Ølgård

Ølgård Kro fotograferet fra nord. Desværre ved vi ikke, hvem det er der holder gårdens hestespand. Læg mærke til hvor tæt stuehuset ligge på hærvejen.
 
Ølgård ligger på Hærvejen 11 i Frederikshåb, har en, i historisk sammenhæng, forholdsvis kort historie. Gården blev udflyttet fra kolonien Frederikshåb i 1780.
Ølgård, matr. nr. 2a af Frederikshåb, Randbøl Sogn, Tørrild Herred, Vejle Amt, må have haft et betydeligt tilliggende af jord idet matrikelnumrene 2b og 2d e, kaldet Guldbergsminde eller Lille Ølgård blev udstykket fra Ølgård i 1852. Også matrikelnummer 2c er udstykket fra Ølgård i 1861.
Hvor længe der har været dyrket landbrug på Ølgårds marker er ikke til at sige, men i afsnittet, Oldtidsagre på Ølgård Hede, får man opfattelsen af, at det må have begyndt 400 f. Kr. fødsel. Forskerne mener, at især her i området ophørte dyrkningen da befolkningen stort set uddøde under Den Sorte død fra 1348 til 1350. Derefter gik der mange år før der igen kom gang i dyrkningen. Det skete først da Kong Frederik den V besluttede sig til at kolonisere de jyske heder i Slesvig, Randbøl og nord for Karup. Derfor ved vi, at dyrkningen kom i gang igen efter 1760, hvor de første tyske kolonister kom hertil.
 
Kodrengen fortæller
Den bonde der i 1780 flyttede sin gård fra Frederikshåb til den nuværende placering kender vi ikke navnet på. Den første ejer vi kender er kromanden Søren Eriksen. Om ham fortæller den 87 år gamle Kristen Ravn i, der boede i Fire Huse, i 1934 til forfatteren Samuel Frifelt, -Ja, a var kun 18 år, da a kom til Ølgaard kro at tjene, og a tjente der i 5 år. Kromanden hed Søren Eriksen, han var fra Rygbjerg (Frederikshåb) Kro og havde købt Ølgaard i 1843. Studedrifter? –Ja der kom da nogen. Sådan tre fire om dagen var det almindelige i æ drywtij. Det meste a ka mindes, var en nat, vi havde ni flokke med 19 mand i kvarter. Kristen Ravn kunne endvidere huske, at der en enkelt aften kom 53 studedrivere og sammen med dem flere hundrede dyr. Den aften var maden ved at blive et problem og Søren Eriksen måtte ride hjem til sin mor på Rygbjerg (Frederikshåb) kro for at låne ni brød, dermed var morgenmaden til de mange studedrivere sikret.

Tegning af en studedrift ad Hærvejen, bemærk de mange bronzealderhøje bagerst i tegningen kunne meget vel illustrere, at driften passerer igennem Randbøl Sogn som dengang havde over 300 gravhøje.
 Studene var der masser af plads til rundt om Ølgård. På den østlige side af vejen er der et område som er hegnet ind med en jordvold. Vest for Ølgård går der et langt dige fra Ølgårdvej og nordpå. Et godt stykke oppe nord for gården synes den at slå et knæk mod øst, for så at forsvinde, sandsynligvis jævnet ud efter studedrifternes ophør.

                                                                                                                       
Inddiget Område øst for Ølgård som har været anvendt som fold til studene.                                                                                           
Snyd med høet
Studene skulle nødvendigvis have noget at æde. Det fik de i form af det hø studedriverne købte hos kromanden. Rygtet gik, ifølge Samuel Frifelt, at man solgte dårligt hød fyldt med kragetæer og bukkeblade, som studene ikke ville æde. Når driften var draget videre, samlede man resterne op og solgte dem igen til den næste drift.
Den udlægning kunne Kristen Ravn ikke acceptere, han sagde til Frifelt, -Nej, det skal a sige æ kromand fri for. Ett en jennest gang i min tid har vi solgt brugt hø. Vi købte det meste hø fra Spjarup, og det var slet ett saa ring, som folk saae.
 
Kristen Ravn fortalte videre, at de fleste kodrivere var flinke folk der betalte kodrengen fire mark for at overtage vagten ved studene om natten. Han erindrede, at der var liv og halløj når studedrifterne kom forbi. Handelsfolkene var ikke nærige med skillingerne når Kristen havde passet deres heste og studene godt. Han sluttede med et, -Ja det var den gang!
 
Slut med studedrifterne
Hen mod slutningen af 1800 tallet gik eksporten af stude over land langsomt i stå. Kvægpesten var en medvirkende årsag, hertil kom udbygningen af jernbanenettet og den øgede brug af skibe til transport af kreaturer. Krigen med Tyskland i 1864 og tabet af Nordslesvig gjorde ikke sagen bedre. Alt i alt betød det, at Ølgård ikke længere havde et grundlag for at drive kro. Med Søren Erichsens død den 24. september 1881 ophørte Ølgård at fungere som kr.
Den 10. oktober samme år lyder en annonce fra herredsretten således.
 
”De selvskiftende arvinger i boet efter Søren Eriksen af Ølgård, lader sælge ven auktion tirsdagen 25ds. Matr. 2 a af Randbøl Sogn, samt 2 d af Nordbæk Egtved sogn. Derefter bortsælges besætning, ind- og udbo, deriblandt 8 køer, 1 kvie, 2 stude, 2 heste, vogne, plove, harver, seletøj, møbler af forskellig slags, kakkelovne 1 komfur, sengeklæder, gangklæder, linned, 1 decimalvægt med lodder, m.m.”
 
Ejere af 2a Frederikshåb, Ølgård gamle Kro. Hartkorn 1 tdr. 4 skp.
 
Ikke kendt årstal men før 1853, Jørgen Klausen.
1853: Søren Erichsen Også Stavet Erichsen Ølgårds eneste kromand).
1886: J. Eriksen (skifteattest).
1886: Thomas Madsen (auktionsskøde).
1897: Peder Jepsen.
1900: Karl Mathinus Jepsen.
1901: Rasmus Peter Kristian Kristiansen.
1902: Jørgen Nissen Lauridsen.
1902: Johannes Ditlev Jensen (Borch?).
1905: Jens Jensen.
1907: Jacob Larsen.
1909: Peter Thønning.
1916: Karl B. Feldthusen (grosserer).
1917: 0. Ramsing (Fabricius).
1919: Otto Ludvig Brorson Hansen.
1920: Alfred Larsen.
1923: Harald Hansen, restauratør.
1924: H. P. Meyer og H. Karstensen.
1926: Fru Kirsten Jensen (særeje).
1931: Valdemar Hansen.
1962: Herluf Hansen.
2004 Flemming Hansen
 
  

Slægtsgård
Hvor mange generationer en gård skal være i en slægts eje for at kunne kaldes slægtsgård vides ikke. Men da Valdemar Hansen rejste fra Frederikssund i 1928 for at blive bestyrer på Ølgård, som han tre år senere købte, var gårdens areal på 190 tdr. land. Han var da blevet gift med datteren fra nabogården, Elin Hansen. Sammen fik de fire børn. Gården blev drevet som traditionelt landbrug med køer, heste, grise og markbrug med korn, roer og kartofler.
Sønnen Herluf Hansen og hans hustru Aase overtog gården i 1962. De ombyggede stalden til malkekøer, en driftsform de holdt ved i 10 år. I 1980 blev stalden igen bygget om, denne gang til slagtesvin. Markarealer blev udvidet med kartoffelavl, hvad jorden er velegnet til.
I 2004 overtog sønnen Flemming Hansen. Han forpagtede jorden bort og fik den ide at stedet kunne bruges til herberg for vandrere. Et projekt blev sendt til Real Dania om oprettelse af herberge langs den jyske hærvej. Ølgård projektet vandt.

 Maleri af Ølgård malt omkring 1950. Maleren er ikke kendt.
 
Vandrehjem og herberg
Ølgård Kro lukkede med Søren Eriksens død i 1881. Nu i 2010 er Ølgårds bygninger fra midten af 1950’erne bygget om så der er 14 værelser med køjesenge og to af værelserne er med eget bad. Og toilet. Ølgård er blevet til Vandrehjem & Herberg i fuld drift, men kan sige at ringen er sluttet. Flemming Hansen fortalte, at gårdens jorder, minus 18 ha, er sat til salg og forventes solgt i år. Ud over at fungere som Vandrehjem & Herberg, udlejer man lokaler til private fester, hvor lejerne selv sørger for borddækning, mad og hvad der ellers hører til en god fest.
 
Oldtidsagre på Ølgård Hede
Det var overraskende at inde beskrivelsen af oldtidsagrene på Ølgård Hede. Tegningen viser et profil af en digevolding på Ølgaards Hede i Randbøl Sogn, Tørrild Herred, Vejle Amt. Her er forholdene helt anderledes end i Himmerland, idet aldannelsen åbenbart er ældre end dyrkningen. Digevoldingen er her ikke opført af kulturjord, men al lyngtørv. Der kan skelnes flere lag af  lyngtørv i digevoldingens profil en sekundær podsolering har fundet sted i digevoldingen; under lyngskjoldet findes her et temmelig humusfyldt, blegsandsagtigt Lag. Men hen under digevoldingen strækker sig et 10 å 17 cm tykt blegsandslag, hvilende på et gammelt allag, som deler sig i et 6 å 9 cm tykt lag al mørkebrun, hård al, derunder et 25—30 cm tykt lag al rødgult noget sammenhængende sand der nedadtil par over i det gule undergrundssand. I dette tilfælde må digevoldingerne altså opfattes som sammensunkne lyngtørvdiger. Ved dyrkningen er den oprindelige al ikke opbrudt; man har dyrket blegsandet.
Når så dårlig Jord, som den på Ølgaards Hede, i gammel tid har været genstand for en så intensiv dyrkning, at man har hegnet agrene med diger hænger dette måske sammen med Midtjyllands gamle færdselsgeografi. Den jyske Hærvej fører netop over Ølgårds Hede.
Ifølge museumsinspektør Anker Thygesen, Randbøldal Museet, dateres oldtidsagerne primært til førromersk (keltisk) jernalder fra ca.500 f. Kr. til omkring Kristi fødsel, og romersk jernalder fra til
ca. 400, tilsammen kaldet ældre jernalder, eller germansk jernalder 400-800 og vikingetid 800-1050

Ordforklaring:
Digevoldinger, lave volde, der i jernalderen omgav oldtidsagrene. Voldene er opstået dels ved, at jord og sten under markarbejde er blevet samlet i volde, dels ved jordfygning. Voldene kan nå en højde på op mod 1 m.

Staldbygningen fra ca. 1955 som i dag giver plads til værelser og gildesal. Krovirksomheden er ikke vendt tilbage, men herberget for pilgrimme er blevet et faktum.
 
   
Kildeangivelser:
Randbøl Sogns gennem tiderne. Egnsmuseet 1983.
Artikel af Gudmund Hatt: Spor af oldtidens agerbrug i jyske heder.
Lademands Leksikon.
Leif Bauns artikel i vejle amts Folkeblad den 26. juli 2010.
Randbøl Skovdistrikts bog om Frederikshåbs Plantage.
Hugo Mathiessens bog: Hærvejen.
Randbøl Sogns gennem tiderne. Udgivet af studiekredsen ved Randbøl Sogns Museum, 1983.
Samtale med Flemming Hansen den 29. juli 2010.
Samuel Frifelts bog: ”Ad jyske veje sønderud” 3. oplag 1959.
 
Randbøldal den 11. august 2010