt andet læse om Vandel By: ”Wandell er 7 gaarde, der på marchen findis oc nogle høje”. Én af dem er sikkert de to høje, vi lige har omtalt.
I L.C. Buchholtz beskrivelse af Tørrild Herred omkring 1760 hedder det om Vandel By: ”Wandel er én Lands-bye, Engelsholm ogsaa tilhørende. Dens Hartkorn er 19 tdr. 7 skp. 2 fdk. 2 alb. Paa Wandels Mark findes nogle Steene, som man kaldet Wandel-Faar, og en liden høj, der hedder Wandel-Faar-Høy, men ingen”.
Myter og sagn
I Tørrild Herred huserede svenskerne frygteligt, især i Nørup og Randbøl Sogne. I Vandel findes der en gyde, som lige siden den tid har båret navnet ”Svæltegyden”, for her skal der være hændt det at se (svenskerne) skal indvoldene ud på en fange og bandt ham til en pæl med dem, derefter piskede de ham til døde.
Den sidste rest af ”Svæltegyden” ligger mellem den nu nedlagte Vandel tømrerforretning og Vanddel missionshus.
Den rige mand og svenskerne
I Vandel by boede der en meget rig mand, der i al hemmelighed havde gravet sine penge ned i jorden. Dette var kommet en svensk officer for øre, og han tog derfor hen til bonden, som han truede med døden, hvis han ikke fortalte, hvor pengene var skjult. Boden bad ham gå med ud i fårehuset, men da de stod ved den lave dør, ville officeren ikke gå først ind. Da udbrød bonden ”I Danmark er de den skik, at gæsterne går først!” Og da svenskeren lod sig overtale og bukkede sig for at komne ind gennem den smalle åbning trak bonden en pistol op af lommen og skød svenskeren ned på stedet.
Kilden til dette sagn findes i Historisk Tidsskrift II, 2, 230.
Langsom udvikling
Det tog århundreder for Vandel at komme på benene efter krigene i 1600-tallet. Først med anlæggelse af jernbanen til Vejle i 1897 kom der nogen udvikling til byen, men ikke meget. Håbet dengang satte gang i bygningen af to etagers huse, som for eksempel, Stationsvej 2, bygget 1897. Både bagerens og manufakturhandlerens familie. Huset gav plads til en Mode & Manufacturforretning og et bageri. Ovenpå var der lejligheder til de forretningsdrivendes familie. Læg mærke til skriften på vinduerne, som lyder: Crome & Goldsmidts Fabrikker, under fabrikker er en skrift, der ikke kan tydes. Det hele ender med Horsens Tugthus Udsalg. Klædedragterne fortæller, at billedet er taget i begyndelsen af 1900-tallet.
Gødding Mølle så det som en mulighed at kunne sælge mere tømmer, og indrettede en tømmerlade (Tømmerhandel) på hjørnet af Stationsvej og Gl. Stationsvej. Udbygningen af byen til den størrelse, som man kender den mens denne bog skrives i, 2017, fandt sted begyndelsen af 1960’erne og falder sammen med at der kommer gang i fabrikationen af LEGO-klodser, og at samfundet i øvrigt oplever en økonomisk opblomstring.
Fæstebønder under Engelsholm
Engelsholm. Gårdens første kendte ejer er rigsråd Timme Nielsen Rosenkrantz til Stensballegård. 1452 erhvervede han gården ved et mageskifte med kronen. Gården ligger i Nørup Sogn, Tørrild Herred, Vejle Kommune. Hovedbygningen er opført i 1592-1600 ved Hercules von Oberberg, ombygget i 1732 ved Nic. H. Rieman, indrettet til højskole ved K. Kristensen i 1940 og istandsat ved Malling Petersen efter en brand i 1952. Der hører i dag kun 6 hektar park og 4 hektar eng til Engelsholm.
På hvilket tidspunkt bønderne blev fæstebønder under Engelsholm har det ikke været muligt at fastslå. Det kan ikke være sket da Timme Rosenktantz i 1452 overtog Engelsholm overtog stedet ved mageskifte i 1452.
Engelsholm havde i 1730 fæstegårde i Randbøl, Daldover (Randbøldal), Almstok, Bindeballe og Vandel.
Lokalhistorikeren Frank Laursen (LAU) skriver om Engelsholms færstegåde: ”Vandel havde som udgangspunkt 9 gårde. I 1573 var 1 gd. under Kronen 3 gd. til Engelsholm gd. nr. 5-6-7 var adeligt strøgods.
Ved mageskifterne i 1579 blev gd. nr. 6-7-8 lagt under Kolding Hospital, en ½ gd. til Kronen nr. 4. den anden halvdel var til Engelsholm. Fra 1650 gik gd. nr. 9 til Engelsholm fra Christen Juel til Donslund.
Ved Krongodssalget i 1650 gik først de tre hospitalsgårde til Jørgen Brahe til Engelsholm.
Senere i samme forbindelse kom alle gårdene i Vandel under Engelsholm, hvor de forblev til udstykningen mellem 1796 og 1800”.
Knud Brahe
Renæssanceslottet Engelsholm er smukt beliggende ved bredden af Engelsholm Sø, omgivet af skov og park. Slottet er opført af Knud Brahe - Tycho Brahes bror - i 1592. Den meget regulære bygning er i grundplanen rektangulær med kvadratiske tårne indfældet i hvert hjørne. Inspirationen blev hentet fra slottet Ancy-le-Franc i Bourgogne i Frankrig.
I 1730erne påbegyndte Gerhard de Lichtenberg en omfattende restaurering og ombygning af slottet. Han tilføjede bl.a. de særprægede løgkupler, opførte en stor trelænget avlsgård og anlagde parken i fransk stil. Slottet indeholder stadig inventar med malede kinesiske scenerier fra ombygningen.
Gerhard de Lichtenberg satte også sit præg på den nærliggende Nørup Kirke, der hørte til Engelsholm Slot fra 1586 til 1935. Den romanske kirke er rigt udsmykket med inventar i barok stil og, ligesom slottet, forsynet med løgformede kupler.
Højskole
Sune og Gudrun Andresen: Min storebror Jørgen og jeg flyttede ind på Engelsholm slot den 9. april 1940. Sune Andresen havde betalt 50.000 for slottet uden inventar. Der blev etableret en almindelig Grundtvig-Koldsk højskole.
Danmark besat
Den 9. april 1940 var en alvorlig da i Danmarks historie. Klokken 04:20 om morgenen overskred de tyske besættelsestropper den Dansk Tyske grænse. Det blev ydet en spordisk modstand ved grænsen i Sønderjylland. Modstanden kostede 39,danske soldater livet. Tabene på tysk side fik man aldrig helt at vide, men tallet anslås til 230.
Tiden gik indtil den 9. marts 1944, hvor Sune Andresen modtog Beslschlagnahmeverfügung nummer 1719. Underskrevet af Dr. Dreesen som var Wehrmachtintendant, Dänemark. Skummende af raseri forlod Sune Andresen sit slot og flyttede sin skole ind på godset Haraldskjær ved Skibet.
Branden
Slottet brændte i 1952, men blev straks restaureret i sin oprindelige skikkelse.
Engelsholm Slot har siden 1940 været drevet som højskole og ejes i dag af den selvejende institution "Engelsholm Højskole". Der er ikke offentlig adgang til slottet og de øvrige tilbygninger, men der afholdes jævnligt bl.a. klassiske koncerter med offentlig adgang. Slottet kan dog beses udefra fra den sydlige del af parken.
Vandel, besat og beslaglagt.
De første år af besættelsen skete der intet i Vandel. Man mærkede selvfølgelig rationeringerne, hvad der var generende nok, men til at leve med. Man havde sin egen naturaløkonomi, der sikrede, at man aldrig manglede kød, selv om det var ulovligt at hjemmeslagte svin, men det kunne jo altid gøres i petroleumslampens skær.
I 1943 opstod der rygter om, at der skulle bygges en flyveplads syd for Vandel By. Rygterne nævnte intet om, at Vandel by skulle bygges om til et fort.
Vandel by som Stützpunkt
I dette afsnit skal vi beskæftige os med befæstningen af Vandel by. For at forstå den kraftige befæstning af byen er det nødvendig at se på indholdet af Führerweisung nr. 51, førerordre nr. 51
Denne ordre blev udstedt af Hitler den 3. november 1943 og understreger i korthed den tyske krigsledelse frygt for en invasion i Jylland og omfatter mest kystforsvaret af den jyske vestkyst.
Den 15. november 1943 følger general v. Hanneken Führerweisung nr. 51 op med ordren "Befaling for forstærkning af kystforsvaret og ændring af den taktiske koncept for forsvaret af Danmark". Han deler Jylland op i tre forsvarsafsnit:
-Jütland Nord - 416. Infanteridivision
-Jütland Mitte - 166. infanteridivision
Jütland Süd - 160. infanteridivision. Dagen før denne ordreudgivelse var v. Hanneken blevet udnævnt til Wehrmachtbefehlshaber Dänemark. Landet var blevet, krigsområde ”Kriegsgebiet” på grund af uroen omkring den 29. august 1943. Indtil da havde Danmark haft status, som det tyske hjemland, Heimatgebiet.
I forbindelse med det nye forsvarskoncept, skulle der bygges tre forsvarslinjer tværs over Jylland. Den sydligste Kriemhildstellung gik fra Haderslev, nord om Fliegerhorst Hadersleben (Skrydstrup) over Toftlund ud til vestkysten.
Gudrunstellung gik fra Kolding, langs Kolding å, Åkær å, Nord om Lunderskov, Lille å, Gesten å, Kongeåen til vestkysten.
Brunhildstellung var planlagt til at følge linjen Vejle, Grindsted, Varde og ned til Esbjerg, en strækning på Ca. 100 km. På grund af mangel på arbejdskraft, blev kun ganske enkelte arbejder udført på stillingen. Mest nordøst for Vejle og ved Grindsted. Vandel ville være blevet en central
del i dette forsvarsværk, men den udbygning vi skal se nærmere på. Først vil vi se på definitionen på et såkaldt Stützpunkt (Støttepunkt), men bedst forstået ved en fortificering af landsbyen Vandel.
Det bestod af flere modstandsreder og var indrettet til forsvar til alle sider med en besætning på delings eller kompagnistørrelse (fra 12 til op til 200 mand) med tunge våben. Som støttepunkter regnedes blandt andet: Infanterikompagnier ved kysten, flyvepladser, kystbatterier, flakbatterier (antiluftskytsbatterier).
Når man betænker, at planer for oprettelse af støttepunkter skulle godkendes før opførelsen blev sat i gang, er der rimeligt at antage, at selve planlægningen af Vandel, som støttepunkt har fundet sted senest i begyndelsen af 1943.
Terrænet
Vandel by ligger på en flad bakkeskråning. Den flade bakketop ligger ca. 300 m nord for amtsvejen og når en højde af 91 m over havoverfladen. Fra byens udkanter mod nord, vest og øst beherskes forterrænet mange hundrede m. ud. Her lidt nordøst for hus nummer 254 ligger der stadig en bunker beregnet til at skulle bestykkes med et tungt maskingevær.
Fra Møllebakken og dets forterræn beherskes området fra vest over syd til sydøst ud til en afstand af mellem tre og fire km over det flade terræn, hvor flyvepladsens hovedbane dengang var under opførsel. Jernbanen løb stadig videre mod Grindsted. Der hvor parcelhuset Vestbanevej 40 ligger blev der i 1944/45 opført en bunker forsynet med et pansertårn.
I tårnet skulle der have været placeret en 20 mm maskinkanon. Om det nogensinde skete er der intet bevis for. De tre bunkers med ståltårne på skulle alle have haft 20 m maskinkanoner. Da kanonen kun kunne eleveres nogle få grader op og ned var den kun tænkt til fladbaneskydning.
Uanset fra hvilken retning en fjende over land ville rykke frem mod byen, ville det være muligt at tage ham under beskydning, uden at han kunne finde nogen form for dækning i terrænet.
Johanne Marie Toftgaard gav os lov til at gå ned i stillingen, der nu var blevet en slags frugtkælder og lagerplads. Der var anlagt en have hen over bunkerens top. Selve pansertårnet var for længst fjernet, men i mit arkiv er et billede af tårnet fra 1946, hvor menig 18 står vagt ved tårnet, han vidste ikke selv hvorfor?
Vestbanevej opstod efter at Vejle-Vandel-Grindstedbanen blev nedlagt den 31. marts 1957. Der skulle gå 10 år før de første grunde blev solgt til bebyggelse. To oversergenter fra Flyvestation Vandel, Jørgen Julius Rehder og Carl Henrik Bielefeldt byggede to ens udseende huse med en fin udsigt til deres daglige arbejdsplads.
Den centrale bunker
Den centrale bunker, der er beliggende på grunden til nummer ni, eller kommandobunkeren som jeg foretrækker at kalde den. Det var én af de helt store bunkers der blev støbt i Vandel. Når man kom ind i bunkeren var der en kabelbrønd som løb langs bunkeren ydervægge og som på et sted blev ført ud i det fri. Vi ved ikke, hvor kablerne førte hen men må gætte på, at der gennem dem var forbindelse til alle de andre bunkers således at beskydningen af en fremrykkende fjende kunne styres.
Her følger en detaljeret beskrivelse af
Bunkeren: Kommandobunker en Regelbau 608, er bygget 990 m³ beton og ca. 50 tons armeringsjern. Den blev støbt d. 29. 8. 1944, til Kommandøren, men er i januar 1945 endnu ikke meldt færdig. Den er udstyret med udvendig brønd. Der blev bygget 2 stk. i Vandel.
Observationspost: Fra denne post havde vagten udsigt over området omkring bunkeren. Vagten havde taletragt og telefonforbindelse med bunkeren.
Indgang 1:Nedfor trappen er en bruseniche til afvaskning af alt, der havde været i kontakt med evt. krigsgas.
Luftsluse 1:Luftslusen skal forhindre røg og gas i at komme ind i bunkeren. Den brugte luft ledtes ud i 1uft- slusen gennem en overtryksventil. Fra luftslusen kunne luften KUN sive ud og på den måde blev den brugte luft genanvendt til at holde røg og evt. gas ude.
Kommandorum: Herfra skulle ordrerne udgå til mandskabet. I nødstilfælde kunne man opstille et periskop og få et overblik over situationen. En panserplade på taget kunne lukkes for og sikre mod håndgranater.
Planlægning: Her sikredes overblikket over tropperne.
Radiorum: Radiosendere og modtagere sikrede kommunikationen til og fra bunkeren. Her skulle der stå fjernskrivere til modtagelse og afgivning af ordrer gennem tlf. kabler i hjørnet af Kommandantens "private” værelse,
Planlægning: Værelse til 2 adjudanter. Det fungerer samtidigt som et kontor mellem fjernskriver-, planlægnings og kommandorum.
Radiorum: Radiosendere og – modtagere sikrede kommunikationen til og fra bunkeren.
Fjernskriverrum: Her skulle stå fjernskrivere til modtagelse og afgivning af ordre gennem telefonkabler i hjørnet.
Kommandant: Kommandantens ”private” værelse.
Adjudanter: Værelse til to adjudanter. Det fungerede samtidig som et kontor mellem fjernskriver- planlægnings og -kommandorum.
Ventilationsrum: Ventilatorerne leverede hver 24 m3 luf/i min. Luften blev først renset i et forfilter (Øverste Hul) og derefter af de 2 Rumfiltre ovenpå ventilatoren. (Røg og gasfilter) Gasfiltret indeholdt aktivt kul. Da disse 2 filtre var kostbare at rengøre brug brugte man fredstid kun det nederste støvfilter. Hvert rum havde en regulerbar luftventil, med undtagelse af fyrrum og kommandorum som begge fik luft fra tilstødende rum.
Mandskabsrum: Til 3 mand eller 2 underofficerer
Luftsluse 2: Samme funktion som luftsluse 1.
Fyrrum: Her stod centralfyret, der leverede varmt vand til radiatorerne. Kanalerne i gulvene er overdækket med fliser eller brædder.
Nærkampsrum: Med et maskingevær kunne man beskyde bunkerens indgangsparti mod et evtuelt angreb.
Indgang 2: De små nicher på hver side af panserdørene er til nødradio og stavantenner. Den 640 kg. tunge panserdør er tre cm. tyk, og havde lufttætte pakninger.
Foruden panserdørene, var bunkeren udstyret 10 mm. tykke ståldøre. Gummilister gjorde at dørene lufttætte.
Udenfor: Tagskægget skulle hindre at man fra taget kunne sætte nærkamprummet ud af kraft, med en håndgranat eller lignende
Bunkers der er ”forsvundet
Hvis man fortsætter ned med Dalgasvej. Den vej der i 1960 blev kaldt ”Dalgas Boulevard” af brugsuddeler Sand. Drejer til højre og forsætter ned til Gammel Stationsvej. Lige overfor det hus, der ligger på hjørnet af Dalgasvej og Gl. Stationsvej, ligger et 60’er typehus Der var der indtil omkring 1970 en branddam som tyskerne grave. Bag stedet havde tyskerne bygget en bade- og aflusningsanstalt, som på et gammelt kort kan erkendes som ”Bad und Entlausungsanstalt” (Bade- og Aflusningsanstalt). Vi går hen ad Gl. Stationsvej og erkender en Tømmerlade på hjørnet af Stationsvej og Gl. Stationsvej. Oppe bag ladet ligger en jordhøj, det er en betonbunker, som dengang efter freden i 1945 blev lige så forladt som alle de øvrige. Efterhånden blev den fyldt med skrammel og skidt for til sidst at blive forsøgt gravet fri af Poul Christensen, der søgte en bunker til at oprette et museum med at de genstande og uniformer han havde samlet over mange år. Poul Christensen fortæller om arbejdet med at grave bunkeren fri, at det var noget besværligt. Ikke mindst fordi der var smidt en utrolig mængde knuste flasker ned i tidens løb. Da han endelig kom ned i bunkeren fandt han en gammel scooter. Fra besættelsen tid fandt han nogle genstande som var efterladt af tyskerne og som i dag findes i Bunkermuseet inde på den nedlagte Flyvestation Vandel.
At der ikke blev et museum ud af alle anstrengelserne skete ved, at kroen blev solgt, og den nye ejer ville ikke som den gamle være med til at dække omkostningerne til driften. Vedkommende var heller ikke interesseret i af have et museum fra krigens tid liggende i sin baghave. Poul Christensen var oppe at se på bunkeren bag børnehaven i nærheden af Vandel Idrætshal. Her var problemet det, at drænet ikke længere var intakt og at der derfor stod vand i bunkeren. Enden på alle forsøgene blev, at den amerikanske operationsbunker, blev løsningen på kravet om plads til et fantastisk fint museum.
Vi forlader bunkeren ved Vandel Kro og går videre ad Gl. Stationsvej og bag ved nummer 9 er der en stort hul i jorden. Her skulle der have været støbt yderligere en bunker, men man nåede kun at sætte forskallingen op, så sluttede krige og tyskerne bygge ikke mere i Vandel By. Hvad der blev af forskallingen ved ingen i dag. Men hullet blev aldrig dækket til I dag er det ikke noget smukt syn at se ned i hullet som er fyldt med alt muligt skrammel.
Videre henne ad Gl. Stationsvej, som ender i et Vej-T, som fører ud til Randbølvej. Bag huset på hjørnet ved Vej-T’et ligger der en bunker i et areal som kan kaldes en have. Bunkeren er næsten dækket af jord og kun enkelte dele af betonen er synlig.
Lukket for civil trafik - Tyskervejen
Byen blev meget hurtigt lukket for civil trafik. Der blev anlagt en omkørselsvej nord om byen, kaldet som ikke overraskende benævntes ”Tyskervejen”. Ved hus nr. 201, som havde tilhørt Theodor Hansen. Der blev oprettet en vagt og opført en tilbygning med 10. celler og to toiletter. Derimod var der ingen adgang til byen fra vest. Her blev der lukket med pigtrådsspærringer og skyttegrave.
Indkørslen til den nye amtsvej (Tyskervejen) var bevogtet af en maskingeværstilling støbt i beton det var en såkaldt Tobruk-stilling. Denne stilling kunne få ildstøtte fra yderligere to stillinger anlagt syd for omkørselsvejen op mod bakketoppen. Derimod overvågedes vejen mod vest kun af en enkelt maskingeværstilling.
I dag er Tyskervejen næsten forsvundet. Hvis man kører ad Hans Thomsens Vej op mod Dagli’Brugsen kan man lige før man kører ind til brugsen til venstre se en grusvej der fører vestpå, det er den sidste rest af den første omfarsvej nord om Vandel by.
Vejens tilstand fortæller, at det er begrænset hvad man gjorde for at befæste vejen, for slet ikke at tale om at asfaltere den.
Ikke nogen god kvalitet
Den nye omfartsvej skulle jo bruges af tyskerne idet nogle af tyskernes værksteder lå i Vingsted.
Jernbanen, hvis betydning, som transportmulighed var uvurderlig for tyskerne blev mod øst beskyttet af to betonstøbte stillinger, som igen kunne støttes af to maskingeværstillinger længere sydpå ned mod flyvefeltet.
Der, hvor jernbanen løber vestpå fra byen lå foruden en betonstøbt maskingeværstilling også en stilling med pansertårn til montering af en 20 mm maskinkanon.
Personellet, der bemandede disse stillinger, hvoraf der var tre i støttepunktet, kunne ikke se målet fra bunkeren. Sigtningen måtte foregå andetsteds og besætningen havde kun til opgave at betjene kanonen.
Syd for amtsvejen, hen gennem byens haver var planlagt fire mellemstore bunkers. Kun de tre blev færdiggjort. Nord for vejen var planlagt og påbegyndt tre bunkers. En blev færdiggjort, hvorimod de to sidste, som var bunkers i kæmpestørrelse, kun nåede at blive bundet op i jern og var ved krigsafslutningen klar til støbning. Arbejdet med at grave ud til disse bunkers foregik med skovl, trillebør og hestevogn. Når man kom langt nok ned, kørte hestevognene ned i udgravningen og blev læsset med håndkraft. Stellvertretende Baurat Hermann Süling fortæller i sit curriculum vitæ (Levnedsbeskrivelse). Han fortæller også, at der var ansat 4.000 danske arbejde og tyskerne havde entreret med ca. 1.000 hesteforspand, der kunne være tale om enten hvor spandet kunne bestå af enten én eller to heste. De fleste ansatte var beskæftiget med et bygge flyvepladsen syd for Vandel by, vi har ikke noget tal for, hvor mange der var beskæftiget med at bygge bunkers og maskingeværreder i Vandel by.
Mange historier er fortalt om, hvor lidt man læssede på vognene for ikke at blive for træt og i øvrigt trætte hestene. Samtidig kunne man opnå maksimum betaling, for minimum arbejde og endelig sinke færdiggørelsen. Svært at tro, al den stund tyskerne havde over 1200 soldater til at bevogte området og tilse arbejdet.
De mange danske arbejdere som kom fra både Nord- og Sønderjylland skulle have noget at spise og et sted at sove. I det hus der i dag hedder Ahornvej 4 i Randbøldal var der indrettet ”værelser” eller rettere aflukker på loftet, hvor der kunne anbringes 10 mand. Fruen i huset lavede mad til de logerende. Når de om aftenen kom hjem blev hestene ”opstaldet” på et stykke jord bag ved huset. Omkring 1985 fandt forfatteren to hjulnøgler til at skrue hjulene af de kassevogne som alle dengang kørte med. Det var én nøgle til en firkantet møtrik og én til en sekskantet møtrik. Min fantasi fik mig til at tænke på to kuske, der sikkert har bandet stygt over tabet af nøglerne.
Mellem de forskellige bunkers, maskingevær- og kanonstillinger blev der gravet skytte- og løbegrave. Hele byen var spundet ind i disse således, at mandskab og ammunition og andre forsyninger kunne fremføres uden at mandskabet blev udsat for direkte fjendtlig beskydning. Jeg talte med en tidligere Luftwaffesoldat, Friederick Zeize, han fortalte, at løbegravene var så dybe, at man kunne bevæge sig mellem betonstillingerne uden at blive udsat for direkte beskydning.
Den største af de færdigstøbte bunkers lå på Møllebakken (i dag mølleparken) vest for Dalgasvej ved gård nr. 264, var kommandobunkeren. Den var færdiggjort ved kapitulationen. Herfra skulle forsvaret af Vandel by have været ledet.
Det er ikke meget vi ved om, hvorledes kommandosystemet, herunder hvordan ildledelsen har fungeret. At man har forberedt sig grundigt vidner tre tavler på Egnsmuseet i Vandel om. Tavlerne er benævnt: "Feuertafel für ind. Erdzielschiessen” (Skydetavle for indirekte beskydning af jordmål). De to tavler har i første kolonne et nr. fra J.1 til J.20, derefter benævnelse af det geografiske mål, retning til målet og endelig afstanden i meter. Endelig er der to kolonner med skydetekniske bemærkninger.
Den tredje tavle hedder "Zielspinne für indirektes Erdzielschiessen" (Måltavle for indirekte beskydning af jordmål) og er kun forsynet med målets kodebogstav og nummer.
Det er interessant at notere, at afstanden og retningen på de to førstnævnte tavler passer med afstand og retning fra kommandobunkeren.
Chefen for Horstkompagnie (jordforsvaret) Haupmann Schein fra Magdeburg havde et antal 27,5 cm kanoner, 18 stk. 20 mm Pak, Panzerabwehrkanonen, panserværnskanoner, 48 cm morter, 4 tunge og 21 lette maskingeværer til rådighed for forsvaret af støttepunktet. Denne opgørelse stammer fra 15. januar 1945. Hvor mange soldater Hauptmannn rådede over vides ikke. At der blev holdt øvelser i forsvaret af Vandel området fremgår at en rapport fra modstandsbevægelsens 10. Kompagni i Vejle, som rapporterede til England om, at der på et tidspunkt i 1944 befandt sig ca. 5.000 tyske soldater i Frederikshåb Plantage.
Billedtekster:
Et blik ned over den affolkede Vandel By i sommeren 1945. Øverst i billedet ses ”Tyskevejen”, som fører nord om byen. I forgrunden Vandel Station og lidt til højre for billedet centrum det tidligere private plejehjem, der under besættelsen fungerede som Fliegerhorstkommandantur (kommandantskab) (Billede eget arkiv).
Kortskitse, der viser placeringen af de tre forsvarstillinger tværs over Syd- og Sønderjylland. De blev resultatet af Führerweisung Nr. 51 (førerbefaling nr. 51). Som det ses af skitsen, var Vandel tænkt som et hovedforsvarsområde i Brunhildstellung. Stillingen blev aldrig gjort færdig.
General der Flieger Eduard Ritter von Schleich fotograferet på trappen til Fliegerhorstkommandantur A 103/XI i Vandel By. Generalen havde været tjenstgørende ved kontrollen med flyvepladsbyggeriet i Norge. Billedet er taget i sommeren 1944. Hans tilstedeværelsen i Vandel understreger de højeste tyske myndigheders interesse for, hvad der skete i Vandel, (Billede eget arkiv).
Maskingeværstilling V.I, nord for Vandel By ved ”Tyskervejen”.
Maskingeværstillingen er en såkaldt Tobruk-stilling. Denne stillingstype blev så at sige opfundet under tyskernes Nordafrika felttog. Man fandt ud af, at en soldat med et maskingevær i denne stillingstype, var næsten umulig at nedkæmpe. Ikke mindst fordi han med et maskingevær monteret på en ring, havde mulighed for at afgive nøjagtig ild 360² rundt. Princippet fandt anvendelse i alle tyske betonstillinger.
Pansertårnet vest for gård nummer 84. Tårnet skulle sandsynligvis værre bestykket med en 150/20 maskinkanon, kaliber 20 mm. Bunkeren, der bar kanontårnet var en Type XII. Billedet blev taget i 1973. Få år senere blev det solgt som gammelt jern. (foto forfatteren).
Pansertårnet set nedefra. Bemærk udkasterøret for granathylstre i billedets højre side. (foto forfatteren).
Tegning af bunker type X II.
Nedgangen til den store kommandobunker i Vandel By. Blev den største bunker i Vandel. Herfra førte der kabler ud i alle retninger. Som det fremgår af skitsen og fortifikationen af Vandel by, er det også den bedst forsvarede.
På Egnsmuseet i Vandel findes denne tavle ”Feuertafel für indirektes Erdzielschiessen!” (Tavle for indirekte beskydning af jordmål). Det i teksten omtalte artilleri og morterer ville ikke have været til megen nytte, hvis der blev iværksat et angreb mod støttepunkt Vandel, hvis man ikke havde forberedt et forsvar, hvad tavlen er udtryk for. I tilfælde af en invasion over den jyske vestkyst, ville Hauptmann Schein have fået hjælp af andre styrker i Jylland.
På kortet er indlagt retninger fra kommandobunkeren i Vandel ud til de på ”Feuertafel für indirektes Erdzielschiessen!” opgivne mål.
Et blik ned over den affolkede by i sommeren 1945. Øverst i Billedet ses som en hvis stribe fra venstre mod højre, ”Tyskervejen”, som førte den civile trafik nord om byen. I forgrunden ses Vandel Station og lidt oppe til højre for billedets centrum det tidligere private plejehjem, der under beslaglæggelsen fungerede som Fligerhorstkommandantur. Bemærk også vejtræerne langs Grindstedvej.
Kortskitse, der viser placeringen af de tre forsvarstillinger tværs over Sys og Sønderjylland. De var et resultat af Fürerweisung nr. 51. Som det ses af skitsen, var Vandel tænkt som et hovedforsvarsområde ”Stützpunkt” i Brunhildstellung. Stillingen blev aldrig gjort færdig, blandt andet på grund af mangel på arbejdskraft.
Stillingen vist på de to tegninger og det nyere billede viser en Tobruk-stilling. Denne stillingstype blev opfundet af tyskerne under Nordafrika-felttoget. Hen fandt tyskerne ud af, at en soldat med et let eller tungt maskingevær viste sig næsten umuligt at nedkæmpe. Ikke mindst fordi soldaten med maskingeværet monteret på en jernring, gav ham mulighed for at afgive nøjagtig ild 360° rundt. Princippet fandt anvendelse i alle tyske bunkers og støbte maskingeværstillinger.
Denne bunker type XII lå et par hundrede mester vest for gård nr. 84. Tårnet skulle sandsynligvis være bestykket med en 151/20 maskinkanon, kaliber 20 mm. Billedet er taget i 1973 og få år efter blev pansertårnet solgt som skrot.
Pansertårnet set nedefra. Bemærk udkasterrøret for granathylstrene i billedets højre side.
Nedgangen til den store kommandobunker på Møllebakken i Vandel by. Det var den største bunker, der blev støbt i Vandel. Fra bunkeren førte der kabler ud i alle retninger. Som det fremgår af skitsen, var det den bedst forsvarede bunker af alle, i hele forsvarsområdet.
På Egnsmuseet i Vandel findes denne tavle som på tysk hedder ”Feuertfel für indirecktes Erdzielschiessen” (Ildledelsestavle for indirekte beskydning af jordmål). Det i teksten omtalte artilleri og morterer ville ikke have nyttet meget, hvis man ikke på forhånd havde planlagt, hvilke mål man ville beskyde for at hindre fjenden i at avancere. Da tyskerne hele tiden flyttede rundt på deres enheder og artilleri, ville Haupmann Schein have fået hjælp andre enheder i tilfælde af en britisk invasion.