Randbøl Sogns Lokalarkiv og Museum



Tidlig turisme i Randbøl-området

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Souvenirs

 ”Souvenir” kommer af fransk ”se souvenir”, der betyder huske. Iflg. Den Danske Ordbog: ”En souvenir er en mindre genstand, som er et minde, oftest om et specielt sted, men også om en oplevelse eller en begivenhed, man bringer med hjem som et minde”.

Miniudstilling på Randbøl Sogns Lokalarkiv og Museum, Grindstedvej 30 i Vandel kan ses august måned ud. Den består af traditionelle, lokale souvenirs og gamle turist-postkort. I Randbøl Sogns Lokalarkiv opbevares mange ca. 100 år gamle postkort fra Randbøl-området. Nogle af disse indgår i udstillingen.

De udstillede genstande er hentet i lokalarkivet og i museets genstandssamling - eller udlånt af private. Udstillingen kan besøges i museets åbningstid hver torsdag kl. 10-16.

Randbøl-området blomstrede op som turistmål, efter at Vandelbanen åbnede i 1897. Mange tog på udflugt til de naturskønne steder: Randbøl Hede og Randbøldal. Fra Randbøl holdeplads kunne man gå ad skovstier gennem Hjortedalen til Randbøldal, hvor der var udendørs servering fra kroen - og keglebane lige overfor. Det var også muligt at blive transporteret ned til dalen eller ud på heden, - først med hestevogn, senere med lastbil med bænke eller med bus. Turiststrømmen aftog med lukningen af banen i 1957, men der kom fortsat besøgende til Randbøldal Friluftsbad om sommeren.

Mange børn besøgte tidligere Randbøldal på den årlige skoleudflugt. Som følge af de mange gæster i området blev der gennem tiden opført flere kiosker, hvor man kunne købe slik, is og evt. souvenirs. De sidste lukkede i 1970´erne.

Miniudstillingen sætter fokus på souvenirs fra lokalområdet, suppleret med andre danske souvenirs. (Hvem husker ikke Himmelbjergstokkene?) De traditionelle souvenirs opfattes nu af mange som kitsch, men en dåse lokalt produceret honning eller en ”Bindeballebjesk” er stadig populært at købe med hjem efter et besøg på egnen. I lokalområdet findes nu kun 2 salgssteder, hvor man kan købe de ”rigtige”, gammeldags, lokale souvenirs, nemlig Fårup Sø Kiosk ved Jelling og Bindeballe Købmandsgård.

Alle er velkomne.

Bente Lykkegaard, arkivmedarbejder.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

13 på udflugt til Børkop Vandmølle 

Tekst og fotos: N.M. Schaiffel-Nielsen

Bestyrelsen for Randbøl Sogns Lokalarkiv og Museumsforening havde besluttet, at den årlige udflugt for de frivillige medarbejdere ved arkiv og museum skulle gå til Børkop Vandmølle og Smidstrup Museum. Ved vandmøllen var der desuden udstillingen ”Onkel Svends Samling”.

Onkel Svend døde som ungkarl. Inden da havde han testamenteret sin samling af alt muligt - lige fra malkemaskiner og enkeltfugede plove til gamle sodavandsflasker til Børkop Vandmølle. Men inden vi nåede dertil, fik vi af en oplagt rundviser et foredrag om møllens historie.

Onkel Svends Samling


 Det allerførste kig, de besøgende får, når de har parkeret oppe på parkeringspladsen , er det smukke hus, der dels indeholder vandmøllen og dels restaurationen.

 Belægningen rundt om bygningerne ved Børkop Vandmølle er for en stor del med toppede brosten eller grus. - ikke for folk med gangbesvær. Skribenten og veninden foretrak at sidde ved et bord på det udendørs areal og nyde et glas hvidvin og en cola, medens de, der var lettere til bens, beså Onkels Svends Samling.

 På et senere tidspunkt, da vi afhentede en glemt kasket, fik vi lejlighed til at hilse på ”Onkel Svend”. Det  var en fin oplevelse. Ikke mindre end to kustoder brugte mere end halv time på at vise rundt og forklare. Med skribentens lidt fremskredne levealder var det et møde med hele livet. Mest de 3,5 år der blev henslæbt ved landbruget. Her var malkemaskine, én – og to fugede plove og en plejl. Skribenten huskede pludselig, da han med plejl tærskede rughalm til nabogårdens mønning. Jo det var tider at få lov at hilse på Onkels Svends Samling.

 

Fakta om Børkop Mølle
1546              Det første skriftlige bevis for møllens eksistens.
1658-59         Svenskerne brænder møllen ned.
1769              Møllen, som hidtil har hørt under kronen (Koldinghus), går i privat eje
1843-75         Møller Knud Madsen ejer nu møllen, han bygger også en vindmølle.
1934-46         Møller Therkil Therkelsen ejer nu møllen.
Møllen standser sin virksomhed og begynder at forfalde.
Møllen fredes.
Møllen udkommer som motiv på et 10-øres frimærke, i serien DANSK FREDNING
Møllen forfalder langsomt endnu mere.
Børkop Kommune køber møllen og starter restaurering. Restaurering udføres som et stort beskæftigelsesprojekt. Derefter åbnes hele anlægget for publikum.
Vejle Kommune etablerer et omløbsstryg, der leder en del af vandet fra Skærup Å uden om Møllesøen og opstemningen. Møllen har dog stadig vand nok til at kunne male korn til mel.
Vandhjulene udskiftes.
Der nedsættes et Mølleudvalg under Børkop Vandmøllers Venner, hvis primære opgave er at vedligeholde den gamle fredede Mølle. Udvalget består af 7 aktive møllersvende fra foreningen. 

Efter fortælling om møllen var alle vel rustede til at bese møllestuen, hvor man fik et godt indblik i fortidens tekník og de løsninger, man havde opfundet for at lette karlenes og møllersvendenes rygge. 

I forgrunden vor udmærkede fortæller. Forrest på kværnen står  et skæppemål. Det lille mål er mølleren ’løn’. Den kunne imidlertid være forskellig afhængigt af jordens bonitet det sted, hvor møllen lå.

    Et kig ud gennem lugen. Vinduer fandtes ikke i møllestuen, men i stedet en trælem. Vi ser her ud på vandet, der styrter ned over overfaldhjulet, som igen ved hjælp af et gearingssystem overfører kraften til kværnen.

 Og så skulle der spises

Vi havde sidder og set på den smukke bindingsværksbygning al den stund, vore udflugtsfæller var hos Onkel Svend. Det blev et studie i bindingsværkets alder. Noget træ var glat i overfladen, og dermed klassificeret som nyt. De fleste af stolperne var revnede og havde dybe spor af ælde. Den fredede bygning  bar præg af en grundig vedligeholdelse.

Nå, men pludselige myldrede alle elleve deltagere ud fra Onkel Svends hus, og i samlet flok drog vi alle ind i restauranten for at spise en lækker fiskeret. Hermed var turen ikke færdig. Vi drog forbi mølledammen med ænder og svaner for at sætte os i bilerne og køre med…

Smidstrup 

 Svanefar med oprejste vinger foretager en trussessejlads forbi et på ænder. Han var i det hele taget aggressiv over for dammens ænder. 

Næste stop på turen var Smidstrup Museum, der er indrettet i stalden til den gamle præstegårds –staldlænge. Her var grebningen stadig bevaret sammen med båse til køerne og fodergang. Al pladsen var grundigt udnyttet til udstilling af museumsgenstande, som fortalte om, hvad folk brugte i 1900-tallet, lige fra slagterens hestetrukne udsalgsvogn til en enkelfuget plov. Overraskende viste man også en harve med tænder af træ.

 

Midt i billedets højre side ses den omtalte harve. (Foto Lis Anni Laursen).

Så er vi kommet på loftet over præstegårdens stald. Her er sket ting og sager gennem de senere år. Som det ses på billedet, er der en smuk gine med en egnsdragt. I et andet lokale ses en brud anno ca. 1900, også i et smukt interiør. Så er der selvfølgelig også en skolestue, som kalder på skribentens minder. Det var fra dengang, hvor alle skolebørn tilsyneladende havde samme størrelse, og det havde borde og bænke derfor også.

Besøget sluttede med en lang gang hyggesnak og dejlig æblekage.

PS. Man kom op på loftet gennem en trappe i laden. Den var forsynet med en elevatorstol—TRE GANGE HURRA!!! Elevatorstolen var betalt af VELUX Fonden

 Det var så slut på en dejlig udflugt, men mange frivillige savnedes.