Fortællinger fra Randbøldal Kro
Af Svend Aage Hansen
Set i lyset af, at der på vores hjemmeside findes en artikel om randbøldal Kro – fortalt af børnene til et tidligere ejerpar, der belyser en periode af kroens historie, vil jeg ikke holde mig tilbage, men berette om forskellige episoder, der nok ikke forekom i William Jensens tid, men snarere i den tid, da hans søster Ellen havde kroen. ”En på ingen måde uinteressant periode”.
”Da omverdenen forlod Randbøldal”
Imellem Billund og Løvlund boede der på et tidspunkt en mærkelig stabejs. Han kom hvert år på grundlovsdag cyklende ned til Randbøldal Kro, hvor han konsumerede så mange øl i dagens løb, at han hen på eftermiddagen blev godt beruset og på et tidspunkt lagde sig ind under bordet, hvorpå han faldt i en dyb fuldemandssøvn.
Da han aldrig havde præsenteret sig, og hans udseende pænt sagt ikke var helt almindeligt, gav man ham navnet ”Ferdinand”.
Nå, men personalet kom ind i skænkestuen og fik øje på den under bordet liggende - og sovende Ferdinand. Man ruskede nu i ham og råbte ”kan du så lige se at vågne op og gå ud af vores skænkestue”.
Endelig lykkedes det at ruske liv i Ferdinand. Han satte sig fortumlet op, idet han udbrød:
”Hvis I tror, at Randbøldal kan undvære omverdenen…”, hvorefter han stavrede ud til sin cykel, som han derefter trak efter sig. Man så ham aldrig mere til grundlovsfest, - han var nok blevet rigtig godt fornærmet. (”Omverdenen” mente han nok, var ham selv).
Da pavillonen eksploderede
Over for kroen var der en pavillon, som tilhørte kroen. Her var der servering af øl, og man kunne endda købe røde pølser ved en bar, der var anbragt her.
Om sommeren var det meget populært for de unge mennesker at sidde og nyde en pilsner - eller to. Hvis man så blev sulten, kunne man jo belejligt nok købe et par pølser med brød.
Hele dette arrangement blev bestyret af en man ved navn Ejvind. Da ungdommen jo også dengang var fyldt med spøg og skæmt, og da en af ungersvendene havde en hel lommefuld af de helt små lynkinesere, kunne han ikke dy sig for at sidde og antænde disse, hvorefter han kastede dem ud på gulvet, hvor de eksploderede med en tydelig knaldeffekt.
Hver gang dette skete, gav det et sæt i Ejvind, da han jo ikke lige var klar over hvornår eksplosionerne kom. Han gik nu over til bordet, hvorpå han sagde: ”Hør drenge, vil I ikke nok lade være med at fyre nytårsskyts af? - Jeg bliver så bange hver gang, og jeg har dårligt hjerte. Vil I ikke godt lade være?”
Noget senere, da Ejvind lige var væk fra baren et øjeblik, kunne spasmageren ikke dy sig. Han havde nemlig et eksemplar af det store ”Blå Lyn” i den anden lomme.
Han gik nu op til baren, hvor han under et viskestykke, der lå der, anbragte det Blå Lyn. Umiddelbart før Ejvinds entré i baren antændte han nu lunten og skyndte sig på plads. Den nys-ankomne Ejvind kiggede over på de unge mennesker, der alle sad og smilede forventningsfuldt. Han nåede lige at sige: ”Ja, I er jo nogle rare drenge”. I det samme eksploderede det Blå Lyn med det resultat, at pølserne fløj til højre og venstre, viskestykket blev revet i trevler, og eksplosionen udløste et brag af et skrald.
Hvordan Ejvind overlevede dette, skal være usagt. Spasmageren benede ud af pavillonen. Han skulle pludselig hjem.
Den sparsommelige Mouritz
Der fortælles utallige historier omhandlende Mouritz, der var smedesvend hos smed Jensen i Gødding. Men ét står fast: Hans hang til øl og spiritus var stor.
Da hans økonomi derfor var temmelig anstrengt, og han gerne ville sidde og nyde sine øl inde på kroen, fandt han på denne løsning: (Det må lige her bemærkes, at han altid var iført det samme tøj, nemlig en sort skipperkasket og så selvfølgelig en blå arbejdskedeldragt). Mouritz gik nu over i den nærliggende købmandsbutik - ejet af Lynge Iversen - og købte en fem-seks øl. Disse puttede han derefter indenfor i kedeldragten, hvorefter han gik over på kroen og satte sig i et hjørne af skænkestuen og bestilte én øl. Når den var drukket, så vupti, ned i kedeldragten med den tomme flaske og op med en ny. Sådan kunne han sidde på værtshus en halv dag og kun betale for én øl. Dette gik godt, lige til døren til skænkestuen en dag gik op, og ind trådte en stor mand, hvis navn var Jens Andersen, - men alle kendte ham bedst under navnet ”Jens Lyn”. Han fik nu øje på Mouritz og genkendte straks konturen af flasken, der anedes inden under Mouritz´s kedeldragt.
Jens Lyn udbrød nu: ”Nej, hvad ser jeg, - der sidder min gamle ven Mouritz jo. Du skal have en ordentlig krammer”. Og i det samme greb han om den siddende Mouritz, løftede ham op og rystede ham kraftigt.
”Nej, slip mig, sæt mig ned!”, udbrød Mouritz nu lidt forskrækket. ”Nej, når vi nu endelig ses, så skal du da have en ordentlig krammer”, sagde Jens Lyn, idet han rystede den nu panikslagne Mouritz. Pludselig trillede der en ølflaske ud af Mouritz´s bukseben, og lidt efter endnu én.
”Nej, hvad er det her dog for noget?”, udbrød Jens Lyn, der udmærket var klar over, hvor flaskerne kom fra.
En bugnende tegnebog
En aften, hvor der var lørdagsbal på kroen, deltog en gæst, der havde arbejdet en længere periode ude på en olieboreplatform. Han havde medbragt hele sin hyre derfra omvekslet til tusindkronesedler, så der var en større stak af disse i hans tegnebog. Det havde han det åbenbart bedst med, og han var ikke bleg for at vise hele stakken frem, når han gav en omgang. Et par lokale havde lagt mærke til, at især én serveringsdame gjorde store øjne, når hun så de mange penge. Hun var jo ikke vant til at se sådan en formue præsenteret, og da hun samtidig ikke var ”den skarpeste kniv i skuffen”, fik de to spøgefugle en gyselig idé.
De gik nu op til den på dette tidspunkt eksisterende telefonboks, der var placeret lige uden for købmandsbutikken. Derfra ringede de til kroen.
- ”God dag, det er..(den omtalte servitrice) på Randbøldal Kro. Hvad kan jeg hjælpe med?”
- ”Ja, det er kriminalpolitiet i Vejle, og vi efterlyser en meget farlig person”, hvorefter de minutiøst beskrev den omtalte gæst. ”Og han kendetegnes ved, at han har lommen fyldt med penge”.
- ”Han er her, - han sidder netop inde i skænkestuen og fører sig frem med alle sine tusindkronesedler”, svarede servitricen.
- ”Fint. Hold ham hen med snak, - vi er på vej”
Efter en lille times tid gjorde gæsten nu tegn til opbrud, og servitricen kiggede søgende ud gennem vinduerne efter hjælp fra den lovede politiudrykning, som jo af gode grunde ikke kom. For at holde på gæsten sagde hun:
- ”Nej bliv da lidt. Vil du ikke have en øl til?”
Manden takkede nej og forlod kroen.
Betjent Sørensen
Betjent Sørensen boede i Bredsten og var landbetjent her på egnen. Han var en rar og omgængelig mand, man kom man ham på tværs, så var der kontant afregning.
En sen aften på Randbøldal Kro sad der nogle ”efternølere”, der mere eller mindre var blevet berusede der. Pludselig sagde én af de mest berusede gæster:
- ”For pokker, jeg har en båd, der ligger ude i Vejle havn. Den skal låses af, og flere ting skal indendørs, hvis det nu skal regne i nat. Kan jeg ikke låne din bil?”, sagde han henvendt til sin nabo.
- ”Jo, det kan du da godt. Jeg skal alligevel ikke ud at køre mere i aften”.
Og sådan blev det. Bådejeren kørte nu mod Vejle, men allerede i Nørup overvældede trætheden ham. Han kørte op på fortovet og faldt i en dyb søvn. Uheldigvis for ham boede der lige inden for den parkerede bil med den sovende chauffør en meget emsig person, der stod tidligt op om morgenen. Han observerede nu bilen med den sovende og ringede til Sørensen, som kom og tog sig af sagen. Men bilen tilhørte jo ikke den sovende bilist.
Efter at have scannet nummerpladen fandt Sørensen ud af, at bilen tilhørte en kammerat til chaufføren, og denne fik nu besked på at troppe op henne på Sørensens kontor i Bredsten.
Der udspandt der sig følgende dialog:
- ”Er det din bil?”.
- ”Ja”, blev der lidt beklemt svaret.
- ”Har du lånt den ud til omtalte person?”.
- ”Ja”, blev der igen svaret.
- ”Godt, så har du her nøglen, og så kan du hilse og sige til dine kammerater nede i Randbøldal, at hvis de ikke opfører sig ordentligt og lader være med at køre rundt i beruset tilstand, så skal jeg personligt sørge for, at deres kørekort skal komme til at ”dale som sne ved juletid”.
”Hva ramt mæ?”
En aften sad der tre venner, jeg tror de var fra Vandel, inde i den lidt finere skænkestue, hvor der var duge på bordene. Bordene var massive egetræsborde, der foruden en massiv bordplade bestod af et par store planker, som holdt bordpladen oppe. Disse planker var forbundet med et stykke egetræ, som gik igennem plankerne, og på udvendig side var der monteret et par egetræskiler, så man kunne stramme bordet ved at presse kilerne ned.
Jeg tror, at den ene gæst var lidt ældre end de to andre ungersvende. Hans navn var Hans, og da han som de to øvrige godt kunne lide en kop øl i ny og næ, blev han kaldt ”Øl Hans”.
Nå, men den omtalte aften, hvor øllerne på bordet hele aftenen igennem udskiftedes jævnligt, blev stemningen efterhånden høj.
En af ungersvendene skulle på et tidspunkt på toilet, og da han kom tilbage, (jeg glemte lige at fortælle, at når Øl Hans havde fået en hel del under vesten, blev han usikker på benene), slog den nys tilbagevendte ungersvend i kådhed benet flot op over stoleryggen, da han satte sig ned. Henvendt til Øl Hans sagde han: ” Det kan du ikke gøre”.
”Jo da”, svarede Øl Hans. ”Det kan jeg da sagtens”. Derpå rejste han sig op, gik om bag ved stolen, hvorpå han elegant slyngede benet hen over stoleryggen. ”Og jeg kan gøre det igen”, men da gik det galt. Øl Hans røg bagover i faldet, men nåede lige at gribe fat i kanten af dugen, som han trak med sig med det resultat, at alle øllerne og glassene, der stod på bordet, røg ned på gulvet, hvor mange af glassene knustes.
Men meget værre gik det for Øl Hans, - han røg ind under bordet, hvor han knaldede hovedet ned i føromtalte kile. Derved mistede han bevidstheden, men heldigvis…, efter en 5-6 sekunder vågnede han op igen, hvorpå han satte sig lettere fortumlet op, idet han udbrød: ”Hva ramt mæ?”
