Vandel by avlede personligheder
Doktor Arne Thomsen var den landlæge som der gik mest ry af. Han blev assisteret i konsultationen af sin kone som han kaldte Olsen, i virkeligheden hed hun Karen, først mange år efter at Doktor Thomsen holdt op som landsbylæge den 1. januar 1970, fik forfatteren at vide, hvad Olsen i virkeligheden hed.
Mange gode historier
Dengang Doktor Thomsen begyndte sin lægegerning i Vandel, var der ikke noget med, at kvinder blev indlagt fordi de skulle føde et barn. Den slags klarede den lokale jordemor, opstod der komplikationer, så ringede man efter Doktor Thomsen. Det gjorde man den vinternat, da en kvinde i Åst fik problemer med at føde sit barn. Det var en hylende snestorm og alle veje var føget til. Doktor Thomsen ringede til en bondemand, som mødte op med kane forspændt et par arbejdsheste. Herefter gik turen over markerne til Åst, hvor kvinden blev hjulpet ud af sin fødenød. Hvorefter bonden kørte Doktor Thomsen hjem.
En anden mere munter historie var den om manden fra Bindeballe, der havde lidt i dagevis af en frygtelig tandpine. Han var rædselsslagen ved tanken om at Doktor Thomsen skulle finde på at hive tanden ud. Til sidst blev smerterne for meget og han besteg sin cykel for at køre til Vandel og bede Doktor Thomsen om hjælp. Han nåede aldrig så langt. På Randbølvej ved kanten af Randbøl Skov mødte han Doktor Thomsen som kom kørende i sin gamle Citroen. Han vinkede og stoppe Doktoren, som ville vide, hvad der var hans problem. Jo, der var jo det men den smertende tand. Doktor Thomsen kigge manden i munden og sagde, -Den må ud! Han rodede i sin lægetaske for at konstatere, at tangen til at tage ænder med ikke var til stede. –Nå skidt, sagde Doktor Thomsen, jeg har mit fiskegrej i bagagerummet der ligger også den tang jeg plejer at tage krogen ud af fisken, nu må tangen snuppe en tand. Manden fik besked på at stille sig med cyklens stang mellem benene og gabe så højt han kunne. Snup! Og så var den ude. Patientpleje lå Doktor Thomsen stærkt på sinde. Hvad han imidlertid ikke var begejstret for var patienter der kom med sygdomme, som i virkeligheden ikke var nogen sygdom, altså hypokondri. Historien vikl vide, at en kvinde fra Randbøldal ofte besøgte Doktor Thomsen. Hans undersøgelse afslørede, at kvinden intet fejlede. Da det var skete nogle gange blev Doktor Thomsen vred og skulle efter sigende have sagt følgende, -Lille frue De fejler ikke noget! Skulle de mod forventning blive syg, skal De være så hjertelig velkommen i min konsultation. Indtil da, vil jeg foretrække at De undlader at spilde min tid på ingenting. Om tilrettevisningen hjalp melder historien intet om. Men den fortæller ganske meget om en landsbylæge som havde modet til at sige fra overfor pylrede patienter.
Vandels berømte krokone bedst kendt som ”Sofie i Vandel”. Korrekt hed hus Fru Sofie Christiansen, som efter et langt liv som krokone i Vandel, var flyttet tiol Give, hvor hun nød sit otium og glædede sig over at datteren, Fru Rasmussen førte det med kroerne videre ved at drive Diagonalkroen.
Men lad os begynde med begyndelsen. En dejlig sommernat i 1897 ankom Sofie til Vandel sammen med sin mand, Thomas Christiansen, som havde købet Vandel kro. Det var bare tre dage efter deres bryllup. Dagen efter de var kommet til Vandel skulle der være marked i byen. Hermed var Sofie hvirvlet ind i en travl tilværelse som krokone. Hun opfattede arbejdet som et kald og blev efterhånden en institution på egnen. Der blev talt meget om Sofies mad og hendes store gæstfrihed.
Til Bladet ØLJYDEN sagde Sofie, -Ja, det var let at kræse op for folk sagde Sofie smilende. En Vejle øl kostede 15 ør og en kaffepunch kunne man får for 10 øre. Så havde vi noget der hed en portion smørrebrød, fire pæne stykker, den kunne fås for 25 øre.
Så spurgte journalisten Sofie, - Hvordan med Sofies berømte kroanretning? –Den havde god søgning og kostede 1,75 kr., men så fik man også; marineret sild, omelet eller tarteletter, en kvart kylling, medister eller fiskefilet og andet små-varmt, et stort fad med hjemmelavet pålæg (det hjemmelavede var Sofies specialitet) og sluttelig en osteanretning med hjemmebagt brød og kiks.
Journalisten ville vide, om det kunne bringe et overskud hjem. Hertil svarede Sofie, -Det blev virkelig til et overskud, og det lo man meget af, da jeg for nyligt fortalte om det i Gæstgiverforeningen.
Sofie fortsatte med at fortælle om hvorledes hun engang averterede med grønlangkål og ”Melvælling i djær Helledawsklær”. Det fir en københavneravis til at spørge, hvad det nu kunne være. Svaret kom prompte, pandekager som jeg kunne lave dem.
Levering af øllet
Den første tid Sofie var i Vandel blev Vejle øllet leveret fra en tapper i byen. Det var altid lager øl der blev spurgt efter.
Sofie forklarede, dengang boede vi langt ude på landet. Det var en begivenhed når postvognen kom fra Grindsted, og når der var svinedag med mange gæster i slyngelstuen. Senere da jernbanen blev ført videre til Grindsted, var der et vældigt rykind af jernbanebørster, flinke og arbejdsomme folk, men tørstige. De fik 12 bajere for én krone, og de små ”sorte” (kaffepuncher.) Forf. bem.). Til de farende svende skulle der ifølge bevillingen altid stå to opredte senge. En overnatning kostede 25 øre.
Sofie fortalte at bevillingen også kræver, at kroen havde en arrest. På de urolige markedsdage var landbetjenten glad for at have en arrest ved hånden. Der blev aldrig indsat storforbrydere i arresten, som man i øvrigt fik 25 kr. for i husleje, om året.
Sofie ville dog helst fortælle om de mange glade gæster fra markedsdagene. Det var de dage, hvor professor Labri gøglede på markedspladsen med ”Frikadellers flugt over plankeværket”. Selv havde hun travlt i køkkenet med at fremstille mindre luftige frikadeller. Fritid var der ikke meget af.
Mange handelsrejsende havde fast station på kroen og kørte med hestevogn ud for at besøge deres kunder. Jægerne holdt også til på kroen, og egnens liv på godt og ondet manifesterede sig i kroens lokaler. Det strakte sig fra barnedåb over bryllupper, sølvbryllupper, runder fødselsdage og til slut begravelser.
På de store dage måtte selv gruekedlen tages i brug for at lave mad i store portioner.
Drikkevarer var noget specielt, det skete, at der skulle cognac, således koste en flaske Martel tre kroner for en flaske, men man kunne også få en billigere til én krone.
Sofie huskede, at hun havde serveret for generaldirektør Knutzen og Vejle Amtsråd. De fik maden serveret i den træomkransede grusgrav som amtsrådet ejede. Hoved retten var lam i asparges. Hun var helt stolt da amtmanden roste leverpostejen. –Den må være lavet af en dygtig husmor, sagde han. Sofie nænnede ikke at fortælle ham at den for engangs skyld var købet færdig i Horsens.
De andre krofolk.
Sofie mindedes de andre krofolk fra egnen, og nævnte blandt andet Sørel L. Sørensen i Randbøldal, Mathisen i Egtved,, Søren Nielsen i Mølkær, Lawetz i Sdr. Omme, Laursen i Brande, G.F. Laursen i Daugård, Østergaard i Filskov, og så i al beskedenhed hendes mand Th. Christiansen i Vandel.
De mødtes i Vejle Amts Landgæstgiverforening og have mange gode møder. Ind imellem løb man ind i dårlige tider. Således kunne den i 1930’erne vore dage hvor hun kun solgte for 12 kr.
Sofie kunne huske brygmester Juhl og løjtnant V. Scharnowsky fra kontoret og direktør Hørup fra Aarhus.
Til slut spurgte journalisten Sofie: Hvad var hemmeligheden bad Deres succes som krokone? Svaret lød: -Hvad ved jeg; måske dette at jeg kunne lide mennesker, hygge om dem tale med dem, og få dem til at føle sig godt tilpas.
Det var Sofies beskrivelse af krolivet før bilerne for alvor holdt deres indtog.
Vandel kro efter 1960
I 1960 var det kromanden Biel herskede på Vandel Kro, eller rettere var det hans kone Klara. Om kromanden fortaltes det, at når der en befalingsmand, som regel en sergent med kasket på, så råbe Biel ud i lokalet, -Kunnie kom sirvire nu kummer æ officire. På almindelig dansk blev det til
–Connie, Connie kom og servere, nu kommer officererne. Nu var det imidlertid sådan, at det var Klare der førte ordet. Eet eksempel var, hvis en værnepligtig eller befalingsmand opførte sig utidigt, hvilket var noget Klara afgjorde, så idømte hun vedkommende én eller flere ugers karantæne.
En anden situation var den hvor én af soldaterne i uniform lagde an på én af landsbyens piger, hvad kunne yppe kiv mellem landsbyens ungersvende og ønkste om at ”gå med udenfor” og få afgjort hvem der havde ret til pigen. Flyvevåbnets værnepligtige rottede sig sammen med de værnepligtige fra Artillriflyvebatteriet, de hav nemlig webbing livremme med spænder, når de to dem af og lagde dem dobbelt var der alligevel ingen der havde lyst til at slås.
Der var imidlertid én situation, hvor Klara kom til kort.
Klara kom til kort
Én af artilleriflyverbatteriets sergent havde drukket øl, mange øl, har startede sin luftkølede folkevogn, det var før den hed WV eller Folkevogn. I sin salige brandert opdage han ikke at stålporten var lukket, hvilket endte med at han kørte ind i porten. Det så ikke godt ud. Det blev til et mellemspil mellem med kommandanten på Flyvestation Vandel og Chefen for Artilleriflyverbatteriet kaptajn, B.O. Fabricius, resultatet var at sergenten måtte betale reparationen af porten.
Det lille uheld stoppede ikke sergenten. Han steg ud t WV og fortsatte til fods op til Vandel Kro. Her gik han igennem den lukke dør og op til Connie’s værelse. Hvornår det skete vides ikke, men det endte med, at Connie blev gravid og at de blev gift.
Vandel kro blev, med enkelte undtagelse, et vandrehjem for kromænd.
Sofie drev kroen indtil den, som alle andre huse i byen blev beslaglagt af den tyske værnemagt. Hvornår vides ikke bestemt, men det skete inden den første juli 1944.
Kroen blev efter besættelsen ophør solgt tilbage til en Gydersen, der drev kroen indtil Klara og Biel overtog den. De blev det andet part der overtog kroen og drev den i 25 år. Efter Det udholdende kropar kom Marly. Hvor længe hun havde kroen vides ikke men hun solgte den til en natsygeplejerske som havde en datter på 12 år. Sammen med hende flyttede hendes forældre ind på kroen.
Hun solgte kroen til Karen Jøker, som igen solgte den videre til Niels og Rita. Som igen afhændede kroen til en islænding, hvis navn man ikke kan huske.
Hankon Jøker købte så kroen, Kristian overtog driften af kroen, det endte med, at han gik i betalingsstandsning, hvorefter Hakon Jøker igen bev ejer af den tomme kro.
I 2021 åbner kroen som lagerhotel uden køkken