”Min mormor er klimaaktivist”
Fra d. 3. juni og alle torsdage fremover er udstillingen åben for gæster. Man finder den i magasinkælderen under den tidligere Vandel Skole, Skolevej 2.
Der er udstillet genstande, som illustrerer, hvordan man tidligere var ressourcebevidst og udnyttede de forhåndenværende fødevarer. Intet blev bare smidt ud. Alt blev spist, konserveret, repareret, syet om osv.
Vi har fundet spændende ting fra museets genstandssamling og fotos fra lokalarkivet frem i lyset som eksempel på dette. Lokale mennesker har stillet op til interviews, andre har udlånt fotos og genstande, og flere virksomheder har sponsoreret med materialer og praktisk hjælp. Det er vi taknemmelige for.
Ældre voksne vil i udstillingen kunne genkende situationer og ting fra deres barndom.
Det er vort ønske at inspirere museets gæster til at holde klimadebatten aktiv - og meget gerne til at være miljøbevidst på det private plan.
Udstillingen er støttet økonomisk af Vejle Kommunes klimalandsbyprojekt, der i samarbejde med arkitekterne Hulsrøj & Jæger og de frivillige ved Randbøl Sogns Lokalarkiv og Museum har planlagt og udført arbejdet i praksis.