Tryk på navnet (linket) nedenunder for at læse artiklen:
Randbøldal Kro
i William og Kirstine Jensens tid
fra 1957 til 1964
.
Randbøl Sogns Museum - og hvad der videre skete
Ejeren af Lindegård og amatørarkæolog Mogens Jensen ved sin samling af oldsager hjemme på Lindegård i Vandel. (Billede fra Randbøl Sogns Lokalarkiv)
Danmark har store betydende museer i slotte, bygget af konger. Danmark har lidt mindre, men stadig betydende museer, indrettet i palæer bygget af fordums stormænd af borgerskabet.
Danmark har små beskedne egnsmuseer skabt af lægfolk med interesse for deres egn og dens kultur, men også med en forståelse for historiens betydning for lokalsamfundets indbyggeres identitet. Et sådant museum er museet i Vandel. Det er skabt på grundlag af Randbøl Sogns Museum, som blev indviet af gårdejer Mogens Jensen, Vandel den 2. december 1930. Mogens Jensen var stærkt
knyttet til sin egn og kendte om nogen til behovet for at have en knage at hænge sin identitet på.
Museets udvikling
Museet har været i en rivende udvikling i mange år. Ved indgangen til 1980’erne var der intet, som tydede på, at "Egnsmuseet" i Vandel 10 år senere både havde nået at få eget hus og etableret et samarbejde med Vejle kulturhistoriske Museum og herigennem opnået statsgodkendelse, havde fået ansat en museumsinspektør og yderligere 13 år senere var blevet udvidet med et museum i Randbøldal.
I 1982 fik museet eget hus, den gamle tvillinglærerbolig i Vandel. Dengang havde bestyrelsen sorger i retning af: 'Kan vi mon fylde huset'? Det blev meget anderledes. Før indvielsen sagde Egtved Kommunes borgmester Jørgen Pedersen til daværende leder af museet, Ths. Thomsen:
- Nu skal I ikke regne med at få mere!
Underforstået flere penge. Han gjorde regning uden Ths. K. Thomsen. Samlingerne voksede, men hvad der var mere væsentligt, besøgstallet, især antallet af besøgende skolebørn, voksede endnu mere.
Inden vi beskæftiger os mere med, hvad der førte til ansættelsen af den ny museumsleder, skal vi se tilbage på tiden før den 2. december 1930, hvor Randbøl Sogns Museum blev indviet.
Skiltet der fik den senere museumsleder Ths. K. Thomsen til at hente museets genstande hjem fra teglbrændeovnen i Lindeballe. (Foto: N.M. Schaiffel-Nielsen)
- herom senere i denne beskrivelse.
Museets stifter af Randbøl Sogns Museum, Mogens Jensen, blev født på Lindegård i Vandel den 10. september 1854. Mogens Jensen var hele sit liv dybt interesseret i egnens og landets historie. Han samlede, hvad han kunne af ”Oldsager”, som redskaber fra stenalderen dengang benævntes. I Vejle Amts Årbog fra 1931 oplyser Ingrid Munch, at det var blevet til 467 genstande fra stenalderen og 36 fra bronzealderen.
Billedet af den aldrende stifter af Randbøl Sogns Museum, der i 1970 blev til Egtved Kommunes Egnsmuseum i Vandel, som igen senere fik RandbøldalMuseet med, og endnu senere blev en del af VejleMuseerne. (Foto: Randbøl Sogns lokalarkiv)
I 1929 kom en mand, kilden nævner desværre ikke navnet, i tanke om, at de gamle genstande burde beskrives og registreres.
Hver tings historie blev skrevet ned med fundsted og andre omstændigheder ved fundet. Der blev ikke lagt vægt på mål, vægt og nærmere tidsbestemmelse, det måtte klares senere. Man havde travlt med at få Mogens Jensens viden skrevet ned, han var da en gammel mand. Desværre blev fortegnelsen på grund af dens udformning ikke den hjælp for eftertiden, den var tænkt som.
Da Mogens Jensen kom op i årene, var det hans ønske, at Randbøl Kommune overtog hans samling og byggede en bygning til den. Samlingen var efterhånden blevet tilført en del våben fra forrige århundredes krige samt en del brugsgenstande, som hørte til fremstillingen af hør og uldgarner. Hertil kom en fin samling jydepotter og andre daglige brugsting.
Mogens Jensen tilbød Randbøl sogneråd sin samling sidst i tyverne. Sognerådet svarede, at man var indstillet på at støtte opførelsen af en bygning til samlingen, hvis man fik tilsagn om, at denne senere ville blive overdraget sognerådet. Mere uofficielle kilder vil vide, at begejstringen i sognerådet var begrænset, men at man ikke så godt kunne sige nej, da Mogens Jensen var en agtet mand i sognet.
At det ikke gik helt så let med bevillingerne, kan ses af den kendsgerning, at dr. Munck i Vandel og købmand I. 0. Brandorff, Kolding, begge måtte lægge sig i selen for at støtte projektet, inden det blev gennemført.
Gavebrevet
I første omgang satte sognerådets mangel på umiddelbar begejstring museumstanken i bero.
Imidlertid blev Mogens Jensen alvorligt syg i foråret 1930, han var da 75 år, og frygtede, at sygdommen kunne blive alvorlig. Han fik derfor skrevet et testamente angående samlingen, som fik følgende ordlyd:
GAVEBREV
Undertegnede fhv. Gaardejer Mogens Jensen af Vandel skænker og overdrager herved til Randbøl Kommune hele sin Samling, bestaaende af oldsager fra Sten-, Bronze- og Jernalderen samt Genstande fra senere Tid, paa følgende Betingelser:
1. Randbøl Kommune tilvejebringer et ved Vandel Skole bekvemt beliggende tørt og lyst Lokale, hvor Samlingen ordnes og opstilles og gøres tilgængelig for Besøgende under betryggende Tilsyn. Til Bestri- delse af Udgifterne ved Rengøring, Tilsyn og Vedligeholdelse kan der tages Entre efter Sogneraadets Bestemmelse.
2. Over Samlingens enkelte Stykker føres Register efter det vedtagne Skema, i hvilket ny tilkomne Genstande indføres.
3. Nationalmuseet i København anmodes om at udvælge et Sagkyndigt Museum til at føre Tilsyn med, at Samlingen passes på tilbørlig Maade, og afgive en aarlig Indberetning herom til Nationalmuseet.
4. Skulde Randbøl Kommunalbestyrelse ønske at frigøre sig for Forpligtelsen til at værne og bevare Samlingen, indberettes dette til Nationalmuseet, der tager Bestemmelse om, hvad der da skal foretages; dog er det mit ønske, at Samlingen saavidt muligt forbliver indenfor Vejle Amt.
RSLM:
Afskrift af GAVEBREV
Undertegnede fhv. gårdejer Mogens Jensen af Vandel skænker og overdrager herved til Randbøl Kommune min samling, bestående af oldsager fra sten-, bronze- og jernalderen samt genstande fra senere tid, på følgende betingelser:
- Randbøl Kommune tilvejebringer et ved Vandel Skole bekvemt beliggende, tørt og lyst lokale, hvor samlingen ordnes og opstilles og gøres tilgængelig for besøgende under betryggende tilsyn. Til bestridelse af udgifter ved rengøring, tilsyn og vedligeholdelse kan der tages entre´ efter Sognerådets bestemmelse.
- Over samlingens enkelte stykker føres register efter det vedtagne skema, i hvilket nye tilkomne genstande indføres.
- Nationalmuseet i København anmodes om at udvælge en sagkyndig mand til at føre tilsyn med, at samlingen passes på tilbørlig måde, og afgive en årlig beretning herom til Nationalmuseet.
- Skulle Randbøl Kommunalbestyrelse ønske at frigøre sig for forpligtigelsen til at værne og bevare samlingen, indberettes dette til Nationalmuseet, der tager bestemmelse om, hvad der skal foretages; dog er det mit ønske, at samlingen så vidt muligt forbliver i Vejle Amt.
Vandel,
den 22. Maj 1930
Sign. Mogens Jensen
Gang i byggeriet
Hvad der konkret har formået sognerådet til at gå i gang med byggeriet, ved vi ikke, men dr. Munck og købmand Brandorff har åbenbart haft en finger med i spillet.
I gang kom man med at bygge en tilbygning til Vandel skole, der dengang lå i bygningen Grindstedvej 10.
Vandels ældste skole bygget i 1873, 80 år senere var dens tid som skole forbi. (Foto: Randbøl Sogns Lokalarkiv)
Lidt hen i november kunne tingene flyttes ind i museet. Den 2. december 1930 var det så vidt, at der kunne holdes indvielsesfest for det nye museum. Ingrid Munck skriver, at det vel nok var en af de største dage i Mogens Jensens liv. Hans tale ved indvielsesfesten, mener hun, vil blive husket længe, kraftfuld og manende, som den var.
Den 3. december gik Mogens Jensen i seng. Egentlig ikke rigtig syg, men træt, og 5. juledag 1930 døde han. Han ligger begravet på Randbøl kirkegård, hvor han hviler i familiegravstedet, som er prydet med en marksten, hvorpå der er indhugget en lur.
Anden Verdenskrig
Den anden verdenskrig ændrede ikke meget i livet ude på landet bortset fra rationering, udgangsforbud og andre gener, som man kunne leve med.
Sådan var det også i Vandel indtil lige før jul 1943. Da påbegyndte tyskerne en beslaglæggelse, ingen ville have drømt om blot få måneder før. Indtil 1. juli 1944 blev der beslaglagt 78 huse og 88 gårde i Randbøl Sogn, det vil sige, at hele Vandel by blev beslaglagt.
Her i landet har vi en tradition for at grave ting ned, når fjenden er i landet. Om denne tradition spillede ind, da kloge folk fjernede tingene fra museet og flyttede dem til den gamle middelalder-teglbrændeovn i Lindeballe, ved vi ikke, vi ved heller ikke, hvem der gjorde det. Der kan til gengæld ikke være tvivl om, at de samme mennesker senere er blevet bortvist af tyskerne fra Vandel by. Herefter bliver samlingen glemt. 
Middelalderens teglbrændeovn i Lindeballe som gav husly til oldtidsfundene fra Vandel, mens 2. Verdenskrig rasede, og Danmark var besat af tyskerne. (Foto N.M. Schaiffel-Nielsen)
Genfundet
Den dengang unge lærer Ths. K. Thomsen tiltrådte som lærer ved Vandel skole umiddelbart efter besættelsestidens ophør den 5. maj 1945.
Stifter af Randbøl Sogns Museumsforening og leder af Randbøl Sogns Museum, Ths. K. Thomsen. (Foto: Randbøl Sogns Lokalarkiv)
Han medbragte foruden sin lærereksamen også en brændende interesse for fortiden. Denne interesse fik næring, da han fandt et skilt på skolens loft, hvorpå der stod: Randbøl Sogns Museum.
Han fik at vide, at genstandene fra Museet vistnok lå i teglbrændeovnen i Lindeballe. Det var et sørgeligt syn, der mødte ham og vognmand Johannes Enevoldsen, da de i 1949 hentede tingene.
Alle genstande af træ var rådnet væk. Den tidligere omtalte beskrivelse af samlingen var skrevet med blæk, som ikke havde tålt fugten, og var i nogen grad blevet ulæselig. Det af indholdet, der senere har kunnet tydes, var ikke benævnt med værdi. Ikke mindst fordi Mogens Jensen selv havde købt en del af flinteøkserne.
Samlingen blev anbragt i den oprindelige museumsbygning på Grindstedvej 10. Her lå den, indtil den i 1953 blev overført til den nye skole, hvor dele af samlingen blev udstillet i montre eller lå gemt i skabe i kælderen i skolens vestre fløj. Man kan sige, at samlingen førte en trang tilværelse, indtil museet fik eget hus i 1982.
Da den nye centralskole stod færdig i Vandel i 1958, blev der lidt - meget lidt - plads til Randbøl Sogns Museum, men det, der blev plads til, optog børnene. Ikke mindst museets klenodie "Spidsbarren", som skriver sin alder tilbage til romersk jernalder. (Foto: Kopiereet fra Vejle Amts Folkeblad)
Samarbejde med Vejle Kulturhistoriske Museum
Egtved kommunes ansættelsesbetingelser betød, at da Ths. K. Thomsen nåede til pensionsalderen på 67 år, skulle han stoppe. Museumsbestyrelsen søgte om dispensation, indtil en ny leder kunne findes, eller en anden løsning opnås.
Den daværende formand for museet og kommunalbestyrelsesmedlem, seniorsergent N.M. Schaiffel-Nielsen, arbejdede sammen med museumsleder i Vejle, Steen Hvass på at få skabt en samarbejdsordning mellem Vejle og Egtved Kommuner. Det betød, at der skulle forhandles med alle lokalarkiver og museumsforeninger i Egtved Kommune, som til sidst gav grønt lys for, at et samarbejde kunne finde sted.
På det sidste byrådsmøde i november 1989 vedtog Egtved Kommunalbestyrelse at indgå det foreslåede samarbejde med Vejle Kulturhistoriske Museum. Hermed blev museet hovedhjørnestenen i Egtved Kommunes museums- og lokalarkivvirksomhed. 
Museets bestyrelse var en solid base, hvor der i mange år ikke blev skiftet ud blandt bestyrelsens medlemmer. Denne bestyrelse er fra slutningen af 1960’erne og bestod af, fra v. Evald Schmidt, Randbøldal, Hans Juhl, Bindeballe, Axel Jensen, Frederikshåb, Harry Hansen, Vandel og formanden, Ths. K. Thomsen, Vandel. (Foto: Kopieret fra Vejle Amts Folkeblad)
Efter mange forhandlinger med foreningerne blev der skabt et samarbejdsforum ved navn ”Lokalarkiv- og Museumsforeningssamvirket i Egtved Kommune”, som alle kunne have glæde af. Denne aftale var grundlaget for statsanerkendelsen, som dengang betød, at Egnsmuseet modtog et driftstilskud på 37 % om året. Med dette tilskud fik man råd til at ansætte en museumsinspektor. Om Mogens Jensen nogensinde drømte om, at museet skulle få det omfang, det har i dag, ved selvfølgelig
ingen, men at det er i hans ånd, kan der til gengæld ikke være tvivl om. 
Billedet er fra 1985, hvor fra v. formanden for Randbøl Sogns Museumsforening lige har overrakt det første nummer af Årsskriftet Spidsbarren til Egtved Kommunes borgmester Jørgen Petersen. Det skete i overværelse af redaktøren af Spidsbarren og formand for Egnsmuseet N.M. Schaiffel-Nielsen. (Foto: Randbøl Sogns Lokalarkiv)
Klokken er seks den sidste dag i april 1985. Flyvestation Vandels Kørselstjeneste leverer et stk. jagerbomber af typen F-84G til Egnsmuseet, hvor flyet i mange år var museets og byens vartegn.
(Foto: Randbøl Sogns Lokalarkiv)
Egtved Kommunes borgmester Jørgen Petersen og kulturudvalgsformand Inge Mere Boye glæder sig over, at museet har fået et nyt magasin. (Foto: Randbøl Sogns Lokalarakiv)
Årsskriftet som har overlevet de første 35 år, og i dag dækker lokalarkiver og museumsforeninger i seks sogne.
Nedenstående kilder er bilag til artikel af Christian Sørensen bragt i jubilæumsnummeret af “Nyt om Gammelt” november 2020:
”Etableringen af Randbøl Sogns Museum
Mogens Jensen (1854-1930) og Vandels oldtidssamling”
Bilagene er uddrag af det materiale, som ligger til grund for artiklen.
Evald Tang Kristensen (ETK)
Minder og oplevelser bd. I-IIII
1927
Dette ”mausolæum” af selvudlevering og klynk blev gennemlæste af Chr. Sørensen forår 2020.
Oplysninger der refererer til tiden, specielt med fokus på Mogens Jensen og forhold der kan belyse hans tid.
Vedr. stedfaderen Hans Schuster (HS)
Se: B I, s. 96 (foto af Schuster);
ibid. s. 110-111
ibid. s. 282
BII s. 402-403
ETK er gennem livet stærkt præget af sine oplevelser med stedfaderen. I denne sammenhæng der her skal belyses er det ETK´s syn på datidens salg af oldsager der er i fokus.
Gennem sin barndom oplever ETK hvorledes HS udgraver en lang række gravhøje med det formål at sælge inventaret herfra.
Dette giver sig til kende hele livet igennem ved en stærk aversion mod denne type plyndringer af den tids mangfoldige synlige oldtidslevn.
Hans syn herpå er dog også påvirket af hvem det er der handler med oldsagerne, dette gives der et stærkt udtryk for, da han senere i livet møder ”Professor” Arthur Feddersen. Under et af disses møder har Feddersen erhvervet en større samling oldsager, han faldbyder disse til Nationalmuseet og kræver 12.000 kr. i betaling, tilbage i 1800’tallet et meget stort andragende, som Nationalmuseet ikke er i stand til at betale. Museet får da lov til at erhverve en del af de bedre genstande for 3.000 kr. – hvor efter Feddersen drager til Berlin og afsætter de resterende oldsager for 12.000 kr.!
ETK ”ulmer” mellem linjerne men kommer ikke med nogen direkte fordømmelse. Det synes klart at han er fastlåst af sin fascination af Feddersens sociale status og hans tilbagevendende økonomiske problemstillinger.
ETK og Mogens Jensen, Vandel (MJ)
Vedr. ETK´s møder med Mogens Jensen
Bind IIII s. 240 og s. 261 og 262
Det første møde der refereres til er meget kortfattet: ”jeg var for Resten også inde hos Mogens Jensen, der var en ivrig Mand til at samle Oldsager”.
Det næste møde er mere udførligt beskrevet. Her starter det men oplysningen om, at han har fået lejlighed til at se MJ´s samling af oldsager. Herefter fastslåer ETK: ”Det så for Resten noget forfaldent ud hos ham”.
Dette forhindrer ikke (eller måske derfor) at de derefter går over syd for byen og besigtiger resterne af Jættestuen. Her drøfter de muligheden af at rekonstruere denne.
De indser dog, at det nok vil blive vanskeligt at skaffe sten af tilstrækkelig størrelse. Det bliver da også ved tankerne.
Stenene fra denne megalitgrav skal være borttaget til byggeri i Vandel by.
1. Vestslesvigs Tidende 01 01 1931
2. Ibid. 20 01 1931
3. Gavebrev fra Mogens Jensen til Randbøl Kommune
4. Randbøl sogn gennem tiderne , 1983, s.58
5. Vejle Amts Aarbøger 1931 s. 117
6. Randbøl sogn gennem tiderne s. 87
7. Personlig oplysning Svend Aage Hansen
8. Vejle Amts Folkeblad 09 05 1905
9. Jyllandsposten 18 06 1912
10. Ribe Stiftstidende 09 05 1914
11. Vejle Amts Folkeblad 21 06 1917
12. Vejle Museums arkiv 1948: Udklip Taskhøj Farre, her nævnes det at MJ forinden en udgravning af Nationalmuseet havde erhvervet nogle urner. (Pers. medd. Tore Teglbjærg, Vejle Stadsarkiv)
13. Randbøl sogns museum, Oldsagsregister: Mangehøj, Refsgaard
14. Randbøl sogn gennem tiderne s. 205
15. Vejle Amt, en Hjemstavnsbog, Vejle Amts Historiske samfund 1934, s. 38-39
16.VejleAmts Folkeblad 21 07 1917
17. E. Tang Kristensen: Minder og oplevelser B. 4, s. 240 og 261-262
18. Vejle Amts Aarbøger 1931, Munch, Randbøl Sogns Oldsamling s. 122
19. Randbøl sogn gennem tiderne s. 204
20. Ibid. 205
21. Vejle Amts Aarbøger 1931, Mortensen s. 117; Munck s. 120
De sværest tilgængelige af kilderne kan findes i transskription på RSLM`s hjemmeside.
Efterfølgende sider er leveret fra Tore Teglbjærg, Vejle Stadsarkiv.
Disse findes i transskription i filen: mogens jensen.disp
Referencer:
Transkription div. Avisartikler og andre kildeafskrifter:
Vejle Amts Folkeblad 09 05 1905
”Et lille Oldtidsfund
Ved at så havre fandt Mogens Jensen i Vandel forleden en lille fint forarbejdet Pilespids af næsten helt gennemsigtigt Flint og forsynet i de ydre Kanter med Savtænder. Fundet opbevares i Finderens Samling.”
Jyllandsposten 18. 06 1912
I forbindelse med rydningen af Aast Kirkes ruiner nævnes MJ som involveret.
”… Da det gik for langsomt med Rydningsarbejdet, påtog Gaardejer Mogens Jensen i Vandel og Pastor Kau i Gadbjerg sig at lade Pladsen rydde mod at få 10 Kr. for hver Favn Sten, der blev bortryddet, af Lindeballe Kommune. Det viste sig imidlertid vanskeligt at få Arbejdskraft til at få Rydningen fuldført: men så tog Mogens Jensen selv fat, og ved Hjælp af sin Brodersøn lykkedes det ham ved energisk arbejde at få Pladsen ryddet i løbet af et par dage. Det er aldeles utroligt, den mængde sten, der saaledes er ryddet bort af den dog ikke synderlig store Kirke, og navnlig når man betænker, at der var taget mange sten bort i Forvejen. Hvor mange Favne der er gravet op, vides ikke så nøje, men det er mange, og Lindeballe Kommunes Veje vil nyde godt af dem i lang tid.”
Ribe Stiftstidende 09 05 1914
Horsens Avis ell. Skanderborg Amtstidende samme datering. ENS
”På Thomas Thomsens Mark i Uhre, Ringgive Sogn er fundet et stort masivt Bronzekar. Karret er solgt til Gaardejer Mogens Jensen i Vandel, i hvis samling det vil blive opbevaret. Ejeren har henvendt sig til Magister Axel Jensen ved Nationalmusæet, der har lovet at lade Karret undersøge.”
Vejle Amts Folkeblad 21 06 1917
”Fra Randbøl sogn
Naar man står oppe ved vor gamle Randbøl Kirke og lader Øjet vandre ud i Syd, Vest og Nord, ser man ude på Randbøl Mark Gravhøj ved Gravhøj, og disse Gravhøje spiller jo den samme rolle for den forhistoriske Tids Beboere af vor Egn, som Randbøl Kirkegaard spiller for os andre den Dag i Dag. Der er en af vore Digtere, der har Kravet: Danmark, dine Kæmpegrave, er en kostbar Skat, og der kan han have Ret; thi vi vilde have vidst lidet eller intet om den forhistoriske Tids Beboere af vort Land, dersom vi ikke havde disse gamle Grave at søge til. Men ved at undersøge dem og tillige de gamle Bopladser, her under Navn af Køkkenmøddinger findes ved vore Kyster, har vore Forskere Blad for Blad kunnet skrive os Oldtidens Historie.
Og de fortæller os, at de første Beboere af Danmarks Jord var et Folk af Jægere og Fiskere. De kom vandrende Syd fra langs Jyllands Østkyst, og hvor der var godt med Jagt og Fiskeri slog de sig ned for længere Tid. Det eneste Dyr der ved denne Tid havde sluttet sig til Menneskene, var Hunden. Deres bedste Vaaben var tilhuggede Økser af Flint. Ved hjælp af dem og ved hjælp af Ild fældede de Skovens Kæmper, de mægtige Ege, der den Gang dækkede store Parter af Danmarks Jord, og hvoraf der endnu er sørgelige Rester i Egnen herude, således ved Bindeballe, Lille Lihme, Mørup, Baastlund, Billund og flere Steder. Og ved hjælp ad deres Flintøkser og Ild lavede de af Egene Baade, som de sejlede og satte Bo paa alle vore øer. Endog ud til Anholt i Kattegat er de naaet, og efterhaanden er de langs vore Aaer og Bække vandret ind i Landet.
Ogsaa herude i Randbøl Sogn har de levet og Beviset for, at de har været her, bestaar af et mindre Depotfund fra St. Almstok Mose, Randbøl Sogen: tre ret store Økser, hvoraf den ene er hugget skarp til begge Ender. En fjerde Økse af en noget ejendommelig Form er fra Sandagergaards Mark Lindeballe Sogn. En femte Økse har jeg ejet, ligeledes fra den ældre Stenalder og fundet i en Mose paa Lille Rygbjerg Krat; den er nu i Kammerherre Bechs Samling paa Engelsholm.
Kolding Folkeblad 13 12 1918
”Gravfund i Randbøl Sogn.
Paa Gaardejer Hans Rugsteds Mark i Bindeballe er der if. ”Vejle A. Fbl.” for nogen Tid siden funden flere Urnegrave fra den yngre Bronzealder. Urnerne gik paa to nær i stykker ved optagelsen; i dem laa der en Barberkniv, en stor Naal med spiralformet Hoved, en Synaal, en massiv Fingerring, to større brudstykker af Knive samt Fire stykker smaa Plader af Bronze.
Endvidere er der funden en sleben Økse af Flint og Slibesten fra den yngre Stenalder.
Samtlige fund er afhændede til Mogens Jensen i Vandel, i hvis samling de vil blive opbevarede.”
Jyllandsposten 22 09 1919
” Tre Stendolke
Paa Jørgen Trinderups Mark i Bindeballe, er der fundet en Dolk, paa Nis Nissens Mark i Bindeballe en Dolk og paa Hans Kristian Pedersens Mark Randbøl ligeledes en Dolk, alle fra den yngre Stenalder. Intet af Fundene er Gravfund, men to af Dolkene var særlig fint Arbejde. Klingen paa den ene er ca. 2 Tommer bred.
Paa Kristian Jensens Mark i Vandel er fundet en Millifiori Perle af romersk Arbejde: den stammer muligvis fra en af de lave tuelignende Grave fra Tiden omkring ved Aarene 600 à 800 efter Kristus.
Samtlige fund er Ifølge Vejle A. Folkeblad overladt til Mogens Jensen i Vandel.”
Vestslesvigs Tidende (Tønder) 01 01 1931
” En sidste Hilsen
Giv mig ingen Krans til min Kiste.
Gamle Mogens Jensen i Vandel ved Vejle, der døde i Mandags, har skænket sin værdifulde Oldsags-Samling til Randbøl Sogns Befolkning. Til sidst sagde han ifølge ”Vejle Amts Folkeblad”: ” Jeg ligger syg; maaske kan det blive Døden. Jeg beder derfor dem af mine Venner, der vil ledsage mig til min Grav paa Randbøl Kirkegaard: Skænk mig ikke en Krans til min Kiste, ej heller en Sten til min Grav: der ønsker jeg ingen anden Pryd end en Busk med Paaskeliljer.
Men jeg beder: Giv i Steden for en Gave, som I har Hjerte og Evne til, til Støtte for Sønderjysk Fonds Arbejde, til Støtte for Kulturværnet for vort kære gamle Fædrelands Grænse mod Syd. Der kan det gøre Nytte: paa min Grav gør det ingen.
Der findes endnu mellem Flensborg Fjord og Danevirke en lille flok af Danskere, der trods Genforeningens Skuffelse trofast har holdt ved deres gamle danske Fædrelands Sprog og Kultur. De staar, om jeg saa maa sige, som en Forpostkæde i Ildlinjen til Værn mod tysk Kulturs Fremtrængen mod Nord. Men skal Ildlinien holde Stillingen, saa maa, saa skal, saa bør alle gode danske Mænd og Kvinder paa denne side Flensborg Fjord være med til at danne Reserven.
Gaven, de vil yde, kan de give min Søn; han vil sende den videre efter Bestemmelsen.
Hermed en hjertelig tak for alt, hvad godt jeg har mødt her i Livet, og en sidste venlig hilsen fra
Mogens Jensen i Vandel”
Vestslesvigs Tidende 20 01 1931
”Det rette Adelssind
Mogens Jensen i Vandel.
For kort Tid siden døde gamle Mogens Jensen i Vandel ved Vejle. Hans sidste Ønske var, som meddelt, at man i stedet for at give Kranse til hans Baare vilde lade et beløb gaa ned til de Danske længst mod Syd, som ikke kom hjem i 1920. I disse Dage har da Pastor Noack i Flensborg derefter modtaget 150 Kroner ved den afdødes Ven H. C. Wegener i Vejle.
I et medfølgende Brev skriver denne blandt andet:
Den gamle jyske Hedebonde var foruden at være en stor Patriot også på sit omraade en Videnskabsmand. Ikke mange kendte som han Sønderjyllands Historie, men også Oldsager havde hans interesse, og Vandel ejer nu, takket være ham, en samling Oldsager.
Selv efter sin Død har han ønsket at gavne Danmarks nationale Sag. Gavn ”vore Forposter” som han kaldte dem. Hans Bidrag ved Dybbøldagens indsamling var altid det største fra et enkelt Distrikt.
For et par Aar siden fik han Dybbøl-Mærket i Sølv, og det har fulgt ham i Graven. Sin Eftermand til Dybbøl-Dagen har han selv udpeget og aftalt det fornødne med.
Ved Mogens Jensens Bortgang har de udelukkede Sønderjyder mistet en god Ven, og vi andre en god dansk Mand, hvis Minde vi vil holde i ære.”
Vejle Amts Aarbøger
Nekrolog 1931 s. 117
Rasmus Mortensen:
Mogens Jensen, Vandel
10. Septbr. 1854 - 29. Decbr. 1930
Femte Juledag 1930 døde Mogens Jensen i Vandel. Han var gennem en Aarrække – fra 1911 til 1923 – et virksomt Medlem af Vejle Amts historiske Samfunds Bestyrelse. Og efter at han havde trukket sig tilbage, fordi han ønskede en anden Mand fra Vejle Vesteregn ind i Arbejdet, vedblev Mogens Jensen at være en god og trofast støtte for Historisk Samfund.
Mogens Jensen ejede den midterste af de tre smukke Gaarde Nord for Landevejen i Vandel By. Der var han født, og her levede han nu sammen med sin Hustru hos Sønnen og Svigerdatteren, der for nogle Aar siden overtog Gaarden.
Den, som kendte Vandel og Randbøl Sogn for en Menneskealder tilbage, kan knap fatte den rige Udvikling, der her har fundet sted. Nu er Egnen, men især Vandel saa frugtbar, så hyggelig og velbygget som nogen plet østpå.
Mogens Jensen var i bedste Forstand stolt af sin By, og det havde han Grund til. Men Sognet kunde i endnu højere Grad være stolt af Mogens Jensen. Hans Arbejdsindsats var stor, hans aandelige Interesser og menneskelige Egenskaber gjorde ham altid til et Midtpunkt blandt Befolkningen.
Langt ud over Sogn og Amt blev Mogens Jensen kendt for sit varme Sindelag overfor Landets og Folkets dybeste Sag. Sønderjylland og Sønderjyderne havde i ham en offervillig ven. Enhver Deltager i Sønderjydsk Forenings aarlige Sammenkomster i Vejle vil huske hans begejstrede Tale, der bragte alle til at lytte. Og han nøjedes ikke med at tale. Han viste saa mangen Gang i Gerning det gode, følgeværdige eksempel. Men tiest og helt virkede han i Stilhed – den beskedne, ydmyge Mand han var.
I en smuk Sammenhæng med Kærligheden til Fædrelandet staar MogensJjensens Virksomhed for Bevarelsen af de stedlige Minder og for Udbredelsen af Kendskab til Hjemegnens Historie. Den store Oldsamling, han med Dygtighed fik erhvervet, blev en Pryd for Vandel, en Seværdighed, hvormed han har glædet og beriget mange. Han har nu kort før sin Død skænket hele den værdifulde Samling til Sognet, fået den registreret, ordnet og opstillet i en Museumsbygning ved Vandel Skole.
Vi skal ikke undlade at udtale, hvor stor en Glæde og Tilfredstillelse det er at vide, Mogens Jensen oplevede dette Arbejdes gode Gennemførelse – takket være bl.a. Dr Munck, Vandel og Købmand I. O. Brandorff, Kolding. En stor og velfortjent Oplevelse for Mogens Jensen blev festen ved Museets indvielse d. 2. December 1930, hvor Historisk Samfunds Formand Kammerherre Valløe og Egnens Beboere var mødt for at sige Mogens Jensen tak. Det er jo saaledes, at Mennesker ofte kommer bagefter med deres Tak til de Gamle. Vi kan rigtigt unde Mogens Jensen Takken paa det sidste. Men dermed er vi ikke færdig. Vi vil blive ved med at staa i Gæld til Mogens i Vandel.
Randbøl sogns Oldsagssamling ibid s. 120
Ingrid Munck:
Den 2. December 1930 indviedes Randbøl Sogns Oldsagssamling, som Mogens Jensens Samling danner Grunden til. Forud for denne Dag ligger mange Aars ihærdig samlen og store økonomiske Ofre,- og endelig det sidste Aars Arbejde men Indregistreringen og Museets Bygning og Indretning.
Fra sin tidligste Ungdom har Mogens Jensen haft sin Samlertrang og Samleevne; alt, hvad der kunne fortælle noget om Egnens Historie, om Slægtens Færd på disse Steder, interesserede ham; men han samlede ikke blot for at eje så mange Oldsager som muligt, men han ville også have hver Tings Historie med, hvilket Sted den var fundet på, og under hvilke Forhold den fandtes. Og så endelig for et Aarstid siden var der en Mand, der, efter at Mogens Jensen havde fortalt om nogle af sine Oldsager, kom med der Spørgsmaal: hvem der kan fortælle om dette, naar Mogens Jensen ikke er her mere, han er den eneste, der ved herom. Det er på høje Tid at faa dette bevaret for Eftertiden.
Saa begyndte Arbejdet med at indregistrere hele hans Samling, der alene i Oldsager rummer henved fem Hundrede Numre. I denne Fortegnelse er der ikke lagt Vægt på Maal og nærmere Tidsbestemmelse, idet det er Enkeltheder, som kan indhentes ved senere Bearbejdelse; om Fundsforholdene er der redegjort saa udførligt som muligt ved, hvad Mogens Jensen kunde fortælle derom. Da Arbejdet hermed var til Ende, kom det næste Spørgsmaal: hvor skal alt dette anbringes, saa det er let overskueligt og let tilgængeligt. Paa dette Tidspunkt havde Mogens Jensen allerede talt om, at det var hans Mening at skænke Randbøl Sogn sin Samling. Derfor blev Randbøl Sogneraad spurgt, om det kunne tænke sig at bekoste et Skab til Opbevaring af en Del af Samlingen. Som rimeligt var, svarede Sogneraadet, at det godt kunne tænke sig at støtte Sagen, hvis det fik tilsagn om at faa overdraget Samlingen senere. Hermed stilledes sagen i bero, indtil Mogens Jensen hen paa Foraaret blev syg. Han forstod straks, at Sygdommen maaske kunne blive alvorlig, og samme aften fik han nedskrevet sit Testamente angaaende sin samling; det blev formet som et gavebrev til Randbøl Sogn med følgende ordlyd: (Se afskrift nedenfor i materialet)
Mogens Jensen kom dog over sin Sygdom denne Gang og fik Lov til at opleve det, der fyldte hans Liv og bar ham oppe det sidste halve aar: Bygningen og Indretningen af hans Museum. Museet hat til Huse i en Tilbygning til Vandel Skole; i Løbet af Somren blev den bygget, og lidt ind i November flyttedes Samlingen derned. Mogens Jensens Fortegnelse omfatter 457 genstande fra Stenalderen, 36 fra Bronzealderen og nogle faa fra Jernalderen. Desuder er der en Del Vaaben fra forrige Aarhundredes Krige. Mens Huset byggedes, havde Mogens Jensen travlt med at finde gamle Ting frem, som han vidste fandtes hos Egnens Beboere, han kendte til hver gammel Gaards Gemmesteder og fik samlet en hel Del gamle Brugsgenstande, saaledes de fleste Ting, der hører til Hør- og Uldspindingen, en meget køn og velbevaret Samling gammel Jydepotteindustri og mange andre Ting.
Endelig kom saa d. 2. December 1930, Indvielsesdagen, der vel nok for Mogens Jensen blev en af de største Dage i hans Liv. Hans Tale ved Festen vil mange sikkert huske længe, saa kraftfuld og manende var den – og med den sluttede Mogens Jensen sit Livsværk. Dagen efter gik han i Seng og rejste sig ikke siden, syg og træt, naar Dagsværket er endt, og aftenen kommer.
Mogens Jensen begyndte Randbøl Sogns Oldsagsamling. Han så klarere og tidligere end nogen anden i hans Egn, at i de historiske Minder skal man lære at kende sin Egn og Slægt, og at man deri har et værdifuldt Middel til at opdrage sine Børn til at føle sig samhørige med deres Land og Folk.
Kilder:
Vejle Amts Årbog 1931, artikler af Rasmus Mortensen og Ingrid Munck.
"Randbøl Sogn gennem tiderne" side 205.
Mundtlig kilde:
Fhv. skoleinspektør og museumsleder Thomas K. Thomsen. Vandel.
Skrevet af N.M. Schaiffel-Nielsen / billeder fra forfatterens eget arkiv.
Ølgård gamle kro
Ølgård Kro fotograferet fra nord. Desværre ved vi ikke, hvem det er der holder gårdens hestespand. Læg mærke til hvor tæt stuehuset ligge på hærvejen.
Ølgård ligger på Hærvejen 11 i Frederikshåb, har en, i historisk sammenhæng, forholdsvis kort historie. Gården blev udflyttet fra kolonien Frederikshåb i 1780.
Ølgård, matr. nr. 2a af Frederikshåb, Randbøl Sogn, Tørrild Herred, Vejle Amt, må have haft et betydeligt tilliggende af jord idet matrikelnumrene 2b og 2d e, kaldet Guldbergsminde eller Lille Ølgård blev udstykket fra Ølgård i 1852. Også matrikelnummer 2c er udstykket fra Ølgård i 1861.
Hvor længe der har været dyrket landbrug på Ølgårds marker er ikke til at sige, men i afsnittet, Oldtidsagre på Ølgård Hede, får man opfattelsen af, at det må have begyndt 400 f. Kr. fødsel. Forskerne mener, at især her i området ophørte dyrkningen da befolkningen stort set uddøde under Den Sorte død fra 1348 til 1350. Derefter gik der mange år før der igen kom gang i dyrkningen. Det skete først da Kong Frederik den V besluttede sig til at kolonisere de jyske heder i Slesvig, Randbøl og nord for Karup. Derfor ved vi, at dyrkningen kom i gang igen efter 1760, hvor de første tyske kolonister kom hertil.
Kodrengen fortæller
Den bonde der i 1780 flyttede sin gård fra Frederikshåb til den nuværende placering kender vi ikke navnet på. Den første ejer vi kender er kromanden Søren Eriksen. Om ham fortæller den 87 år gamle Kristen Ravn i, der boede i Fire Huse, i 1934 til forfatteren Samuel Frifelt, -Ja, a var kun 18 år, da a kom til Ølgaard kro at tjene, og a tjente der i 5 år. Kromanden hed Søren Eriksen, han var fra Rygbjerg (Frederikshåb) Kro og havde købt Ølgaard i 1843. Studedrifter? –Ja der kom da nogen. Sådan tre fire om dagen var det almindelige i æ drywtij. Det meste a ka mindes, var en nat, vi havde ni flokke med 19 mand i kvarter. Kristen Ravn kunne endvidere huske, at der en enkelt aften kom 53 studedrivere og sammen med dem flere hundrede dyr. Den aften var maden ved at blive et problem og Søren Eriksen måtte ride hjem til sin mor på Rygbjerg (Frederikshåb) kro for at låne ni brød, dermed var morgenmaden til de mange studedrivere sikret.
Tegning af en studedrift ad Hærvejen, bemærk de mange bronzealderhøje bagerst i tegningen kunne meget vel illustrere, at driften passerer igennem Randbøl Sogn som dengang havde over 300 gravhøje.
Studene var der masser af plads til rundt om Ølgård. På den østlige side af vejen er der et område som er hegnet ind med en jordvold. Vest for Ølgård går der et langt dige fra Ølgårdvej og nordpå. Et godt stykke oppe nord for gården synes den at slå et knæk mod øst, for så at forsvinde, sandsynligvis jævnet ud efter studedrifternes ophør.
Inddiget Område øst for Ølgård som har været anvendt som fold til studene.
Snyd med høet
Studene skulle nødvendigvis have noget at æde. Det fik de i form af det hø studedriverne købte hos kromanden. Rygtet gik, ifølge Samuel Frifelt, at man solgte dårligt hød fyldt med kragetæer og bukkeblade, som studene ikke ville æde. Når driften var draget videre, samlede man resterne op og solgte dem igen til den næste drift.
Den udlægning kunne Kristen Ravn ikke acceptere, han sagde til Frifelt, -Nej, det skal a sige æ kromand fri for. Ett en jennest gang i min tid har vi solgt brugt hø. Vi købte det meste hø fra Spjarup, og det var slet ett saa ring, som folk saae.
Kristen Ravn fortalte videre, at de fleste kodrivere var flinke folk der betalte kodrengen fire mark for at overtage vagten ved studene om natten. Han erindrede, at der var liv og halløj når studedrifterne kom forbi. Handelsfolkene var ikke nærige med skillingerne når Kristen havde passet deres heste og studene godt. Han sluttede med et, -Ja det var den gang!
Slut med studedrifterne
Hen mod slutningen af 1800 tallet gik eksporten af stude over land langsomt i stå. Kvægpesten var en medvirkende årsag, hertil kom udbygningen af jernbanenettet og den øgede brug af skibe til transport af kreaturer. Krigen med Tyskland i 1864 og tabet af Nordslesvig gjorde ikke sagen bedre. Alt i alt betød det, at Ølgård ikke længere havde et grundlag for at drive kro. Med Søren Erichsens død den 24. september 1881 ophørte Ølgård at fungere som kr.
Den 10. oktober samme år lyder en annonce fra herredsretten således.
”De selvskiftende arvinger i boet efter Søren Eriksen af Ølgård, lader sælge ven auktion tirsdagen 25ds. Matr. 2 a af Randbøl Sogn, samt 2 d af Nordbæk Egtved sogn. Derefter bortsælges besætning, ind- og udbo, deriblandt 8 køer, 1 kvie, 2 stude, 2 heste, vogne, plove, harver, seletøj, møbler af forskellig slags, kakkelovne 1 komfur, sengeklæder, gangklæder, linned, 1 decimalvægt med lodder, m.m.”
Ejere af 2a Frederikshåb, Ølgård gamle Kro. Hartkorn 1 tdr. 4 skp.
Ikke kendt årstal men før 1853, Jørgen Klausen.
1853: Søren Erichsen Også Stavet Erichsen Ølgårds eneste kromand).
1886: J. Eriksen (skifteattest).
1886: Thomas Madsen (auktionsskøde).
1897: Peder Jepsen.
1900: Karl Mathinus Jepsen.
1901: Rasmus Peter Kristian Kristiansen.
1902: Jørgen Nissen Lauridsen.
1902: Johannes Ditlev Jensen (Borch?).
1905: Jens Jensen.
1907: Jacob Larsen.
1909: Peter Thønning.
1916: Karl B. Feldthusen (grosserer).
1917: 0. Ramsing (Fabricius).
1919: Otto Ludvig Brorson Hansen.
1920: Alfred Larsen.
1923: Harald Hansen, restauratør.
1924: H. P. Meyer og H. Karstensen.
1926: Fru Kirsten Jensen (særeje).
1931: Valdemar Hansen.
1962: Herluf Hansen.
2004 Flemming Hansen
Slægtsgård
Hvor mange generationer en gård skal være i en slægts eje for at kunne kaldes slægtsgård vides ikke. Men da Valdemar Hansen rejste fra Frederikssund i 1928 for at blive bestyrer på Ølgård, som han tre år senere købte, var gårdens areal på 190 tdr. land. Han var da blevet gift med datteren fra nabogården, Elin Hansen. Sammen fik de fire børn. Gården blev drevet som traditionelt landbrug med køer, heste, grise og markbrug med korn, roer og kartofler.
Sønnen Herluf Hansen og hans hustru Aase overtog gården i 1962. De ombyggede stalden til malkekøer, en driftsform de holdt ved i 10 år. I 1980 blev stalden igen bygget om, denne gang til slagtesvin. Markarealer blev udvidet med kartoffelavl, hvad jorden er velegnet til.
I 2004 overtog sønnen Flemming Hansen. Han forpagtede jorden bort og fik den ide at stedet kunne bruges til herberg for vandrere. Et projekt blev sendt til Real Dania om oprettelse af herberge langs den jyske hærvej. Ølgård projektet vandt.
Maleri af Ølgård malt omkring 1950. Maleren er ikke kendt.
Vandrehjem og herberg
Ølgård Kro lukkede med Søren Eriksens død i 1881. Nu i 2010 er Ølgårds bygninger fra midten af 1950’erne bygget om så der er 14 værelser med køjesenge og to af værelserne er med eget bad. Og toilet. Ølgård er blevet til Vandrehjem & Herberg i fuld drift, men kan sige at ringen er sluttet. Flemming Hansen fortalte, at gårdens jorder, minus 18 ha, er sat til salg og forventes solgt i år. Ud over at fungere som Vandrehjem & Herberg, udlejer man lokaler til private fester, hvor lejerne selv sørger for borddækning, mad og hvad der ellers hører til en god fest.
Oldtidsagre på Ølgård Hede
Det var overraskende at inde beskrivelsen af oldtidsagrene på Ølgård Hede. Tegningen viser et profil af en digevolding på Ølgaards Hede i Randbøl Sogn, Tørrild Herred, Vejle Amt. Her er forholdene helt anderledes end i Himmerland, idet aldannelsen åbenbart er ældre end dyrkningen. Digevoldingen er her ikke opført af kulturjord, men al lyngtørv. Der kan skelnes flere lag af lyngtørv i digevoldingens profil en sekundær podsolering har fundet sted i digevoldingen; under lyngskjoldet findes her et temmelig humusfyldt, blegsandsagtigt Lag. Men hen under digevoldingen strækker sig et 10 å 17 cm tykt blegsandslag, hvilende på et gammelt allag, som deler sig i et 6 å 9 cm tykt lag al mørkebrun, hård al, derunder et 25—30 cm tykt lag al rødgult noget sammenhængende sand der nedadtil par over i det gule undergrundssand. I dette tilfælde må digevoldingerne altså opfattes som sammensunkne lyngtørvdiger. Ved dyrkningen er den oprindelige al ikke opbrudt; man har dyrket blegsandet.
Når så dårlig Jord, som den på Ølgaards Hede, i gammel tid har været genstand for en så intensiv dyrkning, at man har hegnet agrene med diger hænger dette måske sammen med Midtjyllands gamle færdselsgeografi. Den jyske Hærvej fører netop over Ølgårds Hede.
Ifølge museumsinspektør Anker Thygesen, Randbøldal Museet, dateres oldtidsagerne primært til førromersk (keltisk) jernalder fra ca.500 f. Kr. til omkring Kristi fødsel, og romersk jernalder fra til
ca. 400, tilsammen kaldet ældre jernalder, eller germansk jernalder 400-800 og vikingetid 800-1050
Ordforklaring:
Digevoldinger, lave volde, der i jernalderen omgav oldtidsagrene. Voldene er opstået dels ved, at jord og sten under markarbejde er blevet samlet i volde, dels ved jordfygning. Voldene kan nå en højde på op mod 1 m.
Staldbygningen fra ca. 1955 som i dag giver plads til værelser og gildesal. Krovirksomheden er ikke vendt tilbage, men herberget for pilgrimme er blevet et faktum.
Kildeangivelser:
Randbøl Sogns gennem tiderne. Egnsmuseet 1983.
Artikel af Gudmund Hatt: Spor af oldtidens agerbrug i jyske heder.
Lademands Leksikon.
Leif Bauns artikel i vejle amts Folkeblad den 26. juli 2010.
Randbøl Skovdistrikts bog om Frederikshåbs Plantage.
Hugo Mathiessens bog: Hærvejen.
Randbøl Sogns gennem tiderne. Udgivet af studiekredsen ved Randbøl Sogns Museum, 1983.
Samtale med Flemming Hansen den 29. juli 2010.
Samuel Frifelts bog: ”Ad jyske veje sønderud” 3. oplag 1959.
Randbøldal den 11. august 2010
Randbøl sogn iøvrigt
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Randbøl Sogn er et sogn i Grene Provsti (Ribe Stift). Sognet ligger i Vejle Kommune,
indtil Kommunalreformen i 2007 lå det i Egtved Kommune, og indtil Kommunalreformen
i 1970 lå det i Tørrild Herred (Vejle Amt). I Randbøl Sogn ligger Randbøl Kirke.
I Randbøl Sogn findes flg. autoriserede stednavne:
- Bindeballe (bebyggelse, ejerlav)
- Daldover (bebyggelse, ejerlav)
- Frederikshåb (bebyggelse, ejerlav)
- Hofmansfeld (bebyggelse, ejerlav)
- Hofmanslyst (bebyggelse)
- Randbøl (bebyggelse, ejerlav)
- Randbøldal (bebyggelse) tryg på navnet
- Vandel (bebyggelse, ejerlav) tryg på navnet
Skrevet af Frank Laursen (LAU)
Frederikshaab Statsungdomslejr på gården
Karolinesynde
matr.nr. 8a og 2b Guldbergsminde
I efteråret 2009 blev Randbøl Sogns Lokalarkiv og Museumsforening kontaktet af Elsebeth Aremark Pedersen, Odense, som tilbød lokalarkivet viden, materiale og fotos om den tidligere statsungdomslejr, som var beliggende i Frederikshåb i 1940’erne.
Hertil kom, at hun tillige havde erindringer fra sin barndom om besøg på Karlsmindegården på den tidligere flyvestation ved Vandel.
Dette satte en omfattende mailkorrespondance i gang om Frederikshaab Statsungdomslejr og om Elsebeth A. Pedersens families tid i Vandel. Som supplement hertil besøgte Elsebeth A. Pedersen lokalarkivet og området i foråret 2010 for personligt at berette om sin barndom her på egnen.
Det viste sig tillige, at hendes bror Poul Aremark, Albertslund, havde tilsendt lokalarkivet i Vandel en kort fortælling om samme emne i 1995 og nu også kunne bidrage med yderligere oplysninger.
Resultatet blev nedenstående artikel om statsungdomslejren på gården Karolinesynde i Frederikshåb, samt en tilsvarende om Karlsmindegaarden ved Vandel i slutningen af 1940’erne. Den sidste beskrives under emnet gårdhistorier.
De to søskendes skriftlige fortællinger om ungdomslejren ses sidst i denne artikel, medens de tilsvarende fortællinger om deres tid i Vandel er knyttet til gårdhistorien om Karlsmindegården.
Tak til dem begge for initiativ, næsten 70 stk. fotos, fortællinger og venlig imødekommenhed. Alt materiale tilgår Lokalarkivet i Vandel. Gården Karolinesynde blev oprettet ved kongelig bevilling og skøde til Hans Kristian Thomsen i 1854, men havde inde da været drevet som selvstændig gård siden midt i 1700-tallet.
Gårdens navn fortaber sig i 1700-tallet. I folketællingen fra 1801 benævnes gården som Carolinesynde og ingen af dens beboere hed Caroline på dette tidspunkt.
Mon gården blev opkaldt efter dronning Caroline Mathilde?
Efter en række af syv ejere blev gården overtaget af L.A.B. i Århus i 1940 med henblik på at oprette en ungdomslejr på stedet. L.A.B. står for Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse. Dansk organisation 1939-65.
Foreningen gjorde under 2. Verdenskrig en betydelig indsats ved at organisere spildindsamling, tøjreparation m.m., samt ved at igangsætte boligbyggeri.
Senere indførtes fiskeensilagefabrikation, husmoderafløsningsinstitutionen samt, i samarbejde med de enkelte kommuner, genoptræning af erhvervshæmmede. Adskillige af landsforeningens aktiviteter videreførtes af selvstændige selskaber.
Således beskrevet i leksikon. Ungdomslejrene og Statsungdomslejrene begyndte allerede at tage form i slutningen af 1930’erne med depressionen, stor arbejdsløshed m.m., men ved besættelsen i 1940 blev det ret påtrængende, at få sådanne lejre oprettet og til at fungere.
Social- og Arbejdsministeriet oprettede 20-25 af disse lejre rundt i landet for unge arbejdsløse, fortrinsvis ufaglærte ikke forsørgere mellem 18 og 25 år. Dels for at give dem en meningsfyldt beskæftigelse af en art, dels for at forhindre, at de blev ofre for tysk hvervekampagne der havde til formål at få unge danskere til at rejse til Tyskland og arbejde, eller værre endnu, blev hvervet af besættelsesmagten.
De overordnede rammer for de unges ophold i disse lejre blev fastsat ved lov og omhandlede eksempelvis fordelingen af undervisningstimer kontra arbejdstimer for de unge. Den første lov af 1938 om disse forhold fastsatte en bestemmelse om 28 timers arbejde om ugen, medens den næste af 1940 ændrede arbejdstiden til 40 timer, for at eleverne skulle vænne sig til at arbejde som man gjorde på en normal arbejdsplads. Der blev dog samtidigt betonet, at der skulle finde arbejdsteknisk undervisning sted, som kunne kvalificere de unge bedre til arbejdsmarkedet.
De unge fik løn under arbejdet. Under den arbejdstekniske undervisning hørte også sport.
Karolinesynde ombygges til ungdomslejr. Fra højre Steen Rasmussen, søn af Murer Rasmussen, Vandel. Dernæst Harry Hansen, Vandel. De to andre er ukendte. Foto stillet til rådighed af Inger Schnedler, Vandel.
L.A.B. i Århus købte således Karolinesynde med statstilskud og indrettede denne til ungdomslejr. Lejren blev drevet i disse rammer fra 15. januar 1941 til 13. oktober 1941, hvor Social- og Arbejdsministeriet overtog stedet og oprettede Frederikshåb Statsungdomslejr.
Ved Frederikshaab Statsungdomslejr bestod ledelsen af en funktionærstab med en forstander, økonoma, lærer, regnskabsfører samt en fodermester og en leder af markbruget. Hver især fungerede som lærere for hver deres område og fag. Belægningen var på omkring 40 elever.
Eleverne var i Frederikshåb udelukkende drenge og kom for det meste fra byen. De havde deres egen elevforening med valgt bestyrelse.
Gården blev drevet traditionelt med malkekøer og svin og markdriften tilpasset herefter. Eksempelvis var der i 1944 12 malkekøer, 6 ungkreaturer, 20 svin og 3 spand heste. Udover hestene havde man en Fordson traktor til rådighed Desuden blev dyrket kartofler og grøntsager til eget forbrug.
Gården havde et betydeligt jordtilliggende, bestående af 200 tdr. land under plov, 50-100 tdr. land skov og 300 tdr. land hede. Eleverne hjalp således også med skov- og plantningsarbejde, samt opbrydning af hedejorden.
I 1943-44 blev der bygget en helt ny gård lidt mod vest, i begyndelsen blot kaldet ”den nye gård”, senere Jægergaarden, hvor drengene også hjalp til. Her var det planen udelukkende at have svin.
Det var i øvrigt den overordnede plan at opdyrke hovedparten af den resterende hede og derefter sælge de to gårde til private.
Lejren havde sin egen avis ”Hærvejen”, som udkom 2-3 gange om året. Det første eksemplar var på gaden 27/6 1942 og blev fejret ved en ”avisfest”.
Til at udfylde fritiden med noget meningsfyldt var der foruden lektielæsning en hel række arrangementer året igennem af forskellig art, såsom besøg af og hos naboer i omegnen, ekskursioner til seværdigheder, biografbesøg, fodboldkampe, foruden idræt hjemme i lejren.
Det ser hermed ud til, at Frederikshaab Statsungdomslejr hørte til i den bedre ende af disse lejre på den måde man behandlede og beskæftigede de unge ved at lægge vægt på såvel det praktiske arbejde, som undervisning parret med godt socialt samvær.
Dette har vist ikke været tilfældet i alle lejrene, hvor eksempelvis lejrledelsen havde andre og mere strikse opfattelser af hvorledes de unge skulle håndteres.
Som begrundelse herfor anførtes blandt andet hensynet til den omkringboende befolkning, som man mente havde en noget stram fortolkning af begrebet arbejdslejr. Man kunne ikke tolerere slendrian i lejrene med undervisning o.s.v., når befolkningen udenfor generelt måtte arbejde hårdt for en ussel løn på grund af tidernes ugunst.
Man må tillige konstatere, at de unges ophold i lejrene var en slags frivillig tvang. De t var sådan, at de arbejdsløse, der nægtede at deltage i sådanne lejre, blev trukket i understøttelse. Til gengæld fik de en lille løn for det arbejde de udførte i lejrene, hvilket så, i uheldige tilfælde, kunne bruges som motivation til at hundse med de unge mennesker.
Frederikshaab Statsungdomslejrs første forstander var Karl Kaspersen. Han var født 2/8 1905 på Wedelsborg på Fyn, hvor faderen var skovfoged.
Han havde været forvalter på Egeskov gods og senere bestyrer af landbruget på institutionen Renbæk i Sønderjylland og på Møgelkjær ved Horsens.
Hans hustru Elna ledede køkkenet i lejren som økonoma.
Elna og Karl Kaspersen adskillige år senere. Foto stillet til rådighed af Elsebeth A. Pedersen
I andet nummer af avisen ”Hærvejen”, som udkom på årsdagen for lejrens oprettelse, ses Karl Kaspersens lederartikel i anledning af årsdagen, samt et tilbageblik på årets gang i lejrens landbrug og elevernes deltagelse heri. Her får vi et godt indblik i tilværelsen og livet i statsungdomslejren.
Foroven på første side ses en tegning af ungdomslejren på den oprindelige firelængede gård set fra nordvest. I midten stuehuset. I den østlige ende af stuehuset var der et stort køkken med et kæmpekomfur. Til venstre herfor ses en af de nybyggede barakker i haven.
Længen til højre var laden, i midten af gården stalden, hvor der var kostald i midten og svinestald i begge ender. I den østlige længe var der indrettet vaskerum m.v. På østsiden var der et stort maskinhus og et par røde barakker mere. (ses ikke på tegningen).
”Hærvejen” findes i sin helhed med 11 sider på Lokalarkivet.
Sidste side slutter således:
”Hærvejen” er Organ for Statsungdomslejren ”Frederikshaab” pr. Randbøl. Bladet, der trykkes på Lejren, udkommer ved Hjælp af Tilskud fra Staten og Lejrens Elevforening. Det uddeles til Lejrens Elever, Lejrens Leverandører samt til Arbejdsministeriet og alle permanente Statsungdomslejre.
Tegninger: K. Skibsted. Redaktører er: John Riedel og Aage Nielsen, sidstnævnte er ansvarshavende.
Omtale af Frederikshaab Statsungdomslejr i LEJR LEDEREN 1944.
Bemærk at nogle af de andre statsungdomslejre er nævnt i teksten.
Som der ses af teksten i LEJR LEDEREN tilhørte en del af den fredede Randbøl Hede statsungdomslejren. Hovedparten af disse 300 tdr. land hede lå vest for vejen mellem Frederikshåb og Fitting på det åbne stykke nord for gården Guldbergsminde.
Den 20/3 1944 bemærkede man på statsungdomslejren, at nogle fremmede var i gang med noget jordarbejde på dette stykke hede uden tilladelse fra forstander Karl Kaspersen. Ved henvendelse til arbejdsformanden for dette jordarbejde, fik forstanderen at vide, at der fra tysk side var givet ordre til anlæggelse af en flyveplads med tilhørende startbane og at man nu var i gang med det forberedende planeringsarbejde.
Forstander Karl Kaspersen underrettede straks Arbejdsministeriet om det passerede, hvilket medførte politianmeldelse om gravearbejdet til Rigspolitichefens Sikkerhedspoliti i Vejle.
Detaljerne fremgår af nedenstående kopi af politirapporten.
Tyskerne var i gang med at etablere Jagerflyveplads Fitting, på tysk benævnt Fitting Jägerplatz.
Ved krigens slutning opstod der behov for en person til at lede landbruget på de store arealer, som lå på den tyskbyggede flyveplads syd for Vandel. Det drejede sig om ca. 3500 tdr. land.
Statens Jordbrugsudvalg opfordrede Karl Kaspersen til at søge denne inspektørstilling, som han, efter besigtigelse af forholdene, tog imod.
Karl Kaspersen fratrådte derfor sin lederstilling ved Statens Ungdomslejr i Frederikshaab pr. 1/10 1945.
Karl Kaspersens søn, Ib Kaspersen, Bredal har bidraget med såvel oplysninger som fotos om både statsungdomslejren i Frederikshåb og om Karlsmindegaarden i Vandel, samt om hans forældres virke begge steder.
Tak til Ib Kaspersen.
Karl Kaspersen afløstes af landbrugskonsulent Aage Magnus Andersen, som kom fra ungdomslejren ”Straasø” ved Ulfborg, hvor der i dag er AMU-center. Han havde tidligere været leder af andre af disse ungdomslejre i landet.
Aage M. Andersen var født 30/5 1902 som søn af et husmandspar i Balslev på Fyn. Han var landbrugskandidat fra Landbohøjskolen og havde været landbrugslærer ved Lundby Landbrugsskole, ved Dalum Landbrugsskole, samt Asmildkloster ved Viborg.
Han var gift med Harriet Andersen, født Ebbesen på Taarup Overgaard på Fyn i 1916. Ved tiltrædelsen på ungdomslejren i Frederikshaab, overtog hun stillingen som økonoma og ledede køkkenet i lejren.
I 1949 skiftede Aage Magnus Andersen sit efternavn til Aremark. Navnet var taget efter en lille bygd i Norge, hvor han i nogle år arbejdede med landbrug og tømmerhugst.
Med krigens slutning forsvandt grundlaget for at drive Frederikshaab Ungdomslejr som hidtil og den blev som sådan nedlagt og kunne bruges til andre formål, dog under samme navn.
Det er usikkert om lejren i en kort periode havde huset tyske flygtninge, men da det nye forstanderpar ankom pr. 1/10 1945 overtog organisationen RED BARNET lejren.
Her blev indkvarteret hollandske og italienske børn i skiftende hold à 20-40 børn i hver. Et enkelt hold rummede også polske børn. Hvert hold opholdt sig i lejren i tre måneder.Det var krigsramte børn, som trængte til ro og omsorg og ikke mindst tilstrækkeligt mad. Børnene var i alderen 10-15 år.
Børnene var bogstaveligt i Danmark for at ”fedes op”, hvilket blev kontrolleret med dette skema.
Flaghejsning. Yderst til højre ”Søster” Anni, forstander Aage A. med sønnerne Poul og Vagn, dernæst ”Søster” Grethe. Drengen til højre er vist Cor Spierenburg (se listen ovenfor)
Til gårdens drift var ansat nogle karle og piger, medens der var særligt personale til at tage sig af børnene. Blandt dette personale kan nævnes en ”Søster” Anni Heres, som dels var medarbejder og dels tolk for de hollandske børn. En anden dame hed ”Søster Grethe” og af mandlige medarbejdere til at tage sig af børnene var der Mogens Møller og Erik Bernstorff.
Der var daglig flaghejsning hver morgen med deltagelse af såvel børn som alle medarbejdere. Børnene ”deltog” efter bedste evne i arbejdet på gården og færdedes overalt, også på den tilhørende nabogård Jægergaarden.
Det sidste fik en brat ende, da denne pludseligt blev indhegnet med ståltrådshegn og pigtråd og der blev indkvarteret et hold tyske flygtninge på ”den nye gård”. Dem skulle forstanderparret Andersen også tage sig af og hyre mandskab til at passe. Disse flygtninge måtte ikke have kontakt med den lokale befolkning, derfor den indhegnede gård. Dette kunne børnene på Karolinesynde ikke rigtigt forstå, for de var vant til også have legeplads på Jægergaarden. Der var således krigsramte børn på den ene gård og tyske flygtninge på den anden.
Flüchtlingslager Jaegergaarden.
(Flygtningelejr Jægergaarden).
Der ankom 225 tyske flygtninge til Jægergaarden. Mere end 150 af dem var fra Ostpreüssen, 30 var fra Westpreüssen, 30 fra Pommern bl.a. fra Stettin, et par stykker fra Dortmund, Westfalen, en enkelt fra Hannover og ligeså fra Litauen. Der var såvel mænd, kvinder og børn, som aldersmæssigt fordelte sig med 7 fra 0-3 år, 5 over 70 år og resten derimellem.
På Randbøl Sogns Lokalarkiv findes en 7-siders liste over disse flygtninge fra 24/1 1946.
Den første halve side af personfortegnelsen fra flygtningelejren på Jægergården. Listen findes komplet på Lokalarkivet i Vandel.
I januar 2012 fortalte Fru Ilse Jespersen (født 12/9 1921) om sin og hendes mands arbejde i/ved flygtningelejren på Jægergaarden. Ilse Jespersens mand Erik Jespersen (født 11/5 1914 død juni 2011, 97 år) var statsansat landbrugsleder. Ægteparret kom oprindeligt fra Salling, men som følge af Erik Jespersens arbejde, havde de gjort tjeneste flere steder, inden de kort efter krigens ophør kom til Jægergaarden.
Her var de hovedsageligt tyske flygtninge allerede ankommet og hele Jægergaarden var indhegnet med pigtråd. Stuehuset til gården var temmelig stort og var delt i to lejligheder. Den ene halvdel var beboet af et antal CB’er (personel fra det Civile Beredskab), som helt og holdent tog sig af flygtningene. Deres del af stuehuset lå indenfor afspærringen. Den anden halvdel af stuehuset var til rådighed for ægteparret Jespersen. Her førte den ene yderdør, den tidligere hovedindgang, ind i det afspærrede område, mens køkkendøren førte ud i det frie område.
Det var Erik Jespersens opgave at forestå landbrugsdriften på de store arealer, som hørte til gården. Såvel Jægergaarden som Karolinesynde blev som nævnt under Ungdomslejren, drevet under èt. Ilse Jespersen husker, at der også var malkekøer på gården.
Ilse Jespersen kom til at fungere som økonoma, idet det også var ægteparrets opgave at sørge for bespisningen af de førnævnte CB’er. Som medhjælp blev de tildelt en af de kvindelige flygtninge, en Frau Berner, som var meget glad for at komme hos det danske ægtepar. Jespersens havde ellers intet med flygtningene at gøre. Det var som sagt helt og holdent CB’ernes opgave at sørge for dem, såvel den velfærdsmæssige del, som bevogtningen. Ingen måtte fraternisere med flygtningene.
Ilse Jespersen fortæller, at flygtningene var dygtige til at kunne få meget ud af ingenting. Eksempelvis trevlede de nogle af de tildelte tæpper op og syede tøj til sig selv heraf. Det var Ilse Jespersens indtryk, at flygtningene efter omstændighederne havde det godt.
Hun mener tillige, at flygtningene var i lejren et års tid, hvorefter der gik rygter om, at de skulle flyttes. Dette skete da også over en nat, hvor de pludseligt var borte. Der blev sagt, at de kom til Ålborgegnen.
Ilse Jespersen fortæller videre, at det brændte på Karolinesynde, mens de boede på Jægergaarden, men kan ikke huske om det var udlængerne, eller barakkerne der, som brændte.
Ægteparret tilbragte omkring tre år på gården. Efter et par forflytninger mere, tog Erik Jespersen læreruddannelse og fik en stilling som lærer på drengehjemmet Fårupgård ved Jelling. Her blev det Ilse Jespersens opgave, at sørge for vedligeholdelsen af drengenes tøj, idet hun var uddannet syerske
Hvornår præcist de tyske flygtninge forlod Jægergaarden vides ikke, men ifølge Poul Aremark blev gården forpagtet ud og indrettet som kyllingerugeri, da flygtningene var rejst.
Jægergården 1949 set fra sydøst. Udlængerne ses at være indrettet til
beboelse og ikke til landbrugsdrift.
På Karolinesynde gik arbejdet med børnene videre under RED BARNET. I en periode var der såvel hollandske som italienske børn i pleje på èn gang, hvilket betød, at der var 40-50 børn at tage vare på for lejrens personale.
At børnene, på trods af at de var langt fra deres hjem og land, var glade for deres ophold i Danmark, står uden for al tvivl.
Dette vidner to takkebreve om, som forstanderparret modtog dengang fra såvel italienske som hollandske tilsynsførende, som skrev på børnenes vegne.
Herudover ses nedenfor kopi af tegninger, som glade hollandske drenge har tegnet kort før deres afrejse fra Frederikshåb.
Ikke nok med det. En af de hollandske drenge, dengang 13-årige Cor Spierenburg, der var på lejr i Frederikshåb i 1946, har med noget besvær fået kontakt med Elsebeth A. Pedersen og Poul Aremark 50 år efter lejropholdet. Cor Spierenburg og hans hustru Elly kom derefter på besøg hos dem her i Danmark i 1996. Vi kan se Cor på nogle af de viste fotos fra lejren.
RED BARNET afsluttede samarbejdet med lejren den 25. september 1947 og Statsungdomslejren Frederikshaab lukkede 1. oktober 1947.
Forstanderfamilien flyttede til Vandel, hvor Aage Andersen tiltrådte som regnskabsfører og rådgiver på det 3500 tønder land store landbrug på flyvepladsen i Vandel, under inspektør Karl Kaspersen, som havde været statsungdomslejrens første forstander.
Staten afhændede såvel Karolinesynde som Jægergaarden samlet i 1949. Gårdene har siden været på private hænder.
Landbruget drives i dag fra Jægergården, medens der ikke er megen ynde tilbage af Karolinesynde. Der er kun den vestlige længe tilbage, idet resten af gården er brudt ned.
Forstanderparret Harriet og Aage Andersen med deres tre drenge Poul, Vagn og Bent foran stuehuset på Karolinesynde i 1947. Datteren Elsebeth ligger i barnevogn.
Forstanderparret med deres datter Elsebeth i dåbskjole 1947.
Medhjælperne på Karolinesynde. Damen mellem de to drenge er forstander Aage Andersens hustru Harriet med børnene Poul og Vagn. Det er forstanderen, som tager billedet.
Drengene foran barakken på Karolinesynde.
En lille hollandsk dreng, der var dygtig til at spille harmonika. Den var næsten på størrelse med ham selv. Han spillede glad og gerne og var rigtig dygtig til det. Han blev kaldt ”den lille spillemand” og var altid glad.
Drengene ”hjalp til” hvor de kunne.
Bemærk den flotte lige plovfure.
Italienske drenge ved Bindeballe station 1947.
Takkebrev for de italienske børns ophold i Danmark.
Avisudklip om RED BARNET fra 1949. Kilde RED BARNETs hjemmeside.
Takkebrev fra RED BARNET til forstanderparret Andersen, som betød lukning af lejren.
Luftfoto af Jægergården og Karolinesynde 1945. Kilde: Flyvertaktisk Kommando.
Karolinesynde anno 2010 set fra vest
Jægergården anno 2010 set fra Karolinesynde.
Elsebeth A. Pedersen fortæller:
Han og hans kone havde været i Danmark i 1980-erne for at lede efter lejren i Frederikshåb, der da blot var en ruin. Vores familie havde jo skiftet efternavn i 1948, så alle spor, de ledte efter, endte blindt.
Det pudsige var, at min bror Poul på næsten samme tid havde sat sig for at efterspore to hollandske drenge, Cor Spierenburg og Chris Pitjak, som vi havde nogle gode tegnede portrætter af. Han forsøgte sig gennem den Hollandske Ambassade, dagblade og hollandske radiostationer.
Endelig en dag gav det resultat. Poul blev ringet op fra en hollandsk radiostation, som kunne sætte ham i forbindelse med Cor, der gerne ville optage kontakt.
Cor og Elly besøgte min bror, som derefter sendte dem videre til mig, da jeg lå inde med billeder, breve og lign. Det blev et spændende møde. De ringede på min dør, blev budt ind, og vi snakkede i tre dage uden på forhånd at have det ringeste kendskab til hinanden.
Vi har haft kontakt siden 1996 med julebreve og fødselsdagshilsner. 
Den hollandske ”dreng” Cor Spierenburg og hans kone Elly på besøg i Danmark 50 år efter.
Poul Aremark fortæller:
Brev fra min bror:
Poul Aremark 31/3 2010
Skærager 37
2620 Albertslund
Hej Elsebeth!
Det er sjovt at følge med i dit detektivarbejde, specielt omkring Frederikshåb men også omkring Vandel som helhed. Desværre husker jeg ikke så meget fra nogen af stederne, men nu får du det meste i en stor pærevælling, så tag det, du evt. kan bruge og glem resten.
Omkring Frederikshåb ved jeg, at den – måske lidt før – men i hvert fald under krigen blev oprettet som opholdssted for arbejdsløse – vist nok mest yngre.
De skulle så ”passe heden” med tilplantning og oprydning m.m.. Nødvendigvis behøvede de ikke lave så meget, da hovedformålet var at holde dem beskæftigede for ikke at blive sendt til Tyskland på fabrikker – eller værre – som soldater. Der var nogle stykker af den slags lejre rundt om i Danmark, bl.a Stråsø, Pindstrup m.fl. Far var ansat under det program. ( af arbejds- og socialministeriet – Min kommentar EP)
Efter krigen blev de fleste steder omdannet til flygtningelejre, idet man jo havde flere millioner tyskere, hovedsageligt fra det nuv. Polen og de tre baltiske lande, som det tog flere år at komme af med bagefter, idet deres oprindelige bosteder ikke ville have dem tilbage. Danskerne måtte ikke have kontakt til disse flygtninge, udover det, administration og bevogtning krævede. ( men havde det ofte alligevel, i det små – f.eks. blev flere danske vagter gift med tyske piger senere).
Da vi flyttede til Frederikshåb, var den rømmet for flygtninge og skulle derfor enten nedlægges eller bruges til andre formål, hvilket så blev børn til ”opfedning” fra f.eks. Holland. Alligevel kom der et hold flygtninge mere samme år som vi havde hollændere. De blev indkvarteret på ”den nye gård” ( Jægergården – EP), der i stor hast blev omdannet med ståltrådshegn og pigtråd og uden egentligt personale, men dem skaffede man hen ad vejen. Det fattede vi drenge ikke noget af, da vi var kommet der op som legeplads og nu pludselig ikke måtte det mere. Altså havde vi krigsramte børn i den ene lejr og tyske flygtninge i den anden, men vist nok under samme administration, nemlig fars. Præcis hvem der betalte for hvem, ved jeg ikke, men det var vist nok Red Barnet, der betalte for børnene, medens det officielt var tyskerne, der selv betalte for flygtningene = læs: den danske stat.
Vi boede et stykke tid i på Jægergården, da flygtningene var rejst, men vist ikke så længe. Stedet blev lavet til kyllingerugeri og bygningerne udlejet til dette formål, mens vi boede der. Vi drenge stjal æg fra hønsene og lavede ”omeletter” i sandkassen. Det tog forpagteren af rugeriet os i en dag. – Men vi kunne tjene en 25-øre ved at rive gårdspladsen hver lørdag.
Lejren i Frederikshåb ( Karolinesynde EP) bestod af 3-4 store røde træbarakker, hvoraf den ene indeholdt et par store rum, formentlig spise- og opholdsrum, mens resten var sovesale med etagesenge samt enkeltværelser til personalet. Dertil en stor køkkenbarak med gammeldags komfurer.
Ud over det personale, der skulle til for at drive lejren, blev det også drevet som almindeligt landbrug med nogle karle og piger til den daglige drift. Om vi også havde dyr, husker jeg ikke, men det var der formentlig.
Kilder og henvisninger:
Ib Kaspersen, Bredal
Elsebeth A. Pedersen, Odense
Poul Aremark, Albertslund
Niels M. Schaiffel-Nielsen
Inger Schnedler, Vandel
Randbøl Sogns Lokalarkiv og Museumsforening
Randbøl Sogn gennem tiderne, 1983
LEJR LEDEREN af 15. November 1944
Folketælling af 1801
Bunkermuseet, Vandel
Flyvertaktisk Kommandoodio. Vivamus varius justo sit amet leo. Morbi sed libero. Vestibulum blandit augue at mi. Praesent fermentum lectus eget diam. Nam cursus, orci sit