Udskriv

Enkelte af de ældre ejendomme i Randbøldal

Beskrivelse af huse og ejendomme i Randbøldal udarbejdet af Teknisk Forvaltning i 2000 i samarbejde med Annemette Løkke Berg Borg og Kirsten Rykind-Eriksen.

Karakteristiske træk

Randbøldal består af to halvdele: Husene langs Rodalvej, der ligger på den nordlige side af Vejle Å i Nørup sogn, og bebyggelsen på den tidligere Daldover mark, syd for åen i Randbøl sogn. Midt imellem nede i dalen anlagdes Randbøldal Fabrik, skråt over for oppe på bakken opførtes i 1839 direktørboligen, hovedbygningen: Det Hvide Palæ. De to anlæg udgør deres egen enhed.

Randbøldal fik sit nuværende præg i slutningen af 1800-tallet og begyndelse af 1900-tallet, da Randbøldal Klædefabrik producerede med fuld kapacitet, og befolkningstallet var stigende.

Fra 1890 og frem fulgte en veldstands-periode, som førte til bygningen af fire meget karakteristiske og ret store beboelseshuse på Bindeballevej og hjørnet af Duevej-Ahornvej. Vejføringerne, som vi kender i dag, anlagdes fra ca. 1890-1920. Ahornvej førtes fra Randbøl og ned forbi skovfoged-huset, Ahornvej 8, og videre ned til kroen. I første halvdel af 1900-tallet kom ca. 40 virksomheder. 1998 er der fem virksom-heder og tre forretninger. Flere af husene afspejler, at der har været forretning eller værksted. De ansatte på Randbøldals Fabrikker udgjorde en god del af kunde-grundlaget sammen med et forholdsvis stort opland. Hertil kom de øvrige småvirksomheder i landsbyen, som havde folk ansat.

Efter fabrikkens lukning i 1973 og dens nedrivning i 1984 har Randbøldal langsomt ændret karakter. De mange arbejdere og børn er forsvundet. I enkelte af husene bor stadigvæk nogle af fabrikkens tidligere arbejdere, nu som pensionister. Flere af de tidligere håndværkere og handlende bor ligeledes i Randbøldal. Efterhånden er unge familier med børn flyttet ind i en række af husene.

Randbøldal har dog bevaret præget af at være en selvgroet landsby, hvor mange af husene trods nye tage og kviste fortæller om beskedne arbejder- og håndværkerboliger.

Randbøldals særpræg skyldes indtrykket af huse og værksteder, der opførtes som småvirksomheder med tilhørende udenoms arealer. De ligger mellem beboelseshuse og haver, der ikke er anlagt efter en bestemt plan. Indimellem findes oplagspladser. Det umiddelbart uberørte og ikke regulerede indtryk, Randbøldal giver, er det mest værdifulde ved byens miljø. En positiv blanding af fortidens industrilandsby og nutidens brug af Randbøldal som et bo- og rekreativt område. Dette aktiv er grunden til, at de sidste 10-20 års nye husejere har bosat sig i Randbøldal.

Registreringen omfatter den ældste og mest karakteristiske del af Randbøldal. Huse, der ved ombygninger totalt har ændret karakter er ikke medtaget.